Kildeskatteloven § 5B

Denne konsoliderede version af kildeskatteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 100 af 31. marts 1967,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1330 af 20. november 2023,
som ændret ved lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1563 af 12. december 2023, lov nr. 1565 af 12. december 2023 og lov nr. 1795 af 28. december 2023

§ 5B

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst gives fradrag efter skattelovgivningens almindelige regler for skattepligtige efter § 1, stk. 1, for følgende udgifter, der vedrører den skattepligtiges familiemæssige og personlige forhold:

  • 1) Udgifter, herunder renteudgifter, vedrørende bolig i egen ejendom, i det omfang de overstiger indtægter af ejendommen, herunder lejeværdi af egen bolig, beregnet efter danske regler. Betingelsen i ligningslovens § 8 V, stk. 2, nr. 2, anses for opfyldt, hvis den skattepligtige ville have været skattepligtig efter reglerne om ejendomsværdiskat i ejendomsskatteloven af fritidsboligen på tidspunktet for arbejdets udførelse, hvis vedkommende havde været fuldt skattepligtig til Danmark. Betingelsen i ligningslovens § 8 V, stk. 2, nr. 3, anses for opfyldt, hvis arbejdet er udført af en virksomhed, der er momsregistreret i et EU/EØS-land, eller ved arbejde i form af rengøring, vask, opvask, strygning, vinduespudsning, børnepasning og havearbejde tillige af en person, der ved indkomstårets udløb af fyldt 18 år og er fuldt skattepligtig i et EU/EØS-land. Det er en betingelse, at det pågældende EU/EØS-land skal udveksle oplysninger med de danske myndigheder efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om bistand i skattesager.

  • 2) Renteudgifter, stiftelsesprovisioner m.m. af privat karakter.

  • 3) Indbetalinger til pensionsordninger og A-kasse-indbetalinger, der er fradragsberettigede efter pensionsbeskatningsloven.

  • 4) Gaver og ensidigt påtagne forpligtelser, i det omfang de er fradragsberettigede efter ligningslovens § 8 A eller § 12, stk. 2-4.

  • 5) Underholdsbidrag, jf. ligningslovens §§ 10 og 11.

  • 6) Obligatoriske udenlandske sociale bidrag, når den pågældende er omfattet af social sikringslovgivning i fremmed stat i medfør af De Europæiske Fællesskabers forordninger om social sikring for arbejdstagere, selvstændigt erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, eller er omfattet af udenlandsk social sikringslovgivning i medfør af en mellemfolkelig aftale, som Danmark har tiltrådt.

Stk. 2 Lønmodtagere omfattet af kildeskattelovens § 48 B, § 9, stk. 1, i lov om beskatning af søfolk, eller kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2, kan endvidere fratrække udgifter, der vedrører indkomsterhvervelsen.