Kommunal- og regionalvalgloven Kapitel 6

Denne konsoliderede version af kommunal- og regionalvalgloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kommunale og regionale valg

Lov nr. 140 af 08. marts 1989,
jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 08. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 329 af 09. april 2024

Kapitel 6 1 Brevstemmeafgivning
Brevstemmeafgivning her i landet
§ 59

Enhver vælger kan brevstemme i enhver kommune her i landet.

§ 60

Vælgere, der er indlagt på sygehus, kan brevstemme på sygehuset.

Stk. 2 Vælgere, der bor eller opholder sig i følgende boformer eller boliger, kan brevstemme i boformen eller boligen:

  • 1) Plejehjem og beskyttede boliger, der drives efter reglerne i lov om social service.

  • 2) Boformer tilvejebragt efter reglerne i lov om social service for personer, som har været udsat for vold i nære relationer.

  • 3) Boformer tilvejebragt efter reglerne i lov om social service til midlertidigt eller længerevarende ophold for voksne, der på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor, og boformer for voksne, der drives efter nævnte lovs forsøgsbestemmelser. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at brevstemmeafgivning i de nævnte boformer i stedet skal ske efter reglerne i stk. 4 om brevstemmeafgivning i hjemmet.

  • 4) Opholdssteder uden for de pågældendes bolig, hvor kommunen efter reglerne i lov om social service giver tilbud om personlig hjælp, omsorg og pleje m.v. til personer, som på grund af midlertidig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov herfor. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der ikke skal foretages brevstemmeafgivning i de nævnte opholdssteder uden for de pågældendes bolig.

  • 5) Almene plejeboliger, der er omfattet af lov om almene boliger m.v., plejeboliger, der er omfattet af lov om boliger for ældre og personer med handicap, ustøttede private plejeboliger, der er omfattet af lov om leje, og friplejeboliger, der er omfattet af lov om friplejeboliger.

  • 6) Øvrige almene ældreboliger, der er omfattet af lov om almene boliger m.v., øvrige ældreboliger, der er omfattet af lov om boliger for ældre og personer med handicap, samt lette kollektivboliger og boliger og hjem for gamle, syge og svagelige, der er omfattet af de i medfør af lov om boligbyggeri og lov om almene boliger m.v. fastsatte forskrifter herom. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at brevstemmeafgivning i de nævnte boligtyper i stedet skal ske efter reglerne i stk. 4 om brevstemmeafgivning i hjemmet.

Stk. 3 Vælgere, der er indsat i et af kriminalforsorgens fængsler eller arresthuse, kan brevstemme i institutionen.

Stk. 4 Vælgere, der på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke vil kunne møde frem på afstemningsstedet, kan brevstemme i hjemmet, medmindre de har mulighed for at stemme i en af de institutioner, boformer m.v., der er nævnt i stk. 2. Anmodning om at brevstemme i hjemmet skal indgives senest kl. 18 torsdagen 12 dage før valgdagen. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte en senere frist for indgivelsen af anmodningen om at brevstemme i hjemmet, dog senest fredagen før valgdagen. Anmodningen skal indgives til opholdskommunen. Anmodning kan tidligst indgives tirsdagen 4 uger før valgdagen.

Stk. 5 Vælgere, der har bopæl på afsides beliggende øer, der ikke udgør et selvstændigt afstemningsområde, kan brevstemme på øen.

§ 61

Brevstemmer efter § 60, stk. 1-4, afgives til 2 stemmemodtagere, der er ansat i kommunens forvaltning eller på institutionen eller er udpeget blandt de tilforordnede vælgere.

Stk. 2 På de øer, der er nævnt i § 60, stk. 5, udpeger kommunalbestyrelsen en eller flere vælgere til at fungere som brevstemmemodtagere.

§ 62

Brevstemmeafgivning her i landet kan finde sted fra tirsdagen 3 uger før valgdagen, dog senest fredagen før valgdagen. På de steder i kommunerne, hvor enhver vælger kan brevstemme, jf. § 59, kan brevstemmeafgivning dog finde sted fra tirsdagen 6 uger før valgdagen.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen skal på mindst ét af de steder i kommunen, hvor enhver vælger kan brevstemme, jf. § 59, holde åbent for brevstemmeafgivning som minimum i tidsrummet kl. 9-16 den sidste dag, hvor der kan brevstemmes.

