Jernbanelov Kapitel 9

Denne konsoliderede version af jernbanelov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 686 af 27. maj 2015,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1091 af 11. august 2023

Kapitel 9 1 Ordensbestemmelser
Ophold m.v. på infrastrukturforvalterens og jernbanevirksomhedens område
§ 41

Infrastrukturforvalterens og jernbanevirksomhedens område omfatter stationsområder, banelinjer med tilhørende skråninger, banketter og grøfter, broer, tunneler, højbaner, arbejdspladser og andre anlæg, tog og andre køretøjer og forpladser og adgangsveje til stationer og jernbanefærgesteder, hvor disse ejes af jernbanevirksomheden eller ejes eller forvaltes af infrastrukturforvalteren.

§ 42

Enhver, der søger adgang til eller opholder sig på de områder, der er nævnt i § 41, og som er åbne for offentligheden, skal rette sig efter de forskrifter til opretholdelse af orden og sikkerhed, der meddeles af virksomhedens personale, eller som ved opslag eller på anden hensigtsmæssig måde er bekendtgjort af virksomheden.

Stk. 2 Politiet skal efter anmodning bistå jernbanevirksomheden eller infrastrukturforvalteren med håndhævelsen af de ordens- og sikkerhedsbestemmelser, der gælder på områder nævnt i § 41.

§ 43

Uden den pågældende jernbanevirksomheds eller infrastrukturforvalters tilladelse må ingen tage ophold i erhvervsøjemed, optage film eller fotografere i erhvervsøjemed eller til undervisningsbrug, foretage indsamlinger, omdele tryksager el.lign. på de områder, der er nævnt i § 41.

§ 44

Reklamer og andre indretninger må ikke være anbragt således, at de er til ulempe for opfattelsen af signaler på banearealet.

§ 45

Det er forbudt at stige på tog, når dørene er under lukning, og at hindre den automatiske dørlukning i tog.

Stk. 2 Der må ikke kastes affald eller andre genstande ud fra tog.

Stk. 3 Nødbremsen i tog og nødstop på perron må kun benyttes i nødstilfælde.

§ 46

Ingen må færdes eller lade dyr færdes på de områder, der er nævnt i § 41, og som ikke er åbne for offentligheden, uden infrastrukturforvalterens eller jernbanevirksomhedens tilladelse.

§ 47

Enhver, der overtræder bestemmelserne i § 42, stk. 1, og §§ 43, 45 og 46, kan af virksomhedens personale bortvises og om fornødent fjernes fra virksomhedens område.

§ 47a

Personer, der skal passere en perronovergang i niveau med jernbaneskinner, skal udvise særlig forsigtighed. Når sporene passeres, skal dette ske uden unødigt ophold.

Stk. 2 Personer må ikke passere en perronovergang i niveau med jernbaneskinner i følgende situationer:

  • 1) Det kan ses eller høres, at tog nærmer sig.

  • 2) Advarsel om, at tog nærmer sig, er tilkendegivet ved signalanlæg.

  • 3) Jernbanens personale tilkendegiver, at tog nærmer sig.

Krydsende trafik i niveauoverkørsler, der ikke er åbne for almindelig færdsel
§ 48

Ved passage af niveauoverkørsler, der ikke er åbne for almindelig færdsel, skal der udvises særlig forsigtighed.

Stk. 2 Uvedkommende må ikke benytte niveauoverkørsler, der ikke er åbne for almindelig færdsel.

Stk. 3 Transportministeren fastsætter nærmere regler om passage og benyttelse af niveauoverkørsler, der ikke er åbne for almindelig færdsel.