Købeloven Forbrugerkøb

Denne konsoliderede version af købeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om køb

Lov nr. 102 af 06. april 1906,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1853 af 24. september 2021,
som ændret ved lov nr. 1173 af 08. juni 2021

Forbrugerkøb

Købesummen
§ 72

Fremgår prisen eller dens fastsættelse ikke af aftalen eller forholdene i øvrigt, skal køberen betale, hvad der under hensyn til salgsgenstandens art og beskaffenhed, gængs pris ved aftalens indgåelse samt omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt.

Leveringsstedet
§ 73

Skal sælgeren sende salgsgenstanden, anses levering for sket, når genstanden er kommet i køberens besiddelse.

Stk. 2 Hvis salgsgenstanden er overdraget til en fragtfører, som køberen har indgået aftale med, og som ikke var blandt dem, der blev tilbudt af sælgeren, anses leveringen for sket, når genstanden er kommet i fragtførerens besiddelse.

Stk. 3 Angår aftalen digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, anses leveringen for sket, når det digitale indhold eller andre midler, der er egnede til at få adgang til eller downloade det digitale indhold, er stillet til rådighed eller gjort tilgængelige for køberen eller for en fysisk eller virtuel facilitet, som køberen har valgt til det formål.

Stk. 4 Angår aftalen en digital tjeneste, anses leveringen for sket, når den digitale tjeneste er gjort tilgængelig for køberen eller for en fysisk eller virtuel facilitet, som køberen har valgt til det formål.

Stk. 5 Angår aftalen en vare med digitale elementer, anses leveringen for sket, når varen er leveret i overensstemmelse med stk. 1 eller 2 og de digitale elementer er leveret i overensstemmelse med stk. 3 eller 4.

Forsinkelse m.v.
§ 74

Medmindre andet er aftalt vedrørende leveringstidspunktet, skal sælgeren levere salgsgenstanden uden unødig forsinkelse. Medmindre andet er aftalt, skal sælgeren endvidere levere salgsgenstanden senest 30 dage efter aftalens indgåelse.  2. pkt. gælder ikke for digitale tjenester og gælder kun for digitalt indhold, når det digitale indhold leveres på et fysisk medium.

Stk. 2 Leveres salgsgenstanden ikke i rette tid, jf. stk. 1, og skyldes dette ikke køberen eller en omstændighed, som køberen bærer risikoen for, foreligger der forsinkelse.

Stk. 3 I tilfælde af forsinkelse kan køberen hæve købet, såfremt forsinkelsen er af væsentlig betydning for denne og sælgeren måtte forudsætte dette, eller såfremt sælgeren har nægtet levering. Det samme gælder, hvis sælgeren ikke efter påkrav fra køberen leverer salgsgenstanden inden udløbet af en rimelig frist. Angår aftalen digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, eller en digital tjeneste, kan køberen endvidere hæve købet, hvis det tydeligt fremgår af omstændighederne, at sælgeren ikke vil levere salgsgenstanden.

Stk. 4 Hæves købet, jf. stk. 3 eller §§ 28 og 29, finder § 78 b, stk. 4, § 78 c, stk. 2-5, og §§ 78 d og 78 e tilsvarende anvendelse. Uanset § 78 c, stk. 4, skal sælgeren dog ved aftaler, som angår digitalt indhold, der leveres på et fysisk medium, tilbagebetale alle beløb, der er betalt i henhold til aftalen, uden unødig forsinkelse.

§ 75

Har sælgeren på grundlag af et forbehold i aftalen udskudt leveringstiden, kan køberen hæve købet, hvis sælgeren ikke efter påkrav leverer salgsgenstanden inden udløbet af en rimelig frist, som køberen har fastsat.

§ 75a

Sælgeren skal levere en salgsgenstand til køberen, der opfylder kravene i §§ 75 b-75 e, jf. dog § 77.

§ 75b

Salgsgenstanden skal

  • 1) svare til den beskrivelse, art, type, mængde og kvalitet og have den funktionalitet, kompatibilitet og interoperabilitet og de øvrige egenskaber, som fremgår af aftalen,

  • 2) være egnet til ethvert særligt formål, som køberen ønsker, at den skal kunne anvendes til, som køberen har gjort sælgeren bekendt med senest på tidspunktet for aftalens indgåelse, og som sælgeren har accepteret,

  • 3) leveres med tilbehør, vejledning, herunder om installation, og kundeservice som krævet i aftalen og

  • 4) opdateres som fastsat i aftalen.

