Jordforureningsloven Kapitel 8

Denne konsoliderede version af jordforureningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forurenet jord

Lov nr. 370 af 02. juni 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 282 af 27. marts 2017,
som ændret ved lov nr. 204 af 28. februar 2017, lov nr. 278 af 17. april 2018, lov nr. 126 af 30. januar 2021, lov nr. 900 af 21. juni 2022 og lov nr. 679 af 03. juni 2023

Kapitel 8 1 Tilsyn og håndhævelse
§ 65

Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med,

  • 1) at loven og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes,

  • 2) at påbud meddelt af kommunalbestyrelsen efterkommes, og

  • 3) at vilkår fastsat af kommunalbestyrelsen i forbindelse med tilladelser og dispensationer, herunder i medfør af generelle regler, overholdes.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen videresender sager om manglende efterkommelse af påbud meddelt af regionsrådet til regionsrådet. Kommunalbestyrelsen videresender sager om manglende efterkommelse af påbud meddelt af miljø- og fødevareministeren til miljø- og fødevareministeren.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen skal underrette det stedlige arbejdstilsyn, hvis kommunalbestyrelsen konstaterer indeklimaproblemer på en erhvervsejendom, der antages at skyldes jordforurening.

§ 66

Regionsrådet fører tilsyn med og overvåger udviklingen i forureningstilstanden i jorden. Regionsrådet fører tillige tilsyn med deponeringer i råstofgrave og tidligere råstofgrave samt med arealer omfattet af § 8, stk. 6.

Stk. 2 Regionsrådet forestår opsporing af forureningskilder i samarbejde med kommunalbestyrelsen, når der er konstateret en forurening af grundvandet.

Stk. 3 Regionsrådet påser, at påbud meddelt af regionsrådet, jf. § 39, stk. 3, efterkommes.

Stk. 4 Regionsrådet skal underrette den stedlige byggemyndighed, hvis regionsrådet konstaterer indeklimaproblemer på en boligejendom som følge af jordforurening.

Stk. 5 Regionsrådet skal underrette den stedlige arbejdstilsynsmyndighed, hvis regionsrådet konstaterer indeklimaproblemer på en erhvervsejendom, der antages at skyldes jordforurening.

Stk. 6 Regionsrådet skal underrette de berørte vandforsyninger, så snart en forurening er konstateret.

§ 66a

Miljø- og fødevareministeren fører tilsyn med, at påbud meddelt af ministeren, jf. § 39, stk. 2, efterkommes.

Stk. 2 Ministeren skal underrette den stedlige arbejdstilsynsmyndighed, hvis ministeren konstaterer indeklimaproblemer på en erhvervsejendom, der antages at skyldes jordforurening.

Stk. 3 Ministeren skal underrette den stedlige byggemyndighed, hvis ministeren konstaterer indeklimaproblemer på en boligejendom som følge af jordforurening.

Stk. 4 Ministeren skal underrette de berørte vandforsyninger, så snart en forurening er konstateret.

§ 67

Tilsynsmyndigheden, jf. § 65, § 66 og § 66 a, skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre det har underordnet betydning.

Stk. 2 Tilsynsmyndigheden kan undlade at behandle forhold, som den anser for at være af underordnet betydning for miljøbeskyttelsen.

Stk. 3 Tilsynsmyndighedens afgørelse efter stk. 1 og 2 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 68

Tilsynsmyndigheden, jf. § 65, § 66 og § 66 a, kan på påbudsadressatens regning lade påbudte foranstaltninger udføre, når den fastsatte frist er udløbet.

Stk. 2 I tilfælde af overhængende alvorlig fare for sundheden og i tilfælde, hvor øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at afværge væsentlig forurening eller forureningens udbredelse, skal tilsynsmyndigheden foretage det nødvendige uden påbud.

Stk. 3 Tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 1 og 2 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 4 I tilfælde, hvor et areal er kortlagt, omfattet af områdeklassificeringen efter § 50 a eller lettere forurenet, kan kommunalbestyrelsen gennemføre undersøgelser og afværgeforanstaltninger.

§ 69

Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte nærmere regler vedrørende tilsynsmyndighedernes udøvelse af tilsynsvirksomhed vedrørende forurenet jord.

Stk. 2 Ministeren kan fastsætte nærmere regler om opsporing af forureningskilder i de situationer, hvor det ikke er tilstrækkelig klarlagt, hvorfra en forurening stammer.

Stk. 3 Ministeren kan over for en kommunalbestyrelse eller et regionsråd for en bestemt periode nærmere fastlægge omfanget af disse myndigheders tilsynsforpligtelse.

Stk. 4 Ministeren kan fastsætte regler om, at tilsynet i visse tilfælde skal føres af andre myndigheder eller efter en anden fordeling end fastsat i § 65, § 66 og § 66 a.