Kommunestyrelsesloven Kapitel VIII

Denne konsoliderede version af kommunestyrelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kommunernes styrelse

Lov nr. 223 af 31. maj 1968,
jf. lovbekendtgørelse nr. 69 af 23. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 1777 af 28. december 2023

Kapitel VIII Særlige bestemmelser
§ 57

Indenrigs- og sundhedsministeren foreskriver formen for kommunernes årsbudget, flerårige budgetoverslag og årsregnskab. Budget- og regnskabsbekendtgørelsen

Stk. 2 Kommunens årlige regnskab sendes til Ankestyrelsen sammen med revisionsberetningen og de afgørelser, som kommunalbestyrelsen har truffet i forbindelse hermed, jf. § 45, stk. 2. Fristen for regnskabets indsendelse til Ankestyrelsen fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren. Budget- og regnskabsbekendtgørelsen

Stk. 3 Når revisionen afgiver en delberetning, jf. § 42, stk. 4, til kommunalbestyrelsen, skal revisionen underrette Ankestyrelsen herom.

§ 57a

(Ophævet)

§ 58

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om kommunernes låntagning og lignende dispositioner. Lånebekendtgørelsen

Stk. 2 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om mellemværender mellem kommuner og kommunale forsyningsvirksomheder.

§ 59

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsens adgang til at forpligte kommunen ved kaution eller anden økonomisk garanti samt ved tilsagn om regelmæssige ydelser og lignende, som kommunen ikke efter loven er forpligtet til at præstere. Lånebekendtgørelsen

§ 60

Aftaler om samarbejde mellem kommuner, som vil medføre indskrænkning i de enkelte deltagende kommunalbestyrelsers beføjelser efter denne lov, kræver, medmindre andet særligt er hjemlet i lovgivningen, godkendelse fra Ankestyrelsen, jf. dog § 60 a.

Stk. 2 Aftaler af den i stk. 1 omhandlede karakter kan ophæves, dersom deltagerne er enige herom. Ophævelse kan endvidere ske efter en deltagers anmodning, når Ankestyrelsen finder rimelig grund dertil.

Stk. 3 Vilkårene for aftalens ophævelse skal godkendes af Ankestyrelsen og skal fastsættes af denne i tilfælde af uenighed mellem deltagerne.

Stk. 4 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om vederlæggelse af medlemmerne af de styrende organer for kommunale fællesskaber omfattet af stk. 1. Indenrigs- og sundhedsministeren kan herunder fastsætte regler om, at bestemmelser om vederlæggelsen af medlemmerne af de styrende organer for kommunale fællesskaber skal fastsættes i aftalen om det kommunale fællesskab, og at sådanne bestemmelser ikke kræver godkendelse fra Ankestyrelsen. Indenrigs- og sundhedsministeren kan herved fravige § 60 a, stk. 4.

§ 60a

Aftaler om kommunale fællesskaber, jf. § 60, stk. 1, der opfylder kriterierne i revisorlovens § 1 a, stk. 1, nr. 4, kræver ikke godkendelse fra Ankestyrelsen. § 60, stk. 2 og 3, gælder ikke for sådanne aftaler.

Stk. 2 Aftaler omfattet af stk. 1 kan ophæves på de vilkår, der er indeholdt i aftalen, når et flertal af deltagerne beslutter det. En deltager kan udtræde af en sådan aftale på de vilkår, der er indeholdt i aftalen.

Stk. 3 Deltagerne orienterer inden for rimelig tid Ankestyrelsen om indgåelse, ophævelse og udtræden af aftaler omfattet af stk. 1.

Stk. 4 I aftaler omfattet af stk. 1 kan der kun fastsættes vilkår om, at det kommunale fællesskab yder diæter og erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste efter reglerne i § 16 a, stk. 2 og 3, til medlemmerne af fællesskabets styrende organ for deltagelse i møder i forbindelse med varetagelse af hvervet.

§ 60b

Styrelsesorganet for et kommunalt fællesskab omfattet af § 60 kan beslutte, at adgangen til erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste efter vilkårene i aftalen omfattet af § 60, herunder efter § 60 a, stk. 4, er betinget af fremlæggelse af en erklæring afgivet af en uafhængig revisor, der er godkendt efter revisorloven. § 16 a, stk. 4, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse på erklæringer omfattet af 1. pkt.