Brevstemmeafgivning på Færøerne, i Grønland og i udlandet
§ 63

Vælgere, der opholder sig på Færøerne eller i Grønland, kan brevstemme på de færøske eller grønlandske folkeregistre eller hos en stemmemodtager, der er udpeget af indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 2 Vælgere, der opholder sig i udlandet, kan brevstemme på en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentation eller hos en stemmemodtager, der er udpeget af indenrigs- og sundhedsministeren.

Stk. 3 Brevstemmeafgivning kan finde sted fra den 3. tirsdag i august måned i valgåret.

Stk. 4 Indenrigs- og sundhedsministeren sørger for, at de danske repræsentationer og andre stemmemodtagere i udlandet bliver underrettet om dagen for afholdelse af de kommunale og regionale valg.

Brevstemmeafgivning på danske skibe i udenrigsfart og danske havanlæg
§ 64

Søfolk og passagerer på danske skibe i udenrigsfart samt personer, der er ansat på danske havanlæg, kan brevstemme på skibet eller havanlægget. Skibsføreren eller den, som skibsføreren har udpeget, henholdsvis havanlæggets chef eller den, som chefen har udpeget, fungerer som stemmemodtager.

Stk. 2 Brevstemmeafgivning kan finde sted fra den 3. tirsdag i august måned i valgåret, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 På danske havanlæg på dansk område kan brevstemmeafgivning finde sted fra tirsdagen 3 uger før valgdagen, dog senest fredagen før valgdagen.

§ 65

Indenrigs- og sundhedsministeren sørger for, at skibsførere på danske skibe i udenrigsfart og chefer på danske havanlæg bliver underrettet om dagen for afholdelse af de kommunale og regionale valg.

Stk. 2 Skibsføreren på et dansk skib i udenrigsfart skal sørge for, at der foretages brevstemmeafgivning om bord i så god tid forud for valgdagen, at brevstemmerne kan komme frem til kommunalbestyrelsen inden afstemningens begyndelse på valgdagen, medmindre tvingende og uopsættelige skibsforretninger er til hinder herfor. Tilsvarende regler gælder for danske havanlæg.

Brevstemmematerialet
§ 66

Brevstemmematerialet består af en stemmeseddel til kommunalbestyrelsesvalget med tilhørende konvolut, en stemmeseddel til regionsrådsvalget med tilhørende konvolut samt følgebrev og yderkuvert. Indenrigs- og sundhedsministeren bestemmer brevstemmematerialets nærmere indhold og udformning.

Stk. 2 Indenrigs- og sundhedsministeren tilvejebringer brevstemmematerialet. Brevstemmematerialet skal senest fra den 3. tirsdag i maj måned i valgåret findes hos kommunerne og skal senest fra den 3. tirsdag i august måned i valgåret findes på de danske repræsentationer i udlandet samt om bord i danske skibe i udenrigsfart og på danske havanlæg uden for dansk område.

Stk. 3 Indenrigs- og sundhedsministeren kan bestemme, at følgebreve og yderkuverter, der er tilvejebragt af kommunalbestyrelsen, skal sidestilles med følgebreve og yderkuverter tilvejebragt af indenrigs- og sundhedsministeren.

Fremgangsmåden ved brevstemmeafgivning
§ 67

Vælgere, der ønsker at brevstemme, skal vise fornøden legitimation til brevstemmemodtageren. Herefter udleveres brevstemmematerialet, jf. § 66.

Stk. 2 På stemmesedlen anfører vælgeren listebetegnelsen eller bogstavbetegnelsen for en kandidatliste, der er opstillet i den kommune henholdsvis region, hvor vælgeren er optaget på valglisten. Ønsker vælgeren at stemme på en bestemt kandidat, der er opstillet i den pågældende kommune henholdsvis region, anfører vælgeren navnet på kandidaten, eventuelt med tilføjelse af listebetegnelsen eller bogstavbetegnelsen for den kandidatliste, kandidaten er opstillet på.

Stk. 3 Vælgeren udfylder stemmesedlen uden overværelse af andre og lægger den i konvolutten. Derefter udfylder vælgeren følgebrevet og underskriver dette i overværelse af stemmemodtageren, der attesterer stemmeafgivningen. Vælgeren lægger herefter konvolutten med stemmeseddel samt følgebrevet i yderkuverten og lukker yderkuverten i overværelse af stemmemodtageren. Vælgeren udfylder yderkuverten med sit navn, sin fødselsdato og sin bopæl i overværelse af stemmemodtageren.

