Jordforureningsloven § 28

Denne konsoliderede version af jordforureningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forurenet jord

Lov nr. 370 af 02. juni 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 282 af 27. marts 2017,
som ændret ved lov nr. 204 af 28. februar 2017, lov nr. 278 af 17. april 2018, lov nr. 126 af 30. januar 2021, lov nr. 900 af 21. juni 2022 og lov nr. 679 af 03. juni 2023

§ 28

Regionsrådet rydder op på ejendomme, der omfattes af værditabsordningen, når ejeren anmoder om det, jf. dog § 34. Det er en betingelse, at ejendommen ved ejerens anmodning om oprydning fortsat anvendes til helårsbeboelse, og at forureningen har en skadelig virkning på mennesker eller miljø eller indebærer en fare herfor i forhold til den faktiske boliganvendelse på ejendommen.

Stk. 2 Foranstaltninger, som kommunalbestyrelsen kan meddele påbud om efter § 9, stk. 2, dækkes ikke af værditabsordningen.

Stk. 3 Oprydninger gennemføres i det omfang, der er afsat bevilling hertil på de årlige finanslove.

Stk. 4 Regionsrådenes udgifter i medfør af bestemmelser i dette kapitel afholdes inden for den beløbsramme, der fastsættes på de årlige finanslove. Der kan inden for et finansår afgives tilsagn til udbetaling i det efterfølgende finansår.

Stk. 5 Materiel, der anskaffes som et nødvendigt led i gennemførelsen af en oprydning, overgår efter brug vederlagsfrit til regionsrådets videre anvendelse, afhændelse eller bortskaffelse. Udgifter eller indtægter i den forbindelse tillægges regionsrådet.

Stk. 6 Regionsrådet kan afholde udgifter til forsikringer vedrørende eventuelt erstatningsansvar i forbindelse med oprydninger.