Stk. 2 Det kommunale fællesskab yder i forbindelse med varetagelse af hvervet som medlem af styrelsesorganet godtgørelse af dokumenterede udgifter til revisorerklæring, som styrelsesorganet efter stk. 1 har besluttet skal fremlægges som dokumentation for tabt arbejdsfortjeneste, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om et maksimumsbeløb for den godtgørelse, der er nævnt i stk. 2.

§ 61

Et kommunalbestyrelsesmedlem, der gør sig skyldig i grov tilsidesættelse af de pligter, som den pågældendes hverv medfører, straffes med bøde. Simpelt uagtsom pligttilsidesættelse straffes dog ikke.

§§ 62-62c

(Ophævet)

§ 62d

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om beregning af omkostningerne ved kommunens egen udførelse af en opgave, som kommunen beslutter at sende i udbud, (kontrolbud) og om afgivelsen af kontrolbud. Kontrolbudsbekendtgørelsen

Stk. 2 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at Klagenævnet for Udbud efter reglerne i lov om håndhævelse af udbudsreglerne m.v. og forskrifter udstedt i medfør heraf kan behandle klager vedrørende kommunens overtrædelse af regler fastsat i medfør af stk. 1.

§ 62e

(Ophævet)

§ 63

Kommunalbestyrelsen, styrelsesorganet for et kommunalt fællesskab, jf. § 60, og Ankestyrelsen skal tilvejebringe og meddele vedkommende minister de oplysninger og udlevere de dokumenter, som denne måtte forlange om forhold i kommunen og det kommunale fællesskab henholdsvis inden for tilsynets virkeområde.

Stk. 2 Ministeren kan fastsætte en frist for tilvejebringelse og meddelelse af oplysninger og udlevering af dokumenter efter stk. 1.

§ 63a

Vedkommende minister kan udtale sig om lovligheden af kommunale dispositioner eller undladelser. Ministeren beslutter, om der findes anledning til at afgive en sådan udtalelse.

§ 63b

Social- og boligministeren udpeger med virkning for kommunalbestyrelsernes funktionsperiode tre særlige, uafhængige ghettorepræsentanter. Hvis en ghettorepræsentant fratræder, dør eller har længerevarende forfald, udpeger social- og boligministeren en ny ghettorepræsentant med virkning for resten af funktionsperioden.

Stk. 2 Ghettorepræsentanterne følger almene boligorganisationers, kommuners og statslige myndigheders indsatser rettet imod parallelsamfund og udsatte boligområder, herunder indsatserne for at nedbringe antallet af parallelsamfund og udsatte boligområder og kommunernes indsatser vedrørende repatriering fra sådanne områder. Ghettorepræsentanterne følger udviklingen i forhold til milepæle i helhedsplaner og udviklingsplaner for de i 1. pkt. nævnte boligområder. Ghettorepræsentanternes vurderinger af de nævnte indsatser og deres anbefalinger om ændringer heraf kan ikke vedrøre statslige myndigheders ressourcemæssige prioriteringer.

Stk. 3 Ghettorepræsentanterne offentliggør deres skriftlige vurderinger og anbefalinger.

Stk. 4 I særlige tilfælde, hvor ghettorepræsentanterne vurderer, at indsatserne rettet imod parallelsamfund og udsatte boligområder, herunder indsatserne for at nedbringe antallet af parallelsamfund og udsatte boligområder, ikke har tilstrækkelig effekt, og at en bestemt kommunal beslutning er nødvendig for at sikre en tilfredsstillende udvikling, kan ghettorepræsentanterne i enighed anmode kommunalbestyrelsen om at behandle ghettorepræsentanternes begrundede forslag til denne beslutning. Ghettorepræsentanterne offentliggør forslaget og begrundelsen for forslaget. Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til forslaget, inden 3 måneder efter at ghettorepræsentanterne skriftligt har fremsat det begrundede forslag over for kommunalbestyrelsen. Vedtager kommunalbestyrelsen ikke forslaget, skal kommunalbestyrelsen offentliggøre begrundelsen eller begrundelserne herfor sammen med udskriften af beslutningsprotokollen.

Stk. 5 Almene boligorganisationer, kommunalbestyrelser og statslige myndigheder skal tilvejebringe og meddele ghettorepræsentanterne de oplysninger, ghettorepræsentanterne forlanger til brug for deres virksomhed. Ghettorepræsentanterne kan fastsætte en frist for tilvejebringelse og meddelelse af oplysninger.

Stk. 6 Ghettorepræsentanterne afrapporterer hvert kvartal til social- og boligministeren.