Stk. 4 I den seneste lovbekendtgørelse på retsinformation (LBK nr 771 af 21/06/2017), er "hjælp" ved en fejl blevet er stattet af "personlig bistand" i 1. pkt. i denne bestemmelse.
§3, nr. 3 i LOV nr 175 af 21/02/2017 ændrer "hjælp" til "personlig bistand" andre steder i denne bestemmelse, men ikke i 1. pkt.
Hvis vælgeren ikke er i stand til at udfylde stemmesedlen eller udfylde og underskrive følgebrevet, eller hvis vælgeren i øvrigt ønsker hjælp i forbindelse med brevstemmeafgivningen, skal den eller de stemmemodtagere, brevstemmen afgives til, yde den fornødne hjælp, jf. dog stk. 6. Hjælp til stemmeafgivningen kan ydes ved personlig bistand og ved brug af eventuelle hjælpemidler, der skal stilles til rådighed ved brevstemmeafgivningen, jf. § 69, 2. pkt. Ud over stemmemodtageren eller, hvis der medvirker flere stemmemodtagere, i stedet for den ene af disse kan vælgeren forlange personlig bistand til stemmeafgivningen af en person, der er udpeget af vælgeren selv. Tilkendegiver vælgeren over for stemmemodtageren udtrykkeligt og utvetydigt et ønske herom, og er vælgerens ønske begrundet i en umiddelbart konstaterbar eller dokumenterbar fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, kan den personlige bistand ydes alene af en person, der er udpeget af vælgeren selv. Er der ydet personlig bistand, skal dette fremgå af følgebrevet.

Stk. 5 En kandidat, der er opstillet i kommunen eller regionen, må ikke som stemmemodtager yde personlig bistand til stemmeafgivning.

Stk. 6 Personlig bistand til udfyldning af stemmesedlen kan kun ydes, såfremt vælgeren umiddelbart over for den eller dem, der yder personlig bistand, utvetydigt kan tilkendegive, på hvilken kandidatliste eller hvilken kandidat vælgeren ønsker at stemme.

Stk. 7 Yderkuverten sendes til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor vælgeren er optaget på valglisten.

Stk. 8 Stemmemodtageren påser, at vælgere, der ønsker at brevstemme, ikke udsættes for valgagitation eller anden form for holdningsmæssig påvirkning i umiddelbar tilknytning til brevstemmeafgivningen.

§ 68

Stemmemodtagere og personer, der yder personlig bistand til stemmeafgivningen, må ikke i forbindelse med brevstemmeafgivningen give en vælger råd eller opfordring med hensyn til, hvilken kandidatliste eller hvilken kandidat vælgeren skal stemme på. Stemmemodtagere må ikke over for uvedkommende oplyse, om en vælger har afgivet brevstemme, eller i øvrigt oplyse forhold vedrørende en vælgers stemmeafgivning.

Stk. 2 Ingen uvedkommende må føre systematisk kontrol med, om vælgere afgiver brevstemme.

§ 69

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tilrettelæggelse og gennemførelse af brevstemmeafgivning samt om fremgangsmåden ved afgivelse af brevstemme. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om hjælpemidler, der skal stilles til rådighed ved brevstemmeafgivningen.

Modtagelse og kontrol af brevstemmer
§ 70

Kommunalbestyrelsen anfører tidspunktet for modtagelsen af en brevstemme på yderkuverten. I en protokol anføres det antal brevstemmer, der modtages, og datoen herfor samt det antal brevstemmer, der videresendes til andre kommuner, jf. stk. 2, og datoen herfor. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at protokollen føres elektronisk. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om protokollens indhold og udformning.