§ 75c

Salgsgenstanden skal endvidere, jf. dog stk. 3,

  • 1) være egnet til de formål, til hvilke genstande af samme type normalt vil blive anvendt, under hensyn til relevant EU-ret og national ret og eventuelle tekniske standarder eller i mangel heraf sektorspecifikke brancheadfærdskodekser,

  • 2) være af den kvalitet og svare til den beskrivelse, der gælder for en prøve, model, prøveversion eller forhåndsvisning, som sælgeren har stillet til rådighed for køberen inden aftalens indgåelse,

  • 3) leveres med eventuelt tilbehør, herunder emballage, installationsvejledning eller anden vejledning, som køberen med rimelighed kan forvente at modtage, og

  • 4) svare til den mængde og have de egenskaber og øvrige funktioner, herunder med hensyn til holdbarhed, funktionalitet, kompatibilitet, tilgængelighed, kontinuitet og sikkerhed, der er sædvanlige for genstande af samme type, og som køberen med rimelighed kan forvente under hensyn til salgsgenstandens art og offentlige udsagn, som er fremsat af eller på vegne af sælgeren eller tidligere led i transaktionskæden, herunder producenten, navnlig i reklamer eller gennem mærkning, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Sælgeren er ikke bundet af offentlige udsagn som nævnt i stk. 1, nr. 4, hvis sælgeren godtgør, at

  • 1) sælgeren ikke havde kendskab til og ikke med rimelighed kunne have haft kendskab til det pågældende offentlige udsagn,

  • 2) det offentlige udsagn var blevet rettet på tidspunktet for aftalens indgåelse på samme måde eller på en tilsvarende måde, som det var blevet fremsat på, eller

  • 3) det offentlige udsagn ikke kan have haft betydning for køberens beslutning om at indgå aftalen.

Stk. 3 Der er ikke tale om en mangel som nævnt i stk. 1, hvis køberen ved indgåelsen af aftalen specifikt blev gjort opmærksom på, at en bestemt egenskab ved salgsgenstanden afveg fra de krav, der er fastsat i stk. 1, og udtrykkeligt og særskilt accepterede denne afvigelse.

§ 75d

Ved aftaler, som angår digitalt indhold, digitale tjenester eller varer med digitale elementer, skal sælgeren, jf. dog stk. 5, sikre, at køberen får besked om og får leveret opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, som er nødvendige for til stadighed at holde salgsgenstanden fri for mangler i den periode,

  • 1) hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste skal leveres i henhold til aftalen, når der er aftalt løbende levering over en periode, dog mindst 2 år ved varer med digitale elementer, eller

  • 2) som køberen med rimelighed kan forvente i betragtning af typen af og formålet med salgsgenstanden, og under hensyn til aftalens omstændigheder og art, når der er aftalt en enkelt levering eller en række enkeltstående leveringer af det digitale indhold eller den digitale tjeneste.

Stk. 2 Hvis køberen ikke inden for en rimelig frist installerer opdateringer, som er blevet leveret i overensstemmelse med stk. 1, er sælgeren ikke ansvarlig for mangler, der udelukkende skyldes, at den relevante opdatering ikke er foretaget, forudsat at

  • 1) sælgeren har oplyst køberen om, at opdateringen var tilgængelig, og om konsekvenserne af køberens manglende installation og

  • 2) køberens manglende eller forkerte installation af opdateringen ikke skyldes mangler i den installationsvejledning, som er givet til køberen.

Stk. 3 Når der er aftalt løbende levering over en periode, skal det digitale indhold eller den digitale tjeneste være fri for mangler i hele leveringsperioden.

Stk. 4 Medmindre andet er aftalt, skal digitalt indhold eller en digital tjeneste leveres i den nyeste version, der er tilgængelig på tidspunktet for aftalens indgåelse.

Stk. 5 Der er ikke tale om en mangel som nævnt i stk. 1, hvis køberen ved indgåelsen af aftalen specifikt blev gjort opmærksom på, at en bestemt egenskab ved salgsgenstanden afveg fra de krav, der er fastsat i stk. 1, og udtrykkeligt og særskilt accepterede denne afvigelse.

