Kommunal- og regionalvalgloven Kapitel 10

Denne konsoliderede version af kommunal- og regionalvalgloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om kommunale og regionale valg

Lov nr. 140 af 08. marts 1989,
jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 08. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 329 af 09. april 2024

Kapitel 10 1 Den nyvalgte kommunalbestyrelse og det nyvalgte regionsråd
§ 97

Når kommunale og regionale valg har været afholdt, tiltræder den nyvalgte kommunalbestyrelse henholdsvis det nyvalgte regionsråd den 1. januar i året efter valgåret, og de hidtidige medlemmer fratræder den 31. december i valgåret, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Såfremt der inden den 31. december i valgåret er truffet endelig afgørelse om, at der skal afholdes omvalg, jf. § 95, stk. 1, tiltræder den nyvalgte kommunalbestyrelse henholdsvis det nyvalgte regionsråd ikke, og de hidtidige medlemmer fratræder først, når der har været afholdt omvalg og det er endeligt afgjort, at der ikke skal afholdes fornyet omvalg.

§ 98

Hvis indenrigs- og sundhedsministeren efter den 31. december i valgåret træffer afgørelse om, at afstemningen erklæres ugyldig, skal den nyvalgte kommunalbestyrelse henholdsvis det nyvalgte regionsråd forblive i virksomhed, indtil der har været afholdt omvalg og det er endeligt afgjort, at der ikke skal afholdes fornyet omvalg.

§ 99

I de tilfælde, der er nævnt i § 98, kan den nyvalgte kommunalbestyrelse henholdsvis det nyvalgte regionsråd ikke uden tilsynsmyndighedens samtykke afholde andre udgifter end fastsat i det budget, som den fratrådte kommunalbestyrelse henholdsvis det fratrådte regionsråd har vedtaget, eller i øvrigt indgå nogen forpligtelse, som ikke er hjemlet i dette budget, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Foranstaltninger, der er påbudt ved lov eller anden bindende retsforskrift, er ikke omfattet af stk. 1.

Stk. 3 Bestemmelsen i stk. 1 har virkning fra det tidspunkt, da indenrigs- og sundhedsministerens afgørelse er meddelt kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet.

Stk. 4 Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse i tilfælde, hvor den hidtidige kommunalbestyrelse henholdsvis det hidtidige regionsråd efter bestemmelsen i § 97, stk. 2, ikke er fratrådt den 31. december i valgåret.