Kulbrinteskatteloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af kulbrinteskatteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskatning af indkomst i forbindelse med kulbrinteindvinding i danmark (kulbrinteskatteloven)

Lov nr. 175 af 28. april 1982,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1820 af 16. september 2021,
som ændret ved lov nr. 502 af 16. maj 2023, lov nr. 710 af 13. juni 2023 og lov nr. 1564 af 12. december 2023

Kapitel 1 Almindelige bestemmelser
§ 1

Denne lov omfatter beskatning af enhver form for indkomst i forbindelse med forundersøgelse, efterforskning og indvinding af kulbrinter og dertil knyttet virksomhed, herunder anlæg af rørledninger, forsyningstjeneste samt skibstransport og rørledningstransport af indvundne kulbrinter, når indtægterne er erhvervet ved sådan virksomhed eller arbejde udført

  • 1) i Danmark, herunder søterritoriet, samt dansk kontinentalsokkelområde;

  • 2) i fremmed stat, herunder sådan stats søterritorium og kontinentalsokkelområde, for så vidt angår kulbrinteforekomster, som er beliggende både på et område, der er omfattet af nr. 1, og i anden stat, såfremt indvinding helt eller delvis er undergivet dansk højhedsret efter aftale med sådan anden stat;

  • 3) uden for de i nr. 1 nævnte områder for så vidt angår rørledningstransport af kulbrinter, der er indvundet på et område, som er omfattet af nr. 1 eller nr. 2, i den udstrækning beskatningen er forbeholdt Danmark efter aftale med anden stat.

Stk. 2 Indkomsten opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler med de ændringer, der følger af denne lov.

§ 2

Af indkomst efter § 1 svares personlig indkomstskat, dødsboskat, selskabsskat, tillægsselskabsskat eller skat efter fondsbeskatningsloven efter skattelovgivningens almindelige regler med de ændringer, der følger af kapitel 2 og 4.

Stk. 2 Endvidere svares der en kulbrinteskat efter bestemmelserne i kapitel 3 A.

Stk. 3 Skattepligtige, der har valgt at anvende reglerne i kapitel 3 B, jf. § 20 F, svarer endvidere en tillægsskat efter § 20 J.

§ 3

Pligt til at svare skat efter denne lov påhviler personer, dødsboer samt selskaber, selvejende institutioner og foreninger m.v., som oppebærer indtægter, der er omfattet af § 1. Foreninger m.v., der er omfattet af selskabsskattelovens § 1 eller fondsbeskatningslovens § 1, svarer skat af indkomst som nævnt i § 1 efter de for sådanne foreninger m.v. gældende regler i skattelovgivningen, bortset fra indtægter som nævnt i § 4, stk. 1 og 2, jf. § 4, stk. 4.

Stk. 2 Skattepligtige i henhold til denne lov, der ikke tillige er omfattet af reglerne i kildeskattelovens § 1, dødsboskattelovens § 1, stk. 2, selskabsskattelovens § 1 eller § 1 i fondsbeskatningsloven om skattepligt, kan kun fratrække udgifter i det omfang, de vedrører indtægter, der er omfattet af § 1. Er den skattepligtige tillige skattepligtig efter kildeskatteloven, dødsboskatteloven, selskabsskatteloven eller fondsbeskatningsloven, medregnes indkomsten opgjort efter denne lov ved opgørelsen af den skattepligtiges samlede indkomst, jf. dog §§ 4 og 21.

Stk. 3 I øvrigt finder reglerne om skattepligt i kildeskatteloven, dødsboskatteloven, selskabsskatteloven og fondsbeskatningsloven, herunder reglerne om undtagelse fra skattepligt i kildeskattelovens § 3 og dødsboskattelovens § 1, stk. 5, tilsvarende anvendelse. Reglerne om undtagelse fra skattepligt i selskabsskattelovens § 3 finder dog ikke anvendelse for så vidt angår indtægt som nævnt i denne lov.

Stk. 4 Skat, der betales af indkomst omfattet af stk. 3, 2. pkt., tilfalder staten.