Stk. 7 Social-, Bolig- og Ældreministeriet sekretariatsbetjener ghettorepræsentanterne.

§ 64

I styrelsesvedtægten for Frederiksberg, Københavns, Odense, Aalborg og Århus Kommuner kan der træffes bestemmelse om, at der til deltagelse i styrelsen af kommunens anliggender oprettes en magistrat. Reglerne i § 6, stk. 3, 2. pkt., og § 7, stk. 2, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse på magistratens medlemmer.

Stk. 2 Bestemmelser om den umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender, herunder hvilke forretninger der henlægges til de enkelte magistratsmedlemmer til udførelse på disses eget ansvar, fastsættes i styrelsesvedtægten.

Stk. 3 I vedtægten træffes endvidere bestemmelse om de fravigelser af denne lovs indhold, som magistratsordningen gør ønskelig.

§ 64a

I styrelsesvedtægten for Frederiksberg, Københavns, Odense, Aalborg og Århus Kommuner kan der træffes bestemmelse om, at formændene for de stående udvalg har den øverste daglige ledelse af den del af kommunens administration, der varetager udvalgets forvaltningsområder. Kommunalbestyrelsens formand har den øverste daglige ledelse af kommunens øvrige administration, i det omfang andet ikke er bestemt i styrelsesvedtægten.

Stk. 2 For udvalgsformændenes ledelse af administrationen gælder reglerne i § 31, stk. 3, 3. og 4. pkt., og stk. 4. For kommunalbestyrelsens formands ledelse af administrationen gælder reglerne i § 31, stk. 3, 2.-4. pkt., og stk. 4. Reglerne i § 6, stk. 3, 2. pkt., § 7, stk. 2, 2. pkt., og § 11, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse på udvalgsformændene.

Stk. 3 Reglerne i stk. 1 og 2 kan tillige anvendes, hvis en kommune, der er nævnt i stk. 1, styres efter reglerne i § 65.

Stk. 4 Når en udvalgsformand har forfald i mindst 1 måned, vælger udvalget et medlem, der under fraværet skal varetage formandens funktioner, herunder ledelsen af administrationen. Styres kommunen efter reglerne i § 65, jf. stk. 3, vælges det medlem, der skal varetage formandens funktioner, herunder ledelsen af administrationen og medlemskabet af økonomiudvalget, af den gruppe, der har udpeget udvalgsformanden.

Stk. 5 Udvalgsformændene i kommuner, der styres efter reglerne i stk. 1-4, kan betegnes rådmænd. I Københavns Kommune kan udvalgsformændene betegnes borgmestre og formanden for Borgerrepræsentationen overborgmester.

§ 64b

Kommunalbestyrelsen kan i styrelsesvedtægten træffe bestemmelse om, at de stående udvalg og økonomiudvalget ikke eller kun inden for visse af deres områder varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Økonomiudvalget skal varetage de opgaver, som økonomiudvalget er tillagt efter § 18, stk. 2-4, § 37 og § 45, stk. 1 og 2.

Stk. 3 Stk. 1 og 2 finder også anvendelse, hvis kommunen styres efter reglerne i § 64 a, § 65 eller begge bestemmelser.

§ 65

Kommunalbestyrelsen kan i styrelsesvedtægten træffe bestemmelse om, at økonomiudvalget består af kommunalbestyrelsens formand, der tillige er formand for udvalget, og formændene for de stående udvalg samt eventuelt et yderligere antal kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Stk. 2 Formændene for de stående udvalg vælges af kommunalbestyrelsen på det konstituerende møde umiddelbart efter valget af kommunalbestyrelsens formand og næstformand (næstformænd). Valget foretages ved forholdstalsvalg og således, at samme gruppeanmeldelse gælder ved de efterfølgende valg til stående udvalg og økonomiudvalg, jf. stk. 3 og 4. Valgene har virkning for kommunalbestyrelsens funktionsperiode.

Stk. 3 Grupperne bestemmer i den rækkefølge, hvori de har opnået ret til at besætte pladser som udvalgsformænd, i hvilke udvalg og med hvilke medlemmer de ønsker at besætte formandsposterne. Intet medlem kan udpeges til mere end én formandspost. Ved fordelingen regnes posten som formand for økonomiudvalget som den første af de formandsposter, der kan tilkomme den gruppe inden for kommunalbestyrelsen, til hvilken kommunalbestyrelsens formand hører. Når udvalgsformændene er valgt, vælges de øvrige medlemmer af de stående udvalg efter reglerne i §§ 25 og 27, idet en udvalgsformands plads regnes som den første af de pladser, der kan tilkomme den gruppe inden for kommunalbestyrelsen, til hvilken udvalgsformanden hører.