§ 75e

Køberen kan påberåbe sig en mangel, som skyldes forkert installation af salgsgenstanden, herunder forkert installation i køberens digitale miljø, når installationen blev udført

  • 1) af sælgeren eller på sælgerens vegne eller

  • 2) af køberen og den forkerte installation skyldes mangler i den installationsvejledning, der blev leveret af sælgeren eller på sælgerens vegne.

§ 76

Der foreligger endvidere en mangel ved salgsgenstanden, hvis sælgeren har forsømt at give køberen oplysning om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af salgsgenstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende.

Stk. 2 Stk. 1 gælder ikke for aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale tjenester.

§ 77

Ved køb af brugte genstande på offentlig auktion, hvor køberen har let adgang til klare og omfattende oplysninger om, at de almindelige regler om krav til salgsgenstanden, jf. §§ 75 b-75 e, ikke finder anvendelse, kan køberen kun påberåbe sig, at der foreligger en mangel, hvis dette følger af stk. 2 eller § 76, eller hvis genstanden er i væsentlig ringere stand, end køberen under hensyn til omstændighederne havde grund til at regne med.  1. pkt. gælder ikke for aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale tjenester.

Stk. 2 Ved køb omfattet af stk. 1 kan køberen endvidere påberåbe sig, at der foreligger en mangel, hvis

  • 1) genstanden ikke svarer til den betegnelse, som den er solgt under, eller sælgeren i øvrigt ved købets afslutning har givet urigtige eller vildledende oplysninger, medmindre disse ikke kan antages at have haft betydning for køberens bedømmelse af genstanden, eller

  • 2) sælgeren eller et tidligere salgsled har givet oplysninger som nævnt i nr. 1 på salgsgenstandens indpakning, i annoncer eller i andre meddelelser, der er beregnet til at komme til almenhedens eller køberens kundskab.

Stk. 3 Køberen kan ikke påberåbe sig en urigtig eller vildledende oplysning, der er blevet rettet senest ved indgåelsen af aftalen.

§ 77a

Afgørelsen af, om salgsgenstanden lider af en mangel, træffes ud fra dens beskaffenhed på tidspunktet for leveringen. Forelå der på dette tidspunkt en mangel, hæfter sælgeren herfor, også selv om den først viser sig senere.

Stk. 2 Svarer salgsgenstanden ikke til, hvad der kan kræves efter §§ 75 a-77, og skyldes dette, at sælgeren ikke har opfyldt sine forpligtelser efter aftalen, foreligger der uanset stk. 1 altid en mangel.

Stk. 3 Viser en mangel sig inden 1 år efter leveringen, ved køb af levende dyr dog inden 6 måneder efter leveringen, formodes manglen at have været til stede ved leveringen, medmindre denne formodning er uforenelig med salgsgenstandens eller manglens art, jf. dog stk. 4-6. Dette gælder dog ikke ved køb som nævnt i § 77.

Stk. 4 Er der aftalt løbende levering over en periode af digitalt indhold eller en digital tjeneste, og viser en mangel ved det digitale indhold eller den digitale tjeneste sig inden for denne periode, har sælgeren bevisbyrden for, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste var fri for mangler i leveringsperioden. Er der aftalt løbende levering over en periode af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i en vare med digitale elementer, og viser en mangel ved de digitale elementer sig inden for denne periode eller inden 2 år efter leveringen, alt efter hvilket tidspunkt der er det seneste, har sælgeren bevisbyrden for, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste var fri for mangler i leveringsperioden.

Stk. 5 Stk. 3 og 4 finder ikke anvendelse, hvis sælgeren

  • 1) godtgør, at køberens digitale miljø ikke er kompatibelt med det digitale indholds eller den digitale tjenestes tekniske krav, og

  • 2) på en klar og forståelig måde oplyste køberen om disse krav inden aftalens indgåelse.

Stk. 6 Køberen skal samarbejde med sælgeren, i det omfang det med rimelighed er muligt og nødvendigt for at afgøre, om årsagen til manglen ved det digitale indhold eller den digitale tjeneste findes i køberens digitale miljø. Forpligtelsen til at samarbejde er begrænset til de teknisk tilgængelige midler, som er mindst forstyrrende for køberen. Hvis køberen ikke samarbejder og sælgeren har oplyst køberen om de tekniske krav på en klar og forståelig måde inden aftalens indgåelse, har køberen bevisbyrden for, at manglen forelå i leveringsperioden.

