Jordforureningsloven § 45

Denne konsoliderede version af jordforureningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forurenet jord

Lov nr. 370 af 02. juni 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 282 af 27. marts 2017,
som ændret ved lov nr. 204 af 28. februar 2017, lov nr. 278 af 17. april 2018, lov nr. 126 af 30. januar 2021, lov nr. 900 af 21. juni 2022 og lov nr. 679 af 03. juni 2023

§ 45

Påbud efter § 40 og § 41, der vedrører en virksomhed i drift, er bindende over for senere driftsherrer, såfremt den senere driftsherre på tidspunktet for erhvervelsen vidste eller burde vide, at påbud var meddelt. Det samme gælder påbud, der er forvarslet.

Stk. 2 Er der på tidspunktet for erhvervelsen af virksomheden meddelt eller forvarslet påbud om undersøgelser m.v. efter § 40 til en virksomhed i drift, kan påbud om yderligere foranstaltninger vedrørende den samme forurening meddeles en senere driftsherre, såfremt den senere driftsherre på tidspunktet for erhvervelsen vidste eller burde vide, at påbud var meddelt eller forvarslet.

Stk. 3 Påbud efter § 40 og § 41 til en virksomhed i drift er bindende over for senere erhververe af den forurenede ejendom, såfremt

  • 1) påbuddet var meddelt eller forvarslet før erhvervelsen, men ikke er efterkommet, uanset at efterkommelsen er blevet indskærpet, og forholdet er blevet politianmeldt,

  • 2) erhververen på erhvervelsestidspunktet vidste eller burde vide, at påbud var meddelt eller forvarslet, og

  • 3) erhvervelsen sker fra en, der selv var eller kunne blive forpligtet til at efterkomme påbuddet.