Et prøveskilt må med de undtagelser, der følger af stk. 2 og 3, kun bruges af den, der har fået udleveret prøveskiltet efter § 7 a, og dem, der er ansat hos denne.
Stk. 2 Ved demonstrations- eller prøvekørsel som nævnt i § 7 b, stk. 2, nr. 7 og 8, med et køretøj, der ikke kan medtage passagerer, kan køretøjet med prøveskilte udlånes til forhandleren eller leasingvirksomheden og disses personale eller den interesserede køber eller leasingtager, dennes nærtstående og personer, der bistår køberen eller leasingtageren med at bedømme køretøjet, til afprøvning for et kortere tidsrum i den nærmeste omegn.
Stk. 3 Ved demonstrations- eller prøvekørsel som nævnt i § 7 b, stk. 2, nr. 7 og 8, med et køretøj, der kan medtage passagerer, kan køretøjet føres af de personer, som er nævnt i stk. 2, hvis indehaveren af retten til prøveskiltet eller en ansat hos denne befinder sig i køretøjet under kørslen. Køretøjet kan endvidere udlånes til selvstændig demonstrations- eller prøvekørsel, hvis kørslens varighed ikke overstiger 3 timer og der under kørslen medbringes dokumentation for, at udlånet ikke overstiger 3 timer. Dokumentationen skal ske ved anvendelse af en blanket, der er godkendt af told- og skatteforvaltningen, medmindre told- og skatteforvaltningen har tilladt, at dokumentationen kan ske på en nærmere angiven måde, herunder digitalt. Indehaveren af retten til prøveskiltet skal opbevare dokumentationen, i 3 måneder efter at kørslen har fundet sted. Dokumentationen skal efter anmodning vises til politiet eller told- og skatteforvaltningen.