Landbrugsloven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af landbrugsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om landbrugsejendomme

Lov nr. 435 af 09. juni 2004,
jf. lovbekendtgørelse nr. 116 af 06. februar 2020

Kapitel 4 1 Notering som landbrugsejendom
§ 4

En ejendom kan på ejerens begæring noteres som en landbrugsejendom i matrikelregistret, hvis ejendommen er på 2 ha eller derover og ejendommen anvendes til landbrug, skovbrug, gartneri, herunder blomstergartneri, frugtplantage, planteskole eller lignende jordbrugsvirksomhed og er forsynet med en beboelsesbygning.

Stk. 2 Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling lader på grundlag af den seneste vurdering til ejendomsværdi og grundværdi foretage notering af landbrugspligt på arealer, der uden at være omfattet af noteringen i matrikelregistret er vurderet under en landbrugsejendom. Der ses dog bort fra arealer, der er fraskilt ejendommen inden for de seneste 5 år.

Stk. 3 Ministeren kan fravige bestemmelserne i stk. 1 og 2, når særlige forhold taler for det.

§ 5

Geodatastyrelsen skal ændre matrikelregistrets notering af ejendomme som landbrugsejendomme i overensstemmelse med de forandringer, der følger af lovens regler om notering og ophævelse af landbrugspligt, ændring af landbrugsejendomme m.v.

Stk. 2 Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om den dokumentation, der skal forevises Geodatastyrelsen ved forandringer i matrikelregistret, herunder om, at en praktiserende landinspektør kan afgive erklæring om, at lovens regler er opfyldt.