Jordfordelingsloven § 12

Denne konsoliderede version af jordfordelingsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om jordfordeling og offentligt køb og salg af fast ejendom til jordbrugsmæssige formål m.m. (jordfordelingsloven)

Lov nr. 535 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1051 af 10. juli 2023

§ 12

Til fremskaffelse af fast ejendom til de formål, der er nævnt i § 1, nr. 1-5, kan forkøbsret for staten pålægges såvel landbrugsejendomme som landbrugsjord og udyrkede arealer, der ikke udgør en del af en landbrugsejendom. Endvidere kan der til fremskaffelse af jord til de formål, der er nævnt i § 1, nr. 6, pålægges forkøbsret for staten på ejendomme beliggende såvel i landzone som i byzone, jf. lov om planlægning.

Stk. 2 Beslutning om at pålægge forkøbsret træffes af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og tinglyses på ejendommen på begæring af ministeren. Forkøbsretten respekterer private forkøbsrettigheder og køberettigheder, der er tinglyst før den 21. april 1967, men går i øvrigt forud for andre rettigheder over ejendommen, uanset hvornår disse er stiftet. Ministeren underretter ejeren af den pågældende ejendom om beslutningen.

Stk. 3 Forkøbsretten gælder ved enhver erhvervelse af ejendommen eller en del af denne. En forkøbsret, der er pålagt med henblik på fremskaffelse af jord til de formål, der er nævnt i § 1, nr. 1-5, kommer dog ikke til anvendelse,

  • 1) når den overvejende del af ejendommen ikke er beliggende i landzone,

  • 2) når erhververen er en offentlig myndighed,

  • 3) når ejendommen erhverves af en person ved arv, ved overtagelse til hensidden i uskiftet bo eller ved deling af fællesbo,

  • 4) når erhververen er den hidtidige ejers ægtefælle eller samlever eller er beslægtet eller besvogret med den hidtidige ejer i op- eller nedstigende linje eller i dennes sidelinje så nær som søskende eller disses børn, eller

  • 5) når arealet i forbindelse med handelen sammenlægges med en af erhverver ejet landbrugsejendom.

Stk. 4 En forkøbsret, der er pålagt med henblik på fremskaffelse af jord til de formål, der er nævnt i § 1, nr. 6, kommer dog ikke til anvendelse ved de i stk. 3, nr. 3 og 4, nævnte erhvervelser.

Stk. 5 I tilfælde som omhandlet i stk. 3, nr. 1 og 2, skal forkøbsretten begæres aflyst af ministeren.