Kommunal- og regionalvalgloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af kommunal- og regionalvalgloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kommunale og regionale valg

Lov nr. 140 af 08. marts 1989,
jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 08. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 329 af 09. april 2024

Kapitel 3 1 Valgbestyrelser, valgstyrere og tilforordnede vælgere
Valgbestyrelser
§ 13

For hver kommune og hver region vælges en valgbestyrelse senest tirsdagen 13 uger før valgdagen.

Stk. 2 Valgbestyrelsen varetager følgende opgaver:

  • 1) Modtager og godkender kandidatlister samt anmeldelser om valgforbund,

  • 2) tilvejebringer stemmesedler og opslag,

  • 3) forestår den endelige opgørelse af afstemningen (fintællingen), jf. dog stk. 3, og

  • 4) forestår opgørelsen af valget.

Stk. 3 Valgbestyrelsen i kommunen forestår fintællingen af såvel kommunalbestyrelsesvalget som regionsrådsvalget. Regionsvalgbestyrelsen kan foretage en fornyet fintælling af regionsrådsvalget, enten af hele stemmematerialet eller dele deraf, jf. § 80.

§ 14

Valgbestyrelsen består af mindst 5 og højst 7 medlemmer. Medlemmerne af valgbestyrelsen vælges af kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet ved forholdstalsvalg. Den gruppe, der har valgt et medlem, udpeger tillige en stedfortræder. Borgmesteren, henholdsvis regionsrådsformanden, er formand for valgbestyrelsen. I kommuner med magistratsstyre eller en styreform med delt administrativ ledelse, jf. §§ 64 og 64 a i lov om kommunernes styrelse, kan kommunalbestyrelsen i kommunens styrelsesvedtægt bestemme, at et magistratsmedlem henholdsvis en udvalgsformand er formand i stedet for borgmesteren. Øvrige medlemmer samt stedfortrædere vælges blandt kommunalbestyrelsens henholdsvis regionsrådets medlemmer.

Stk. 2 Et medlem af kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet, herunder borgmesteren henholdsvis regionsrådsformanden, der er opstillet som kandidat til valget, kan vælges som medlem af eller stedfortræder til valgbestyrelsen.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet vælger blandt valgbestyrelsens medlemmer en næstformand for valgbestyrelsen. Næstformanden varetager formandshvervet, hvis formanden har forfald.

§ 15

Valgbestyrelsens formand forbereder, indkalder og leder valgbestyrelsens møder. Valgbestyrelsens afgørelser træffes ved stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme udslaget.

Stk. 2 Valgbestyrelsens formand træffer afgørelse i alle spørgsmål, der ikke giver anledning til tvivl.

Stk. 3 Valgbestyrelsen fører en valgbog, hvori alle væsentlige oplysninger om valget og resultatet heraf indføres. Valgbestyrelsen i kommunen fører særskilte valgbøger for kommunalbestyrelsesvalget og regionsrådsvalget. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om valgbøgernes indhold og udformning.

Valgstyrere
§ 16

Kommunalbestyrelsen vælger for hvert afstemningsområde, jf. § 51, mindst 5 og højst 9 valgstyrere til at forestå afstemningen og stemmeoptællingen på afstemningsstedet.

Stk. 2 Valgstyrerne vælges ved forholdstalsvalg under ét blandt vælgerne i kommunen.

Stk. 3 En vælger, der er opstillet som kandidat til valget, kan vælges som valgstyrer.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen vælger blandt valgstyrerne en formand for hvert afstemningsområde. Formændene vælges ved forholdstalsvalg.

Stk. 5 Valgstyrerne fører en afstemningsbog. I denne indføres alle væsentlige oplysninger om afstemningen i afstemningsområdet samt resultatet heraf. Der føres særskilte afstemningsbøger for kommunalbestyrelsesvalget og regionsrådsvalget. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om afstemningsbøgernes indhold og udformning.

Stk. 6 Valgstyrerformanden skal sørge for, at der umiddelbart inden og under valghandlingen, jf. § 52, og ved den efterfølgende stemmeoptælling, jf. § 74, stk. 1, til enhver tid er et tilstrækkeligt antal valgstyrere til stede på afstemningsstedet til, at der kan sikres en hensigtsmæssig afvikling af valghandlingen og stemmeoptællingen. Der skal dog altid være et flertal af de udpegede valgstyrere til stede på afstemningsstedet under valghandlingen og den efterfølgende stemmeoptælling. Valgstyrerne skal rette sig efter valgstyrerformandens anvisninger. Alle valgstyrerne skal være til stede ved underskrivningen af afstemningsbogen, jf. § 76, stk. 1, 1. pkt.

Tilforordnede vælgere
§ 17

Kommunalbestyrelsen vælger et antal tilforordnede vælgere til at bistå ved valget. De tilforordnede vælgere vælges ved forholdstalsvalg under ét blandt vælgerne i kommunen.

Stk. 2 Regionsrådet kan vælge et antal tilforordnede vælgere til at bistå ved fornyet fintælling af regionsrådsvalget. Valget foregår efter tilsvarende regler som nævnt i stk. 1.

Stk. 3 En vælger, der er opstillet som kandidat til valget, kan af kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet vælges som tilforordnet vælger.

Fælles bestemmelser
§ 18

Enhver vælger har pligt til at påtage sig hvervet som valgstyrer eller tilforordnet vælger. Valgstyrere og tilforordnede vælgere har pligt til at gøre sig bekendt med deres opgaver og give fremmøde før valgdagen på kommunalbestyrelsens forlangende med henblik på at modtage den fornødne instruktion m.v.

Stk. 2 Valgbestyrelsens medlemmer, valgstyrerne og de tilforordnede vælgere har pligt til at udføre de hverv, der påhviler dem, medmindre de har forfald. Hvis et medlem af valgbestyrelsen har forfald, indtræder den pågældendes stedfortræder i valgbestyrelsen. Hvis en valgstyrer eller en tilforordnet vælger har forfald, udpeger den gruppe i kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet, der har udpeget den pågældende, en ny valgstyrer eller en ny tilforordnet vælger.

Stk. 3 Der ydes diæter til valgbestyrelsens medlemmer, valgstyrerne og de tilforordnede vælgere for deres virksomhed i forbindelse med valget, herunder for eventuel instruktion før valgdagen af valgstyrere og tilforordnede vælgere om deres opgaver, jf. stk. 1, 2. pkt. Diæterne ydes efter reglerne i lov om kommunernes styrelse. Kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet kan dog beslutte på et møde, at der ikke ydes diæter, eller at de diæter, der ydes, udgør et andet beløb, end der følger af reglerne i lov om kommunernes styrelse. Diæterne kan pr. dag højst udgøre det femdobbelte af det diætbeløb, som i henhold til reglerne i lov om kommunernes styrelse er fastsat for møder af ikke over 4 timers varighed.