Ændringer i løbende aftaler om digitalt indhold eller digitale tjenester
§ 77b

Når digitalt indhold eller en digital tjeneste skal leveres løbende over en periode, kan sælgeren ændre det digitale indhold eller den digitale tjeneste, ud over hvad der er nødvendigt for til stadighed at holde det digitale indhold eller den digitale tjeneste fri for mangler, jf. §§ 75 b-75 d, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Aftalen tillader og giver en gyldig grund til en sådan ændring.

  • 2) Ændringen foretages uden yderligere omkostninger for køberen.

  • 3) Køberen orienteres om ændringen på en klar og forståelig måde.

  • 4) Køberen orienteres i de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, i rimelig tid forinden på en klar og forståelig måde på et varigt medium om elementerne i og tidspunktet for ændringen og om retten til at ophæve købet i overensstemmelse med stk. 2 eller om muligheden for at beholde det digitale indhold eller den digitale tjeneste uden sådan en ændring i overensstemmelse med stk. 3.

Stk. 2 Køberen er berettiget til at ophæve købet, hvis ændringen har negativ indvirkning på køberens adgang til eller anvendelse af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, medmindre en sådan negativ indvirkning er uvæsentlig, jf. dog stk. 3. I så fald har køberen ret til at ophæve købet gratis inden for 30 dage efter at have modtaget den orientering, der er nævnt i stk. 1, nr. 4, eller fra det tidspunkt, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste er blevet ændret af sælgeren, alt efter hvilken dato der er den seneste.

Stk. 3 Stk. 2 finder ikke anvendelse, hvis sælgeren har gjort det muligt for køberen uden yderligere omkostninger at beholde det digitale indhold eller den digitale tjeneste uden ændring og det digitale indhold eller den digitale tjeneste forbliver fri for mangler.

Stk. 4 Stk. 1-3 finder ikke anvendelse, når aftalen vedrørende levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste også omfatter elementer af en internetadgangstjeneste eller en nummerbaseret interpersonel kommunikationstjeneste.

Køberens mangelsbeføjelser
§ 78

Lider salgsgenstanden af en mangel, har køberen ret til afhjælpning, omlevering, forholdsmæssigt afslag i prisen eller ophævelse af købet efter reglerne i §§ 78 a-78 e.

Stk. 2 Stk. 1 gælder også, når manglen skyldes en begrænsning som følge af krænkelse af tredjemands ret.

§ 78a

Køberen kan vælge mellem afhjælpning og omlevering, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 Sælgeren kan afvise at foretage afhjælpning eller omlevering, hvis afhjælpning henholdsvis omlevering er umulig eller ville påføre sælgeren uforholdsmæssigt store udgifter under hensyn til alle omstændigheder, herunder den værdi, salgsgenstanden ville have, hvis den var mangelfri, manglens betydning, og om den alternative beføjelse kunne foretages uden væsentlig ulempe for køberen. Ved levering af digitalt indhold og digitale tjenester kan sælgeren vælge mellem afhjælpning og omlevering.

Stk. 3 Hvis både afhjælpning og omlevering er umulig eller ville påføre sælgeren uforholdsmæssigt store udgifter under hensyn til de omstændigheder, der er nævnt i stk. 2, kan sælgeren afvise såvel afhjælpning som omlevering.

Stk. 4 Afhjælpning eller omlevering skal foretages

  • 1) gratis, dvs. fri for de omkostninger, der er nødvendige, for at salgsgenstanden bliver fri for mangler, navnlig forsendelses- eller transportomkostninger, arbejdsløn og materialeomkostninger,

  • 2) inden for rimelig tid fra det tidspunkt, hvor sælgeren er blevet underrettet af køberen om manglen, og

  • 3) uden væsentlig ulempe for køberen under hensyn til salgsgenstandens karakter eller art og køberens formål med at anskaffe salgsgenstanden.

Stk. 5 Køberen kan lade manglen afhjælpe for sælgerens regning, hvis

  • 1) sælgeren ikke har foretaget afhjælpning eller omlevering i overensstemmelse med stk. 4 og

  • 2) afhjælpningen kan ske uden uforholdsmæssige omkostninger.

Stk. 6 Hvis manglen udbedres ved afhjælpning eller omlevering af andet end digitalt indhold eller en digital tjeneste, skal køberen stille salgsgenstanden til rådighed for sælgeren. Sælgeren skal for egen regning tage den salgsgenstand tilbage, der er sket omlevering for.

