Landbrugsstøtteloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af landbrugsstøtteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om ordninger under Den Fælles Landbrugspolitik finansieret af Den Europæiske Garantifond for Landbruget m.v. (landbrugsstøtteloven)

Lov nr. 414 af 13. juni 1990,
jf. lovbekendtgørelse nr. 115 af 06. februar 2020

Kapitel 1 1 Administration af markedsordninger m.v.
§ 1

Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling bemyndiges til at fastsætte de regler og iværksætte de øvrige foranstaltninger, der er nødvendige for anvendelse her i landet af Det Europæiske Fællesskab (EF)’s forordninger om:

  • 1) markedsordninger for landbrugsvarer,

  • 2) ordninger for landbrugsvarer omfattet af EF-traktatens bilag II uden at være omfattet af en markedsordning,

  • 3) ordninger for varer, ved hvis fremstilling der er anvendt landbrugsvarer,

  • 4) oplysninger om indkomstforhold og driftsøkonomiske forhold i landbruget og

  • 5) foranstaltninger som følge af anvendelsen af særlige omregningskurser inden for den fælles landbrugspolitik.

Stk. 2 Ministeren kan fastsætte regler og iværksætte foranstaltninger, der er nødvendige for anvendelse her i landet af ordninger, som det i medfør af de forordninger, der er nævnt i stk. 1, nr. 1-3, er frivilligt for medlemslandene at iværksætte.

Stk. 3 Ministeren kan fastsætte bestemmelser om fravigelse af regler i forordningerne i det omfang, disse indeholder adgang hertil.

Stk. 4 Ministeren kan fastsætte regler om supplerende betingelser for udbetaling af støttebeløb i henhold til de i stk. 1 og 2 nævnte forordninger samt regler om reduktion eller bortfald af støtten ved manglende overholdelse af disse supplerende betingelser.

Stk. 5 Ministeren kan fastsætte regler om støttebetingelser m.v. samt regler om reduktion eller bortfald af støtten ved manglende overholdelse af disse støttebetingelser m.v. i forbindelse med udnyttelsen her i landet af muligheder for etablering af støtteordninger i henhold til de i stk. 1 og 2 nævnte forordninger.

Stk. 6 Landbrugsvarer i denne lov omfatter også frugt og gartneriprodukter, ligesom landbruget også omfatter frugtavlen og gartneribruget.

Stk. 7 For så vidt angår spørgsmål, som henhører under andre ministres ressort, udøves beføjelserne i henhold til denne lov af den pågældende minister. Bekendtgørelse om toldbehandling

§ 1a

Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling fastsætter regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Miljø- og Fødevareministeriet om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i medfør heraf, skal foregå digitalt mellem ministeriet og virksomhederne.

Stk. 2 Ministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el. lign.

Stk. 3 En digital meddelelse efter denne lov anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Stk. 4 Hvor det efter denne lov eller regler udstedt i medfør heraf er et krav, at et dokument, som er udstedt af andre end ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling eller virksomhederne, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 5. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 5 Ministeren kan fastsætte nærmere regler om opfyldelse af underskriftskrav nævnt i stk. 4.

§ 2

Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling nedsætter et udvalg med den opgave at rådgive med hensyn til stillingtagen til Det Europæiske Fællesskabs landbrugspolitik samt med hensyn til tilrettelæggelse af administrationen heraf. Udvalget består af 24 af ministeren udnævnte medlemmer.

Stk. 2 Til udvalget udpeger ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling 2, økonomi- og erhvervsministeren 1, Dansk Industri 2, Dansk Erhverv 2, Landbrug & Fødevarer 7, Dansk Gartneri 4, Brancheudvalget for Frugt og Grønt 1, Økologisk Landsforening og Øgruppen (Dansk Økologileverandørforening) i fællesskab 1, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 1, Forbrugerrådet 1, Danmarks Naturfredningsforening 1 og Friluftsrådet 1 medlem.

Stk. 3 Der kan møde stedfortræder for hvert af medlemmerne. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling udnævner en af Miljø- og Fødevareministeriets repræsentanter i udvalget til formand for udvalget og fastsætter udvalgets forretningsorden. Udvalgets sekretariatsopgaver varetages af ministeriet.

§ 3

Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan pålægge importører, eksportører, producenter, handlende og brancheorganisationer at give de oplysninger, der er nødvendige for at opfylde Det Europæiske Fællesskabs regler om medlemsstaternes indberetningspligt på landbrugsområdet.

§ 3a

Pant i betalingsrettigheder skal meddeles ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås med pantets ejer, og mod retsforfølgning.

Stk. 2 Pant i betalingsrettigheder efter stk. 1, der skal fortrænge en ikke meddelt panteret, skal selv være meddelt ministeren, og erhververen ifølge aftalen være i god tro.

Stk. 3 Pant i betalingsrettigheder meddelt ministeren inden den 7. juli 2017 er fra tidspunktet for meddelelsen beskyttet mod aftaler, der i god tro indgås med pantets ejer, og mod retsforfølgning, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 Pant i betalingsrettigheder meddelt ministeren inden den 7. juli 2017 fortrænges af aftaler, der i god tro indgås med pantets ejer, og af retsforfølgning, hvis aftalen er tinglyst eller retsforfølgningen er foretaget inden den 1. april 2018.