Stk. 4 Er det i styrelsesvedtægten fastsat, at økonomiudvalget består af et yderligere antal kommunalbestyrelsesmedlemmer, jf. stk. 1, vælges medlemmerne til økonomiudvalget efter forholdstal og således, at de i henhold til stk. 1 besatte pladser fragår i de pågældende gruppers pladser.

Stk. 5 En kommunalbestyrelse, der træffer bestemmelse efter stk. 1, kan i styrelsesvedtægten med virkning for kommende valgperioder træffe bestemmelse om, at valget af kommunalbestyrelsens formand og formændene for de stående udvalg foretages under ét som forholdstalsvalg, jf. stk. 2, 2. pkt. Det tilkommer den gruppe, der opnår den største kvotient ved valget, at udpege kommunalbestyrelsens formand. Den gruppe, der udpeger kommunalbestyrelsens formand, udpeger tillige næstformanden, medmindre der vælges to næstformænd, jf. § 6, stk. 5. Bestemmelsen i styrelsesvedtægten efter 1. pkt. eller ophævelse af bestemmelse herom skal vedtages forud for valgdagen, jf. § 6, stk. 2, i lov om kommunale valg.

Stk. 6 Når en formand eller næstformand, der er udpeget i medfør af stk. 5, fritages for sit hverv, dør eller udtræder af kommunalbestyrelsen, besættes den ledigblevne plads for resten af kommunalbestyrelsens funktionstid af den gruppe i kommunalbestyrelsen, der har udpeget den afgående formand eller næstformand.

Stk. 7 Når stedfortræderen for en formand eller næstformand, der er udpeget i medfør af stk. 5, er indtrådt i henhold til § 15, stk. 2, og forhindringen har en forventet varighed af mindst 2 måneder, tilkommer det den gruppe, der har udpeget formanden eller næstformanden, at udpege den, der under fraværet skal varetage funktionerne som henholdsvis formand eller næstformand.

§ 65a

Kommunalbestyrelsen kan i styrelsesvedtægten træffe bestemmelse om, at der ikke nedsættes økonomiudvalg og stående udvalg til at varetage den umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender.

Stk. 2 I kommuner, der styres efter reglerne i stk. 1, varetager kommunalbestyrelsens formand de beføjelser, der i § 37, stk. 1, og § 45, stk. 1, er henlagt til økonomiudvalget.

§ 65b

Bestemmelse om, at en kommune skal styres efter reglerne i §§ 64, 64 a, 64 b, 65 og 65 a, træffes forud for eller i løbet af kommunalbestyrelsens valgperiode. Har en kommunalbestyrelse i løbet af valgperioden truffet bestemmelse om en ændret styreform, er denne bindende for den resterende del af valgperioden.

Stk. 2 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om styrelsen af kommuner, der styres efter reglerne i §§ 64 a, 64 b, 65 og 65 a, herunder regler om vederlag m.v., der fraviger reglerne i § 16. Vederlagsbekendtgørelsen

§ 65c

Med indenrigs- og sundhedsministerens godkendelse kan en kommunalbestyrelse i styrelsesvedtægten fastsætte regler gældende for en valgperiode, der afviger fra reglerne i denne lovs § 16, § 16 a, § 17, § 18, stk. 2-6§ 20, stk. 5, §§ 21, 22, 27, 37, 38 og § 45, stk. 1 og 2.

Stk. 2 En kommunalbestyrelse kan med indenrigs- og sundhedsministerens godkendelse træffe bestemmelse i styrelsesvedtægten om en anden styreform end udvalgsstyre i henhold til kapitel III og de styreformer, der er nævnt i §§ 64, 64 a, 64 b, 65 og 65 a. Bestemmelse herom træffes forud for eller i løbet af kommunalbestyrelsens valgperiode og kan højst gælde for valgperioden eller den resterende del af valgperioden.

Stk. 3 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om en styreform, der godkendes efter stk. 2, herunder om de fravigelser af denne lovs indhold, som styreformen nødvendiggør eller gør ønskelig.

§ 65d

En kommunalbestyrelse kan træffe bestemmelse om nedsættelse af lokaludvalg, herunder om henlæggelse af beslutningskompetence til lokaludvalgene i nærmere angivne kommunale anliggender. Lokaludvalgenes medlemmer vælges af kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at et antal observatører deltager i lokaludvalgenes møder.