Stk. 7 Hvis en afhjælpning som nævnt i stk. 6 kræver fjernelse af en salgsgenstand, der er blevet installeret under hensyn til dens art og formål, inden manglen viste sig, eller hvis en sådan salgsgenstand skal omleveres, skal sælgeren fjerne den mangelfulde salgsgenstand og installere den omleverede eller afhjulpne salgsgenstand eller afholde udgifterne hertil.

Stk. 8 Køberen skal i tilfælde som nævnt i stk. 6 ikke betale for normal brug af en omleveret salgsgenstand i tiden forud for omleveringen.

§ 78b

Køberen har ret til enten et forholdsmæssigt afslag i prisen eller ophævelse af købet, hvis

  • 1) sælgeren ikke har foretaget afhjælpning eller omlevering eller ikke har foretaget afhjælpning eller omlevering i overensstemmelse med § 78 a, stk. 6 og 7, eller ikke har foretaget afhjælpning eller omlevering af digitalt indhold eller en digital tjeneste i overensstemmelse med § 78 a, stk. 4,

  • 2) salgsgenstanden forbliver mangelfuld, selv om sælgeren har forsøgt at foretage afhjælpning eller omlevering,

  • 3) manglen er af en så alvorlig karakter, at et omgående afslag i prisen eller omgående ophævelse af købet er berettiget, eller

  • 4) sælgeren har tilkendegivet, eller det fremgår tydeligt af omstændighederne, at sælgeren ikke vil foretage afhjælpning eller omlevering inden for rimelig tid eller uden væsentlig ulempe for køberen.

Stk. 2 Køberen er ikke berettiget til at ophæve købet, hvis manglen er uvæsentlig. Sælgeren har bevisbyrden for, at manglen er uvæsentlig. 1. pkt. finder ikke anvendelse på digitalt indhold og digitale tjenester, som ikke leveres mod betaling af et pengebeløb eller et digitalt udtryk for værdi. 1. pkt. berører i øvrigt ikke køberens ret til ophævelse af købet, når afhjælpning eller omlevering ikke er sket.

Stk. 3 Er kun nogle af de leverede genstande mangelfulde, kan køberen ophæve købet af de mangelfulde genstande og af andre genstande, som køberen har købt sammen med de mangelfulde genstande, hvis køberen ikke med rimelighed kan forventes at acceptere kun at beholde de genstande, der er fri for mangler.  1. pkt. gælder ikke for aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale tjenester.

Stk. 4 Køberen udøver sin ret til at ophæve købet ved en erklæring til sælgeren om, at køberen har besluttet at ophæve købet.

§ 78c

Afslag i prisen skal fastsættes forholdsmæssigt på grundlag af den lavere værdi af den salgsgenstand, som køberen har modtaget, i forhold til den værdi, salgsgenstanden ville have haft, hvis den havde været fri for mangler. Når digitalt indhold eller en digital tjeneste skal leveres over en periode, omfatter prisafslaget den periode, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste var mangelfuld.

Stk. 2 Ved ophævelse af købet skal sælgeren tilbagebetale alle beløb, der er betalt i henhold til aftalen, og køberen skal for sælgerens regning tilbagelevere salgsgenstanden til sælgeren, jf. dog § 78 d, stk. 5, og § 78 e. Når digitalt indhold eller en digital tjeneste skal leveres over en periode og det digitale indhold eller den digitale tjeneste i en periode forud for ophævelsen af købet var fri for mangler, omfatter tilbagebetalingen den periode, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste var mangelfuld, og den periode, der ville have resteret, hvis købet ikke var blevet ophævet.

Stk. 3 Ved aftaler om levering af andet end digitalt indhold eller en digital tjeneste skal betaling efter stk. 2 ske ved sælgerens modtagelse af salgsgenstanden eller dokumentation for, at køberen har tilbageleveret salgsgenstanden.

Stk. 4 Ved aftaler om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste skal betaling efter stk. 1 og 2 foretages uden unødig forsinkelse og under alle omstændigheder inden for 14 dage fra den dag, hvor sælgeren modtog meddelelse om køberens beslutning om at kræve et afslag i prisen eller om at ophæve købet.

Stk. 5 I de tilfælde, der er nævnt i stk. 4, skal sælgeren foretage tilbagebetalingen ved anvendelse af det samme betalingsmiddel, som køberen benyttede til at betale for det digitale indhold eller den digitale tjeneste, medmindre køberen udtrykkeligt accepterer et andet betalingsmiddel, og forudsat at køberen ikke skal betale gebyr som følge af en sådan tilbagebetaling. Sælgeren må ikke pålægge køberen gebyrer i forbindelse med tilbagebetalingen.

