Konkursloven Kapitel 12

Denne konsoliderede version af konkursloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 298 af 08. juni 1977,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1600 af 25. december 2022,
som ændret ved lov nr. 1553 af 12. december 2023

Kapitel 12 1 Boets administration m.v.
§ 107

Straks efter at konkursdekret er afsagt, udpeger skifteretten en eller flere kuratorer efter at have rådført sig med de fordringshavere, der er til stede. Er der udpeget flere kuratorer, tegner disse boet hver for sig, medmindre skifteretten bestemmer andet.

Stk. 2 Skifteretten kan nedsætte et kreditorudvalg, såfremt det skønnes hensigtsmæssigt.

§ 108

Skifteretten kan i forbindelse med afsigelse af konkursdekret bestemme, at der skal indkaldes til skiftesamling til valg af kurator og eventuelt kreditorudvalg. Skiftesamlingen afholdes inden 3 uger efter bekendtgørelsen om konkurs, jf. § 109.

Stk. 2 Skiftesamling til valg af kurator og kreditorudvalg skal indkaldes, hvis kurator eller en fordringshaver begærer det. Begæring herom skal fremsættes skriftligt over for skifteretten senest 3 uger efter bekendtgørelsen om konkurs, jf. § 109. Skiftesamlingen afholdes inden 3 uger fra modtagelse af begæring herom. Skifteretten indrykker straks bekendtgørelse om skiftesamlingen i Statstidende.

Stk. 3 Sker der ændring i bostyret, indrykker skifteretten straks bekendtgørelse herom i Statstidende.

§ 109

Skifteretten indrykker straks en bekendtgørelse om konkursen i Statstidende. Bekendtgørelsen skal tillige indeholde de i § 108, stk. 1 og 2, og § 128 nævnte oplysninger.

Stk. 2 Kommer et aktieselskab, et anpartsselskab, en erhvervsdrivende fond eller en erhvervsdrivende virksomhed under konkurs, giver skifteretten meddelelse herom til Erhvervsstyrelsen.

Stk. 3 Efter anmodning fra kurator giver skifteretten, hvor dette efter lovgivningen påhviler retten, meddelelse om konkursen.

§ 110

Kurator skal ved udførelsen af sit hverv varetage boets interesser og herunder sikre boets aktiver og foretage de fornødne skridt til værn mod uberettigede dispositioner over aktiverne samt repræsentere boet i enhver henseende. Kurator skal fremme boets behandling mest muligt. Kurator kan for boets regning antage fornøden sagkyndig bistand.

Stk. 2 Kurator antager en eller flere sagkyndige personer, der snarest skal foretage registrering og eventuelt vurdering af boets aktiver. Er der umiddelbart før konkursen til brug for en forebyggende rekonstruktionsbehandling eller rekonstruktionsbehandling tilvejebragt materiale som nævnt i § 13 b, kan dette materiale lægges til grund ved konkursbehandlingen, således at der kun redegøres for senere ændringer.

Stk. 3 Er der nedsat et kreditorudvalg, skal kurator underrette dette om alle vigtige dispositioner samt underrette dette om påtænkte, særlig væsentlige dispositioner, medmindre disse ikke kan udsættes uden skade for boet.

Stk. 4 Finder kurator, at de foreliggende oplysninger giver grundlag for politimæssig efterforskning mod skyldneren eller andre, skal kurator give politiet meddelelse herom.

§ 111

Kurator skal straks efter udpegningen ved tegning af sædvanlig kautionsforsikring eller på anden lignende måde sikre boet mod tab. Skifteretten fastsætter sikkerhedens størrelse. Udgiften til kautionsforsikring afholdes som boudgift.

Stk. 2 Har kurator ikke i forvejen en ansvarsforsikring, der må anses for tilstrækkelig til at dække boets tab på grund af fejl og forsømmelser ved bobehandlingen, skal kurator straks efter udpegningen tegne en sådan forsikring.

Stk. 3 Skifteretten kan til enhver tid stille krav om ændring af forsikringsdækningen efter stk. 1 og 2.

§ 112

Skifteretten kan på begæring af kurator skaffe denne adgang til boets lejemål og boets faste ejendomme, der benyttes af skyldneren, samt udsætte skyldneren af disse. Skifteretten kan endvidere sætte kurator i besiddelse af boets aktiver, forretningspapirer og -materiale, der er i skyldnerens besiddelse.

Stk. 2 Skifteretten kan bestemme, at reglerne i stk. 1, 2. pkt., også skal anvendes på de i § 105, stk. 1, § 114, stk. 3, og § 117, stk. 5, nævnte personer.

Stk. 3 Retsplejelovens kapitel 46 finder anvendelse med de fornødne lempelser.