Stk. 2 Til selvstændig varetagelse af lokaludvalg kan henlægges opgaver inden for følgende områder:

Stk. 3 Såfremt kommunalbestyrelsen i henhold til stk. 2 henlægger opgaver til lokaludvalgenes selvstændige varetagelse, skal de nærmere regler om lokaludvalgene og deres virksomhed fastsættes i et regulativ. I regulativet kan der fastsættes bestemmelse om, at formanden tillægges et vederlag. I øvrigt kan der i regulativet træffes bestemmelser, herunder bestemmelser om fravigelser af denne lovs indhold, som oprettelsen af lokaludvalg gør ønskelige.

Stk. 4 Regulativet om lokaludvalg skal vedtages af kommunalbestyrelsen efter de regler, som gælder for vedtagelse af kommunens styrelsesvedtægt, jf. § 2, stk. 2, og godkendes af indenrigs- og sundhedsministeren efter forhandling med vedkommende minister. Regulativet og ændringer heri offentliggøres.

Stk. 5 Lokaludvalgenes afgørelser vedrørende anliggender, der i henhold til stk. 2 er henlagt til lokaludvalgenes selvstændige varetagelse, kan indbringes for overordnede myndigheder i samme omfang, som hvis de var truffet af kommunalbestyrelsen.

Stk. 6 Reglerne i §§ 47-56, 61og 63 finder tilsvarende anvendelse på lokaludvalgene og deres medlemmer.

§ 65e

Kommunalbestyrelsen kan i styrelsesvedtægten træffe bestemmelse om oprettelse af en borgerrådgiverfunktion, der ikke henhører under de stående udvalgs eller økonomiudvalgets umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender. Lederen af borgerrådgiverfunktionen ansættes og afskediges af kommunalbestyrelsen.

Stk. 2 Økonomiudvalget skal, for så vidt angår borgerrådgiverfunktionen, varetage de opgaver, som økonomiudvalget er tillagt efter § 18, stk. 2-4, § 37 og § 45, stk. 1 og 2.

Stk. 3 Borgerrådgiverfunktionen henhører ikke under borgmesterens øverste daglige ledelse af kommunens administration.

Stk. 4 Borgerrådgiverfunktionen kan kun varetage opgaver vedrørende rådgivning og vejledning af borgerne og vedrørende tilsyn med kommunens administration.

Stk. 5 Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse, hvis kommunen styres efter reglerne i § 64 a, § 64 b, § 65, § 65 a eller flere af de nævnte bestemmelser.

§ 66

Tilsidesætter borgmesteren forsætligt eller groft uagtsomt en pligt, som påhviler den pågældende i medfør af denne lov, kan kommunalbestyrelsen efter reglerne i § 24, stk. 1, udpege et af sine medlemmer til at varetage den opgave, som pligttilsidesættelsen vedrører.

Stk. 2 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for et magistratsmedlem og en udvalgsformand i en kommune, der styres efter reglerne i både § 64 a og § 65.

§ 66a

Tilsidesætter borgmesteren forsætligt eller groft uagtsomt en pligt, som påhviler den pågældende i medfør af denne lov, kan borgmesteren afsættes, hvis pligttilsidesættelsen er særlig grov. Kommunalbestyrelsen indgiver en begrundet indstilling herom til det valgnævn, der er nedsat i medfør af lov om valg til Folketinget. Finder nævnet, at betingelserne herfor er opfyldt, træffer nævnet afgørelse om, at borgmesteren afsættes.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen underretter straks skriftligt borgmesteren om kommunalbestyrelsens indstilling.

Stk. 3 Valgnævnet kan, når dette er påkrævet, forlange, at der optages retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018. Borgmesteren skal på vedkommendes begæring efter nævnets nærmere bestemmelse gives lejlighed til mundtligt at forelægge sin sag for Valgnævnet.

Stk. 4 Når der foreligger en afgørelse i Valgnævnet efter stk. 1 om afsættelse af borgmesteren, vælger kommunalbestyrelsen et af sine medlemmer til borgmester for den resterende del af funktionsperioden efter reglerne i § 24, stk. 1.

Stk. 5 Vederlaget til en afsat borgmester ophører med udgangen af den måned, hvor Valgnævnet træffer afgørelse om afsættelse efter stk. 1.

