Jordforureningsloven § 72b

Denne konsoliderede version af jordforureningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forurenet jord

Lov nr. 370 af 02. juni 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 282 af 27. marts 2017,
som ændret ved lov nr. 204 af 28. februar 2017, lov nr. 278 af 17. april 2018, lov nr. 126 af 30. januar 2021, lov nr. 900 af 21. juni 2022 og lov nr. 679 af 03. juni 2023

Krav vedrørende øverste jordlag på arealer med bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, kolonihave eller sommerhus
§ 72b

Før en ejer eller bruger af et areal ændrer anvendelsen af arealet til bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, kolonihave eller sommerhus, skal ejeren eller brugeren sikre, enten at det øverste 50 centimeters jordlag af den ubebyggede del af arealet ikke er forurenet, eller at der er etableret en varig fast belægning.

Stk. 2 I forbindelse med at ejer eller bruger udfører bygge- og anlægsarbejder på en ubebygget del af et areal, der anvendes til bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, kolonihave eller sommerhus, skal ejeren eller brugeren på det af arbejdet berørte areal sikre, enten at det øverste 50 centimeters jordlag ikke er forurenet, eller at der er etableret en varig fast belægning.

Stk. 3 En efterfølgende fjernelse af det påkrævede jordlag eller den påkrævede belægning efter stk. 1 og 2 må alene ske, hvis ejer eller bruger på ny sikrer, enten at det øverste 50 centimeters jordlag ikke er forurenet, eller at der er etableret en varig fast belægning.

Stk. 4 Bygge- og anlægsarbejder, som ejeren eller brugeren af en- eller tofamilieshuse udfører på ejendommen, er ikke omfattet af kravet i stk. 2, medmindre der er tale om opførelse af ny bolig.

Stk. 5 Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om etablering og opretholdelse af foranstaltninger efter stk. 1-4, herunder om begrænsning af foranstaltningerne, hvor der er tale om bevarelse af naturmæssige værdier, ved ledningsarbejder, og hvor foranstaltningerne kan medføre væsentlige tekniske problemer, samt regler om dokumentation for overholdelse af bestemmelserne.