Kildeskattebekendtgørelsen Kapitel 4

Denne konsoliderede version af kildeskattebekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om kildeskat

Bekendtgørelse nr. 2104 af 23. november 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1084 af 23. juni 2022, bekendtgørelse nr. 449 af 28. april 2023, bekendtgørelse nr. 1006 af 27. juni 2023 og bekendtgørelse nr. 1137 af 25. august 2023

Kapitel 4 Registrering af indeholdelsespligtige
§ 16

Enhver, der er indeholdelsespligtig efter kildeskattelovens afsnit V og VI, skal tilmelde sig til registrering i Erhvervssystemet inden 8 dage efter, at indeholdelsespligten er indtrådt.

Stk. 2 Ændringer, herunder ophør af indeholdelsespligt, skal meddeles Skatteforvaltningen inden 8 dage efter, at ændringen er indtrådt.

Stk. 3 Indeholdelsespligtige, som beskæftiger personer, der beskattes efter kildeskattelovens § 48 B eller har valgt vederlaget beskattet efter kildeskattelovens § 48 F, skal give meddelelse herom, jf. stk. 1, efter Skatteforvaltningens nærmere anvisning.

§ 17

Efter tilmeldingen, jf. § 16, stk. 1, tildeles den indeholdelsespligtige et cvr-/SE-nummer. Det tildelte nummer samt de oplysninger, den indeholdelsespligtige har afgivet ved sin tilmelding, anføres på et registreringsbevis, der sendes til den indeholdelsespligtige. Der kan tildeles en indeholdelsespligtig flere SE-numre, hvis der føres særskilt regnskab for de enkelte virksomheder.

Stk. 2 Hvis der mellem flere selvstændigt registrerede indeholdelsespligtige består et økonomisk fællesskab med hensyn til ejerforholdet, kan der meddeles tilladelse til, at indbetaling af indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag sker under ét. Skatteforvaltningen kan i konkrete tilfælde dispensere fra kravet om, at der skal bestå et økonomisk fællesskab med hensyn til ejerforholdet.