Stk. 6 Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for et magistratsmedlem og en udvalgsformand i en kommune, der styres efter reglerne i både § 64 a og § 65. Det tilkommer dog den valggruppe i kommunalbestyrelsen, der har udpeget det afsatte medlem, at genbesætte hvervet.

§ 66b

Tiltales en borgmester for et strafbart forhold, der efter lovgivningen kan medføre fængsel i 4 år eller derover, kan kommunalbestyrelsen begære over for Valgnævnet, at borgmesteren suspenderes. Hvis en domfældelse for lovovertrædelsen vil medføre tab af borgmesterens valgbarhed og suspension ikke kan anses for betænkelig, træffer nævnet afgørelse om suspension. Suspensionen gælder, indtil borgmesteren udtræder af kommunalbestyrelsen, jf. stk. 4, eller genindtræder som borgmester, jf. stk. 5.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen underretter straks skriftligt borgmesteren om kommunalbestyrelsens begæring.

Stk. 3 Når der foreligger en afgørelse i Valgnævnet efter stk. 1 om suspension af borgmesteren, udpeger kommunalbestyrelsen efter reglerne i § 24, stk. 1, et af sine medlemmer til at fungere som borgmester.

Stk. 4 Hvis den suspenderede borgmester mister sin valgbarhed på grund af straf for de i stk. 1 nævnte strafbare forhold og derfor udtræder af kommunalbestyrelsen efter bestemmelserne herom i lov om kommunale og regionale valg, fortsætter den i medfør af stk. 3 fungerende borgmester som borgmester for den resterende del af funktionsperioden.

Stk. 5 Opgives forfølgning i forhold til den suspenderede borgmester, frifindes vedkommende ved endelig dom, eller er vedkommende efter endelig dom eller udenretslig vedtagelse fortsat valgbar, jf. § 4, stk. 1 og 2, i lov om kommunale og regionale valg, genindtræder vedkommende i hvervet i den resterende del af funktionsperioden. Borgmesteren genindtræder dog først efter en frifindende dom i landsretten, når den ordinære frist for ansøgning om tilladelse til anke til Højesteret er udløbet, uden at ansøgning herom forinden er indgivet, eller, hvis ansøgning herom forinden er indgivet, når borgmesteren er endeligt frifundet.

Stk. 6 Anklagemyndigheden underretter kommunalbestyrelsen om tiltale mod en borgmester for strafbart forhold, der efter lovgivningen kan medføre fængsel i 4 år eller derover.

Stk. 7 Vederlaget til en suspenderet borgmester ophører med udgangen af den måned, hvor Valgnævnet træffer afgørelse om suspension. Genindtræder den suspenderede borgmester i sit hverv, jf. stk. 5, har vedkommende krav på efterbetaling af borgmestervederlaget for suspensionsperioden.

Stk. 8 Stk. 1-7 finder tilsvarende anvendelse for et magistratsmedlem og en udvalgsformand i en kommune, der styres efter reglerne i både § 64 a og § 65. Det tilkommer dog den valggruppe i kommunalbestyrelsen, der har udpeget det suspenderede medlem, at udpege det medlem, der midlertidigt skal varetage hvervet.

§ 66c

Har en borgmester i eller uden for sit hverv ikke vist sig værdig til den agtelse og tillid, som hvervet kræver, og vedtager kommunalbestyrelsen, at borgmesteren af denne grund ikke nyder kommunalbestyrelsens tillid og skal afsættes, anses borgmesteren som fritaget for sit hverv.

Stk. 2 Til en vedtagelse efter stk. 1 kræves, at mindst ni tiendedele af kommunalbestyrelsens samtlige medlemmer ved forslagets behandlinger i kommunalbestyrelsen, jf. stk. 3, stemmer for vedtagelsen og dens begrundelse, dog således, at det er tilstrækkeligt, at samtlige af kommunalbestyrelsens medlemmer ud over borgmesteren stemmer herfor.

Stk. 3 Forslag om afsættelse af borgmesteren efter stk. 1 skal undergives to behandlinger i kommunalbestyrelsen med mindst 6 og højst 12 dages mellemrum. Kommunalbestyrelsens vedtagelse efter stk. 1 og dens begrundelse skal efter hver behandling indføjes i beslutningsprotokollen, jf. § 13. Kommunalbestyrelsen underretter straks skriftligt borgmesteren om vedtagelsen efter stk. 1.

Stk. 4 Borgmesteren kan deltage i kommunalbestyrelsens behandling og afstemning.