Stk. 5 Pant i betalingsrettigheder, der er tinglyst inden den 1. april 2018, er beskyttet mod aftaler og mod retsforfølgning efter reglerne i tinglysningsloven indtil et tidspunkt fastsat af ministeren. Hvis tinglyst pant i betalingsrettigheder meddeles ministeren inden tidspunktet fastsat af ministeren efter 1. pkt., er pantet omfattet af beskyttelsen efter stk. 1 fra tidspunktet for tinglysningen.

Stk. 6 Ministeren kan fastsætte nærmere regler om pant i betalingsrettigheder, herunder grundlaget for meddelelse af pant til ministeren, de nødvendige oplysninger til registrering af meddelelser, hvornår pant anses for meddelt, og pligt til at give meddelelse om ophørt pant.

§ 3b

Til hel eller delvis dækning af omkostningerne forbundet med registrering af pant i betalingsrettigheder betaler panthaver et gebyr pr. meddelelse om pantsætning.

Stk. 2 Ved meddelelse om tinglyst pant efter § 3 a, stk. 5, 2. pkt., skal panthaver ikke betale gebyr efter stk. 1.

Stk. 3 Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte nærmere regler om gebyrets størrelse og om opkrævning og betaling af gebyret.

§ 4

Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om kontrol med overholdelsen af de i § 1 nævnte forordninger, herunder med de af disse forordninger omfattede varer, og med virksomheder, som importerer, fremstiller, forhandler, opbevarer, transporterer, bearbejder eller eksporterer disse varer, eller som udgør et tidligere eller senere led i omsætningskæden vedrørende disse varer og deres bestanddele. Fødevarekontrolbekendtgørelsen

Stk. 2 De kontrollerende myndigheder har til enhver tid, såfremt det skønnes nødvendigt, mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til ethvert sted, hvor de i stk. 1 nævnte varer i erhvervsmæssigt øjemed befinder sig, samt til enhver af de i stk. 1 nævnte virksomheder. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 3 De kontrollerende myndigheder er berettiget til at foretage eftersyn af varerne og uden erstatning udtage prøver af varerne i det omfang, det er nødvendigt for at undersøge deres beskaffenhed. Vedkommende myndighed er endvidere berettiget til at efterse de i stk. 1 nævnte virksomheders varebeholdninger, forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale, ledsagedokumenter, recepter, analysemateriale samt korrespondance m.v., herunder også materiale, der opbevares i elektronisk form. Virksomhedernes indehavere og de i virksomhederne beskæftigede personer skal yde den fornødne vejledning og hjælp ved foretagelse af ovennævnte eftersyn, og ovennævnte materiale skal på de kontrollerende myndigheders begæring udleveres eller indsendes til de kontrollerende myndigheder.

Stk. 4 Rigsrevisionen kan, eventuelt sammen med Den Europæiske Revisionsret, på tilsvarende betingelser som nævnt i stk. 2 efterse de pågældende virksomheders varebeholdninger samt det i stk. 3, 2. pkt., nævnte materiale, som efter de pågældende myndigheders skøn er af betydning for den revisionsmæssige kontrol med administrationen af de i § 1 nævnte forordninger.

Stk. 5 Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om kontrol med de oplysninger, der skal danne grundlag for udbetaling af ydelser eller opkrævning af afgifter i henhold til de i § 1 nævnte forordninger.

Stk. 6 Den, som modtager ydelser, eller som skal betale afgifter i henhold til de i § 1 nævnte forordninger, skal opbevare det i stk. 3, 2. pkt., nævnte materiale i mindst 5 år regnet fra udløbet af det år, hvori ydelse er modtaget eller afgift er betalt.

Stk. 7 Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om den regnskabsførelse m.v., der skal følges af virksomheder i forbindelse med udbetaling af ydelser eller opkrævning af afgifter i henhold til de i § 1 nævnte forordninger.

§ 4a

Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om offentliggørelse med navns nævnelse af resultater samt art og omfang af sanktioner på grundlag af kontrol, som gennemføres i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at klage ikke har opsættende virkning. Fødevarekontrolbekendtgørelsen

Stk. 2 Ministeren kan fastsætte regler om, på hvilken måde og i hvilken form virksomheder skal gøre kontrolresultater efter stk. 1 tilgængelige for offentligheden, herunder på hvilke betingelser virksomheder kan fritages for pligten til at gøre kontrolresultater tilgængelige.

Stk. 3 Ministeren kan fastsætte regler om formen for og omfanget af offentliggørelse, herunder at offentliggørelse kan ske elektronisk. Ministeren kan bestemme, at visse resultater ikke skal offentliggøres.

Stk. 4 Ministeren kan bestemme, at offentliggørelse skal ske på grundlag af et af ministeren oprettet edb-informationssystem vedrørende kontrolresultater. Ministeren kan på ethvert tidspunkt, herunder periodisk, videregive såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger fra informa-tionssystemet til en ubestemt kreds af modtagere. Enhver har adgang til fra informationssystemet at få meddelt oplysninger, som enten har været offentliggjort, eller som skal offentliggøres. Adgangen omfatter såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger.

§ 5

Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om hel eller delvis betaling af omkostningerne ved administrationen af eksportrestitutionsordningen og ved kontrollen med de i § 1 nævnte forordninger.

Stk. 2 Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan endvidere fastsætte regler om hel eller delvis betaling for særlige tjenesteydelser, som de kontrollerende myndigheder udfører efter anmodning.

§ 5a

Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om, at det skal være en betingelse for udbetaling af støttebeløb i henhold til de i § 1 nævnte forordninger, at støttemodtageren angiver en konto i et pengeinstitut, hvorpå støttebeløbet kan indsættes.