Kystbeskyttelsesloven § 5

Denne konsoliderede version af kystbeskyttelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kystbeskyttelse m.v.

Lov nr. 108 af 05. marts 1988,
jf. lovbekendtgørelse nr. 73 af 18. januar 2024

§ 5

Ansøgning om tilladelse i sager, der ikke er igangsat efter § 1 a, skal af den kompetente myndighed skriftligt meddeles ejere af naboejendomme. Ansøgningen skal endvidere offentliggøres på myndighedens hjemmeside. Offentliggørelsen skal ske, samtidig med at ansøgningen sendes i høring.

Stk. 2 I sager, der er igangsat efter § 1 a, skal kommunalbestyrelsen sende kystbeskyttelsesprojektet i høring hos alle, som kan blive pålagt bidragspligt, jf. § 9 a, ejere af naboejendomme til kystbeskyttelsesforanstaltningen og interessenter, jf. § 18 a, der har anmodet kommunalbestyrelsen herom. Kommunalbestyrelsen skal samtidig offentliggøre projektet. Offentliggørelse kan ske udelukkende digitalt.

Stk. 3 Fristen for at indsende bemærkninger ved høringen efter stk. 2 skal være mindst 4 uger fra den dag, hvor høringen er offentliggjort. Ved fastsættelse af fristen skal kommunalbestyrelsen tage hensyn til sagens kompleksitet og nært forestående ferier eller højtider, hvorved høringsfristen skal forlænges.

Stk. 4 Det projekt, som kommunalbestyrelsen sender i høring, skal indeholde en redegørelse for, hvilke kystbeskyttelsesforanstaltninger der skal gennemføres. Redegørelsen skal endvidere indeholde oplysning om, hvordan foranstaltningerne skal udføres, og hvorledes udgifterne skal afholdes og fordeles, herunder udgifterne til:

  • 1) Sagens forberedelse, forundersøgelser, projektering, udførelse og tilsyn.

  • 2) Drift, vedligeholdelse og andre løbende foranstaltninger.

  • 3) Ekspropriation, jf. § 6.

  • 4) Finansiering, jf. § 9.

Stk. 5 Den kompetente myndighed skal indhente en afgørelse fra miljøministeren om vilkår om, at et andet areal bliver fredskovspligtigt (erstatningsskov), herunder om vilkår for erstatningsskoven, jf. § 3, stk. 8, og § 39 a i lov om skove, før der træffes afgørelse om tilladelse til en kystbeskyttelsesforanstaltning efter § 3, hvis tilladelsen erstatter en afgørelse efter § 38, jf. § 11, stk. 1, i lov om skove.