Stk. 5 Når der foreligger en vedtagelse efter stk. 1, vælger kommunalbestyrelsen et af sine medlemmer til borgmester for den resterende del af funktionsperioden efter reglerne i § 24, stk. 1.

Stk. 6 Den afsatte borgmester kan indbringe lovligheden af kommunalbestyrelsens vedtagelse efter stk. 1 for Valgnævnet. Klage skal indgives til nævnet senest 14 dage efter kommunalbestyrelsens 2. behandling af forslag om afsættelse.

Stk. 7 Træffer Valgnævnet afgørelse om, at vedtagelsen efter stk. 1 ikke har været lovlig, genindtræder den afsatte borgmester for den resterende del af funktionsperioden.

Stk. 8 Vederlaget til den afsatte borgmester ophører med udgangen af den måned, hvor kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om afsættelse efter stk. 1. Genindtræder den afsatte borgmester i sit hverv, jf. stk. 7, skal vedkommende med hensyn til vederlæggelse stilles, som om afsættelse ikke var sket.

Stk. 9 Stk. 1-8 finder tilsvarende anvendelse for et magistratsmedlem og en udvalgsformand i en kommune, der styres efter reglerne i både § 64 a og § 65. Det tilkommer dog den valggruppe i kommunalbestyrelsen, der har udpeget det afsatte medlem, at genbesætte hvervet.

§ 66d

En borgmester har ret til at få udgifter til den advokat, borgmesteren vælger til at repræsentere sig eller lade sig bistå af i en sag efter §§ 66 a-66 c, betalt af kommunen efter reglerne i stk. 2 og 3.

Stk. 2 Udgiften skal have tilknytning til en sag efter §§ 66 a-66 c.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen fastsætter salær og godtgørelse til advokaten efter de takster, der gælder for beskikkede forsvarere i straffesager.

Stk. 4 Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for et magistratsmedlem og en udvalgsformand i en kommune, der styres efter reglerne i både § 64 a og § 65.

§ 67

Bestemmelser om løn- og øvrige ansættelsesforhold for personale i kommunal tjeneste skal godkendes af det i stk. 2 nævnte lønningsnævn. Nævnet skal endvidere godkende bestemmelser om løn- og ansættelsesforhold for personale ved kommunale selvstyrehavne, jf. lov om havne, personale ansat i trafikselskaber, jf. lov om trafikselskaber, samt tjenestemandslignende ansatte ved privatbanerne. Indenrigs- og sundhedsministeren kan bestemme, at også løn- og øvrige ansættelsesforhold for personale ved selvejende institutioner, med hvilke kommuner indgår overenskomst med henblik på opfyldelsen af dem i lovgivningen pålagte forpligtelser, skal godkendes af nævnet. Nævnet kan beslutte, at antallet af stillinger i nærmere angivne personalegrupper, der i øvrigt er omfattet af nævnets godkendelsesbeføjelse, skal forelægges nævnet til godkendelse. Lønningsnævnsbekendtgørelsen

Stk. 2 Den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation angiver til sidst, at "1 medlem beskikkes efter indstilling af finansministeren og et medlem udpeges af finansministeren". Ifølge § 77, nr. 11, i  lov nr. 573 af 24. juni 2005 og forarbejderne til denne, skal det rettelig være "1 medlem beskikkes efter indstilling af finansministeren og et medlem udpeges af indenrigs- og sundhedsministeren". Kommunernes Lønningsnævn består af 8 medlemmer og stedfortrædere for disse, der beskikkes af indenrigs- og sundhedsministeren. Beskikkelsen sker således, at 4 medlemmer beskikkes efter indstilling af KL (Kommunernes Landsforening), 2 medlemmer beskikkes efter indstilling af regionsrådene i forening, 1 medlem beskikkes efter indstilling af finansministeren og 1 medlem udpeges af indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 3 Dersom ændringer i eller undladelser af kommuners organisering i kommunale sammenslutninger giver anledning hertil, kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte de ændringer med hensyn til indstillingsret til medlemskab i nævnet og med hensyn til afholdelse af udgifter ved nævnets virksomhed, indenrigs- og sundhedsministeren i den anledning finder fornødne.

