Kulturdrifttilskudsloven § 1

Denne konsoliderede version af kulturdrifttilskudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet

Lov nr. 1531 af 21. december 2010,
som ændret ved lov nr. 1548 af 18. december 2018

§ 1

Loven finder anvendelse for selvejende institutioner, hvor Kulturministeriet er offentlig hovedtilskudsyder til driften, og for foreninger, hvor Kulturministeriet er offentlig hovedtilskudsyder til driften, og hvor driftstilskuddet forventes vedvarende at dække halvdelen eller mere af foreningens ordinære driftsudgifter. Driftstilskud efter 1. pkt. er offentlige tilskud, der ydes eller forventes ydet til tilskudsmodtagerens ordinære driftsudgifter i en sammenhængende periode på 3 år eller mere.

Stk. 2 Loven finder endvidere anvendelse for tilskudsmodtagere, for hvilke kulturministeren i forbindelse med afgørelser om tilskud efter anden lovgivning skal godkende vedtægterne.

Stk. 3 Efter aftale mellem kulturministeren og en eller flere kommuner kan loven finde hel eller delvis anvendelse for tilskudsmodtagere, der modtager driftstilskud fra Kulturministeriet, og hvor en eller flere kommuner er offentlig hovedtilskudsyder.

Stk. 4 Er tilskudsmodtageren ikke omfattet af stk. 1 eller 2, og er der ikke indgået aftale i henhold til stk. 3, er tilskudsmodtageren omfattet af §§ 7-13, i det omfang tilskudsmodtageren modtager driftstilskud fra Kulturministeriet.

Stk. 5 Kulturministeren kan under særlige omstændigheder beslutte, at tilskudsmodtagere, der er omfattet af stk. 1, 2 eller 4, helt eller delvis kan undtages fra loven.

Stk. 6 Loven gælder ikke for Designskolen Kolding, DR og de regionale TV 2-virksomheder.