§ 78d

Når en aftale om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste er blevet ophævet, skal sælgeren,

  • 1) for så vidt angår personoplysninger, opfylde de forpligtelser, der gælder i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/679/EU af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen), og

  • 2) afholde sig fra at anvende nogen form for indhold, bortset fra personoplysninger, som køberen har afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, undtagen hvis indholdet

    • a) ikke kan anvendes uden for rammerne af det digitale indhold eller den digitale tjeneste,

    • b) kun vedrører køberens aktivitet i forbindelse med brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste,

    • c) er blevet sammenlagt med andre oplysninger fra sælgeren og ikke kan udskilles eller kun med en uforholdsmæssigt stor indsats eller

    • d) er genereret af køberen og andre i fællesskab og andre forbrugere fortsat kan gøre brug af indholdet.

Stk. 2 Sælgeren skal på køberens anmodning stille ethvert indhold, der ikke er personoplysninger, og som køberen har afgivet eller genereret ved brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, til rådighed for køberen, medmindre indholdet er omfattet af stk. 1, nr. 2, litra a-c. Køberen er berettiget til inden for en rimelig frist at downloade dette digitale indhold gratis uden hindringer fra sælgeren og i et almindeligt anvendt og maskinlæsbart format.

Stk. 3 Sælgeren kan forhindre køberens fortsatte brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, navnlig ved at gøre det digitale indhold eller den digitale tjeneste utilgængelig for køberen eller ved at gøre køberens konto inaktiv, uden at det berører køberens rettigheder efter stk. 2.

Stk. 4 Når en aftale om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste er blevet ophævet, skal køberen afholde sig fra at anvende det digitale indhold eller den digitale tjeneste og fra at stille det eller den til rådighed for tredjemand.

Stk. 5 Hvor digitalt indhold er blevet leveret på et fysisk medium, skal køberen på sælgerens anmodning og for dennes regning tilbagelevere det fysiske medium til sælgeren uden unødig forsinkelse, jf. dog § 78 e. Sælgerens anmodning om tilbagelevering af det fysiske medium skal fremsættes inden for 14 dage fra den dag, hvor sælgeren modtog meddelelse om køberens beslutning om at ophæve købet.

Stk. 6 Køberen skal ikke betale for brug af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i den periode forud for ophævelsen af købet, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste var mangelfuld.

§ 78e

Når køberen tilbageleverer salgsgenstanden, jf. § 78 c, stk. 2, 1. pkt., og § 78 d, stk. 5, skal den være i væsentlig samme stand og mængde som ved leveringen. Dette gælder dog ikke, når salgsgenstanden er gået til grunde eller forandret som følge af en hændelig begivenhed, genstandens egen beskaffenhed eller foranstaltninger, der var nødvendige for dens undersøgelse, eller som blev truffet, inden den mangel, der medfører ophævelse af købet, blev opdaget eller burde være opdaget.

§ 79

Ved afgørelsen af, om afhjælpning eller omlevering er sket inden for rimelig tid, jf. § 78 a, stk. 4, nr. 2, tages navnlig hensyn til genstandens art, mangelens beskaffenhed og køberens behov for genstanden, herunder om sælgeren for egen regning har stillet en erstatningsgenstand til køberens rådighed.

Stk. 2 Køberen kan holde købesummen tilbage, indtil krav eller tilbud om afhjælpning, omlevering eller forholdsmæssigt afslag er opfyldt. Må mangelen anses for uvæsentlig, kan køberen dog ikke tilbageholde et beløb, som åbenbart overstiger, hvad det vil koste at afhjælpe mangelen.

Erstatning for mangler
§ 80

Lider køberen tab som følge af en mangel, kan han kræve skadeserstatning, hvis:

  • 1)   sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed,

  • 2)   sælgeren har givet køberen vildledende oplysninger, som han ikke havde føje til at anse for korrekte,

  • 3)   sælgeren har forsømt at give køberen oplysning om en mangel, som han kendte eller burde kende,

  • 4)   genstanden savner egenskaber, som må anses tilsikrede, eller

  • 5)   mangelen efter købets indgåelse er forårsaget ved sælgerens forsømmelse.