Stk. 4 De nærmere regler om nævnets sammensætning og virksomhed fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren efter drøftelse med de kommunale sammenslutninger og kommunalbestyrelser, der har indstillingsret til medlemskab i nævnet, jf. stk. 2 og 3. Lønningsnævnsbekendtgørelsen

§ 68

Salg af kommunens faste ejendomme må ikke ske uden forudgående offentligt udbud. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om fremgangsmåden ved offentligt udbud samt regler om, at visse salg kan ske uden offentligt udbud. Bekendtgørelse om offentligt udbud ved salg af kommunens henholdsvis regionens faste ejendomme

Stk. 2 Reglerne i stk. 1 gælder ikke ved salg af fast ejendom til gennemførelse af offentligt støttet byggeri i henhold til lov om almene boliger m.v. og lov om støttede private ungdomsboliger.

§ 68a

Kommunalbestyrelsen kan udpege et eller flere medlemmer af bestyrelsen for et selskab, en forening, en fond m.v., der varetager opgaver, som kommunen selv kan løse, uanset at selskabet, foreningen, fonden m.v. også varetager opgaver, som kommunen ikke selv kan løse, såfremt kommunen har en interesse i den virksomhed, der udøves af selskabet, foreningen, fonden m.v. Kommunalbestyrelsen må ikke udpege et flertal af medlemmerne i en sådan bestyrelse.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan udpege et eller flere medlemmer af bestyrelsen for et selskab, en forening, en fond m.v., der udelukkende varetager opgaver, som kommunen ikke selv kan løse, såfremt kommunen har en interesse i den virksomhed, der udøves af selskabet, foreningen, fonden m.v. Kommunalbestyrelsen må ikke udpege et flertal af medlemmerne i en sådan bestyrelse.

Stk. 3 Et medlem af bestyrelsen for et selskab, en forening, en fond m.v., der er udpeget i medfør af stk. 1, er ikke undergivet kommunalbestyrelsens beslutninger ved udøvelsen af hvervet, for så vidt angår varetagelsen af opgaver, som kommunen ikke selv kan løse, eller i det omfang dette i øvrigt følger af den lovgivning, der gælder for vedkommende selskab, forening, fond m.v. Et medlem af bestyrelsen for et selskab, en forening, en fond m.v., der er udpeget i medfør af stk. 2, er ikke undergivet kommunalbestyrelsens beslutninger ved udøvelsen af hvervet.

§ 69

Såfremt det under krise eller krig er umuligt at samle kommunalbestyrelsen til møde, overtager økonomiudvalget de beføjelser, der tilkommer kommunalbestyrelsen og dens udvalg. I kommuner med magistratsordning, jf. § 64, overtager magistraten kommunalbestyrelsens beføjelser.

Stk. 2 Er det umuligt at samle økonomiudvalget til møde under krise eller krig, styres kommunens anliggender af borgmesteren. Er det i kommuner med magistratsordning umuligt at samle magistraten til møde, styres kommunen af borgmesteren.

Stk. 3 Meddelelse om anvendelse af reglerne i stk. 1 og 2 skal snarest gives til indenrigs- og sundhedsministeren. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om kommunens styrelse under krise eller krig.

§ 70

Loven træder i kraft den 1. april 1970, jf. dog stk. 4 og 5.

Stk. 2 Loven eller dele heraf kan efter indenrigs- og sundhedsministerens bestemmelse sættes i kraft for visse kommuner inden dette tidspunkt.

Stk. 3 Følgende bestemmelser ophæves:

  • 1) Lov om købstadkommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 362 af 22. september 1965.

  • 2) Lov om landkommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 363 af 22. september 1965, med undtagelse af kapitel III.

  • 3) Lov om kommunale valg, jf. lovbekendtgørelse nr. 455 af 21. december 1965, §§ 32 og 37, stk. 1.

  • 4) Lov nr. 79 af 20. april 1908 om kommunale valg § 22.

  • 5) Lov nr. 85 af 15. maj 1903 om ændringer i og tillæg til de nugældende regler for den kommunale beskatning samt om statstilskud til kommunerne § 35.

Stk. 4 (Udelades)

Stk. 5 Indenrigs- og sundhedsministeren kan bestemme, at § 67 træder i kraft på et tidligere tidspunkt end fastsat i stk. 1. Samtidig med at § 67 sættes i kraft, ophæves følgende bestemmelser:

  • 1) §§ 20 og 31, stk. 3, i lov om købstadkommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 362 af 22. september 1965.

  • 2) § 15, stk. 3, og § 29, stk. 3, i lov om landkommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 363 af 22. september 1965.

  • 3) § 8, stk. 1, i lov nr. 75 af 18. marts 1938 om forandringer i og tillæg til lov om bestyrelsen af Københavns kommunale anliggender.

§ 71

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.