Kommunal- og regionalvalgloven Kapitel 9

Denne konsoliderede version af kommunal- og regionalvalgloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kommunale og regionale valg

Lov nr. 140 af 08. marts 1989,
jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 08. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 329 af 09. april 2024

Kapitel 9 1 Fritagelse for valg. Valgklager
§ 92

Enhver, der er valgbar, har pligt til at modtage valg, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet skal efter anmodning fra den valgte meddele fritagelse for valget, såfremt den valgte på grund af sin helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget for valget.

Stk. 3 Anmodning om fritagelse for valg skal indgives skriftligt til kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet senest fredagen 10 dage efter valgdagen. Kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet tager stilling til anmodningen på et møde, der afholdes snarest efter fristens udløb.

Stk. 4 Afslag på en anmodning om fritagelse for valg kan af den valgte indbringes for indenrigs- og sundhedsministeren senest 14 dage efter, at afslaget er givet.

Stk. 5 Såfremt en valgt kandidat fritages for at modtage valg, indtræder stedfortræderen efter reglerne i § 91 i den pågældendes sted.

§ 93

Enhver vælger i kommunen henholdsvis regionen kan klage over valget. Klager skal indgives skriftligt til kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet senest ugedagen efter valgdagen. Klager afgøres på et møde, der afholdes snarest efter klagefristens udløb.

Stk. 2 Spørgsmålet om, hvorvidt en valgt kandidat har mistet sin valgbarhed på grund af straf, jf. § 4, afgøres efter reglerne i § 101.

§ 94

Afgørelser efter § 93, stk. 1, kan indbringes for indenrigs- og sundhedsministeren af enhver vælger i kommunen henholdsvis regionen senest 14 dage efter, at afgørelsen er meddelt klageren.

§ 95

Hvis den endelige afgørelse af en klage over valget går ud på, at afstemningen erklæres ugyldig, skal der snarest muligt afholdes omvalg.

Stk. 2 Ved omvalg kan kun de personer, der havde valgret og var optaget på valglisten på den almindelige valgdag, afgive stemme. Omvalg afholdes i øvrigt efter samme regler som valget på den almindelige valgdag.

§ 96

Hvis den endelige afgørelse af en klage over valget går ud på, at et eller flere medlemmers valg erklæres ugyldigt, indtræder vedkommende stedfortræder efter reglerne i § 91.