Landinspektørloven § 4

Denne konsoliderede version af landinspektørloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om landinspektørvirksomhed

Lov nr. 220 af 31. maj 1963,
jf. lovbekendtgørelse nr. 680 af 17. juni 2013,
som ændret ved lov nr. 1871 af 29. december 2015

§ 4

Matrikulære arbejder må kun udføres af praktiserende landinspektører og deres assistenter med landinspektørbeskikkelse, herunder personer med særlig beskikkelse dertil i medfør af § 2, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Matrikulære arbejder må dog også udføres midlertidigt og lejlighedsvis af personer eller selskaber, som er etableret i andre EU/EØS-lande eller i lande, som EU har indgået aftale med om udøvelse af lovregulerede erhverv, og som er berettiget til at udføre tilsvarende arbejder dér. Afholdelse af skelforretninger i henhold til §§ 35 - 37 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen kræver dog beskikkelse efter § 1.

Stk. 3 Personer eller selskaber, der agter at udføre matrikulære arbejder i henhold til stk. 2, skal indgive en skriftlig anmeldelse til miljøministeren, inden erhvervsudøvelsen påbegyndes første gang. Miljøministeren fastsætter regler om anmeldelsen. Beskikkelsesbekendtgørelsen

Stk. 4 Denne lovs bestemmelser finder anvendelse på personer og selskaber, der er omfattet af stk. 2, i det omfang det fremgår af de enkelte bestemmelser.

Stk. 5 Miljøministeren kan, i det omfang det er nødvendigt for at opfylde Danmarks EU-retlige forpligtelser, fastsætte regler om udveksling af oplysninger med myndigheder i andre EU/EØS-lande eller i lande, som EU har indgået aftale med om udøvelse af lovregulerede erhverv, om personer, som agter midlertidigt og lejlighedsvis at udføre matrikulære arbejder i Danmark i henhold til stk. 2, samt personer, som er beskikket i Danmark, og som agter midlertidigt og lejlighedsvis at udføre matrikulære arbejder i andre EU/EØS-lande eller i lande, som EU har indgået aftale med om udøvelse af lovregulerede erhverv.

Stk. 6 Oplysningerne udveksles i overensstemmelse med kravene i § 1, stk. 7.

Stk. 7 Kommuner kan dog med samtykke fra miljøministeren lade matrikulære arbejder udføre af landinspektører ansat under kommunen, når særlige forhold taler derfor.

Stk. 8 Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at miljøministeren lader særlige matrikulære arbejder udføre af landinspektører, der er ansat i Geodatastyrelsen.

Stk. 9 Miljøministeren kan i øvrigt fravige bestemmelserne i stk. 1, når særlige forhold taler derfor.