Stk. 2 Hvis afsenderen efter sin bopælsangivelse på yderkuverten har bopæl i en anden kommune, skal kommunalbestyrelsen snarest muligt videresende brevstemmen til denne.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen samler og opgør antallet af brevstemmer for hvert afstemningsområde i kommunen, hvor afsenderne efter deres bopælsangivelse på yderkuverterne er optaget på valglisten. Kommunalbestyrelsen sørger for, at brevstemmerne inden afstemningens begyndelse er afleveret til valgstyrerne på afstemningsstedet i det pågældende afstemningsområde, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 Hvis der for et afstemningsområde er modtaget færre end 5 brevstemmer, skal brevstemmerne efter kommunalbestyrelsens bestemmelse overføres til et afstemningsområde, hvor der er modtaget mindst 5 brevstemmer, og afleveres til valgstyrerne for dette afstemningsområde, der undersøger, om brevstemmerne kan komme i betragtning, jf. § 71. Såfremt en overført brevstemme kan komme i betragtning, skal valgstyrerne optage den pågældende vælger på valglisten, påføre valglisten en bemærkning om årsagen til optagelsen på valglisten og i øvrigt følge den fremgangsmåde, der er angivet i § 72, stk. 1, vedrørende brevstemmer, der kan komme i betragtning. Valgstyrerne skal endvidere give meddelelse til valgstyrerne for det oprindelige afstemningsområde om, at den pågældende vælger skal slettes af valglisten for dette afstemningsområde, inden afstemningen begynder. På valglisten for det oprindelige afstemningsområde anføres årsagen til, at vælgeren er slettet af valglisten, og i hvilket afstemningsområde vælgeren i stedet er blevet optaget på valglisten. Såfremt en overført brevstemme ikke kan komme i betragtning, skal valgstyrerne følge den fremgangsmåde, der er angivet i § 72, stk. 2, og der foretages ingen rettelser af valglisterne i de pågældende to afstemningsområder.

Stk. 5 Hvis det på grundlag af oplysningerne om afsenderen på yderkuverten ikke kan afgøres, i hvilket afstemningsområde afsenderen er optaget på valglisten, bestemmer kommunalbestyrelsen, hvilket afstemningsområde den pågældende brevstemme skal henregnes til i henseende til valgstyrernes kontrol af, om brevstemmen kan komme i betragtning, jf. § 71.

§ 71

Valgbestyrelsen sørger for, at brevstemmerne bliver gennemgået, inden afstemningens begyndelse og om nødvendigt 1 eller 2 dage før valgdagen. Yderkuverterne åbnes, og det undersøges, om brevstemmerne kan komme i betragtning. Ved gennemgangen, herunder ved undersøgelsen og afgørelsen af, om en brevstemme kan komme i betragtning, skal medvirke mindst 2 valgstyrere eller 2 medlemmer af valgbestyrelsen.

Stk. 2 En brevstemme kan ikke komme i betragtning, såfremt

  • 1) afsenderen ikke er opført på valglisten eller ikke længere har fast bopæl i kommunen henholdsvis regionen,

  • 2) afsenderen er død inden valgdagen,

  • 3) yderkuverten indeholder flere end ét følgebrev og én konvolut til hvert af de pågældende valg,

  • 4) der ikke er anvendt det brevstemmemateriale, som indenrigs- og sundhedsministeren har tilvejebragt,

  • 5) den foreskrevne fremgangsmåde ved brevstemmeafgivningen ikke har været fulgt eller

  • 6) brevstemmen ikke er afgivet inden for de frister, der er nævnt i § 62, stk. 1, § 63, stk. 3, og § 64, stk. 2 og 3.

Stk. 3 Er der fra samme vælger modtaget mere end én brevstemme til hvert valg, der kan komme i betragtning, kommer kun den sidst afgivne brevstemme i betragtning.

§ 72

Når en brevstemme kan komme i betragtning, sættes et mærke ved vælgerens navn på valglisten, der angiver, at vælgeren har afgivet brevstemme. Hvis yderkuverten foruden følgebrev kun indeholder en konvolut til et af valgene, sættes tillige et mærke, der angiver, hvilket af valgene vælgeren har afgivet brevstemme til. Den uåbnede konvolut og følgebrevet lægges på ny i yderkuverten og opbevares, indtil afstemningen er afsluttet. Derefter tages konvolutterne ud af yderkuverterne og lægges i en af stemmekasserne til stemmesedler til det pågældende valg. Konvolutterne åbnes først i forbindelse med stemmeoptællingen.

Stk. 2 Når en brevstemme ikke kan komme i betragtning, anføres årsagen hertil på yderkuverten, og den uåbnede konvolut og følgebrevet lægges på ny i yderkuverten.

Stk. 3 Brevstemmer, der modtages af valgstyrerne efter afstemningens begyndelse, påtegnes om modtagelsestidspunktet og kommer ikke i betragtning.

§ 73

En vælger, der har afgivet en brevstemme, der er taget i betragtning, kan ikke stemme til det eller de pågældende valg ved afstemningen på valgdagen.