Stk. 2 Ved køb af genstande bestemt efter art kan køberen endvidere kræve skadeserstatning efter § 43, stk. 3.

Reklamation over mangler
§ 81

Vil køberen påberåbe sig en mangel, skal køberen give sælgeren meddelelse herom inden for rimelig tid, efter at køberen har opdaget mangelen. I modsat fald taber køberen retten til at påberåbe sig mangelen. Meddelelse givet inden to måneder efter, at køberen opdagede mangelen, er altid rettidig.

Stk. 2 Stk. 1 gælder ikke for aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale tjenester.

§ 82

§ 81 gælder ikke, hvis sælgeren har handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt.

§ 83

Har køberen ikke inden to år efter salgsgenstandens overgivelse til ham meddelt sælgeren, at han vil påberåbe sig en mangel, kan han ikke senere gøre den gældende, medmindre sælgeren har påtaget sig at indestå for genstanden i længere tid eller har handlet i strid med almindelig hæderlighed, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2 Når digitalt indhold eller en digital tjeneste skal leveres løbende over en periode, udløber fristen efter stk. 1, for så vidt angår mangler ved det digitale indhold eller den digitale tjeneste,

  • 1) tidligst ved udløbet af leveringsperioden ved varer med digitale elementer og

  • 2) 2 måneder efter udløbet af leveringsperioden i andre tilfælde.

Stk. 3 Når digitalt indhold eller en digital tjeneste skal leveres ved en enkelt levering eller en række enkeltstående leveringer, herunder ved varer med digitale elementer, udløber fristen efter stk. 1 tidligst ved udløbet af den periode, der er nævnt i § 75 d, stk. 1, nr. 2, for så vidt angår mangler som nævnt i § 75 d.

Stk. 4 Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis salgsgenstanden i henhold til et påbud fra en offentlig myndighed skal tilbagekaldes eller destrueres, fordi den udgør en fare. Stk. 1 finder heller ikke anvendelse ved køb af byggematerialer.

§ 84

Meddelelser efter §§ 81 og 83 kan også gives til en producent eller en anden erhvervsdrivende, der i forbindelse med købet har påtaget sig at afhjælpe eventuelle mangler ved salgsgenstanden. I de køb, der er nævnt i § 4 a, stk. 2, kan meddelelserne endvidere gives til den erhvervsdrivende, der har indgået eller formidlet aftalen om købet for sælgeren.

§ 85

Vil køberen påberåbe sig en mangel over for en producent eller en anden erhvervsdrivende, der i forbindelse med købet har påtaget sig at afhjælpe eventuelle mangler, skal køberen give sælgeren eller den anden erhvervsdrivende meddelelse herom inden for rimelig tid, efter at køberen har opdaget mangelen. I modsat fald taber køberen retten til at påberåbe sig mangelen. Meddelelse givet inden to måneder efter, at køberen opdagede mangelen, er altid rettidig.

§ 86

§ 61, stk. 1, gælder også for de i §§ 81 og 83-85 nævnte meddelelser fra køberen.

Handelsmæssige garantier
§ 86a

En handelsmæssig garanti er bindende for garantigiveren på de vilkår, der er fastsat i erklæringen om den handelsmæssige garanti og dertil hørende reklamer, der var tilgængelige på tidspunktet for eller før aftalens indgåelse.

Stk. 2 Når producenten giver køberen en handelsmæssig garanti for holdbarhed i en bestemt periode, er producenten direkte ansvarlig over for køberen i hele perioden for den handelsmæssige garanti for holdbarhed, for så vidt angår afhjælpning eller omlevering af salgsgenstanden i overensstemmelse med § 78 a, stk. 4-8. Producenten kan tilbyde køberen gunstigere betingelser i erklæringen om den handelsmæssige garanti for holdbarhed.

Stk. 3 Hvis vilkårene i erklæringen om den handelsmæssige garanti er mindre fordelagtige for køberen end de vilkår, der fremgår af de dertil hørende reklamer, er den handelsmæssige garanti bindende på de vilkår, der fremgår af reklamerne vedrørende den handelsmæssige garanti, medmindre reklamerne før aftalens indgåelse blev rettet på samme måde eller på en tilsvarende måde, som de var blevet fremsat på.

Visse lovvalgsaftaler
§ 87

Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, kan forbrugeren tillige påberåbe sig ufravigelige bestemmelser i lovgivningen om mangler i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dette lands lovgivning, der gjaldt for aftalen.