Kildeskattebekendtgørelsen § 21

Denne konsoliderede version af kildeskattebekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om kildeskat

Bekendtgørelse nr. 2104 af 23. november 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1084 af 23. juni 2022, bekendtgørelse nr. 449 af 28. april 2023, bekendtgørelse nr. 1006 af 27. juni 2023 og bekendtgørelse nr. 1137 af 25. august 2023

§ 21

Den i § 18, nr. 24, 26, og 40, nævnte indkomst indkomstbeskattes i det indkomstår, hvori tilskud, herunder værdi af billetter og lign., godskrives modtageren, henholdsvis formuegodet er til rådighed. Indkomstbeskattes anden A-indkomst eller arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst for den pågældende lønperiode i det følgende indkomstår efter § 20, stk. 1, 1. og 2. pkt., indkomstbeskattes den i § 18, nr. 26 og 40, nævnte indkomst dog også i dette år.

Stk. 2 Den indeholdelse, der skal foretages på grundlag af skattekort m.v. i den i § 18, nr. 26 og 40, nævnte indkomst, beregnes i forhold til længden af den lønperiode, hvori formuegodet er til rådighed. Indeholdelse skal foretages på samme tidspunkt, som indeholdelse i anden A-indkomst eller arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst, der udbetales eller godskrives for den pågældende lønperiode.

Stk. 3 Kan indeholdelse af A-skat eller arbejdsmarkedsbidrag af den i § 18, nr. 26, nævnte indkomst ikke ske i den udbetalte eller godskrevne A-indkomst, skal det resterende beløb om muligt indeholdes i den A-indkomst eller arbejdsmarkedsbidragspligtige indkomst, der udbetales eller godskrives for den følgende lønperiode inden for samme kalenderår. Beløb, som ikke kan indeholdes inden for samme kalenderår, opkræves ikke særskilt, men indgår i beregningen af den skattepligtiges slutskat.

Stk. 4 Kan indeholdelse af A-skat eller arbejdsmarkedsbidrag af den i § 18, nr. 40 og 42, nævnte indkomst ikke ske i den udbetalte eller godskrevne A-indkomst eller arbejdsmarkedsbidragspligtige indkomst for den pågældende lønperiode, skal det resterende beløb ikke opkræves særskilt, men indgår i beregningen af den skattepligtiges slutskat.

Stk. 5 Hvis et tilskud som nævnt i § 18, nr. 24, er modtaget i form af billetter og lign., hvori indeholdelse på grundlag af skattekort m.v. ikke i tilstrækkeligt omfang har kunnet foretages, skal denne indeholdelse foretages i nettobeløbet efter sædvanlig indeholdelse på grundlag af skattekort m.v. i det supplerende stipendium.