Iværksættelsesbekendtgørelsen Kapitel 3

Denne konsoliderede version af iværksættelsesbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om iværksættelse af fængselsstraf, forvaring og forvandlingsstraf for bøde i fængsel eller arresthus (iværksættelsesbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 1019 af 28. juni 2022

Kapitel 3 Indkaldelse
Indkaldelse til fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring
§ 8

Den dømte skal efter indkaldelse møde til udståelse af fængselsstraf eller forvaring, jf. dog § 10, stk. 2.

Stk. 2 Hvis den dømte møder frem for sent eller i påvirket tilstand, kan afsoningsinstitutionen afvise at modtage den dømte. Anbringelse i en anden institution kan ske efter kriminalforsorgsområdets bestemmelse. I tilfælde, hvor den oprindelige afgørelse om afsoningsinstitution er truffet af Direktoratet for Kriminalforsorgen, forelægges spørgsmålet om ændring af afsoningsinstitution for direktoratet, jf. § 4, stk. 2 og 3, til afgørelse.

Stk. 3 Skal den dømte først møde frem hos politi eller i arresthus (Københavns Fængsler), kan politidirektøren eller det kriminalforsorgsområde, hvor arresthuset (Københavns Fængsler) er beliggende, i de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, 1. pkt., afvise den dømte. Stk. 2, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

§ 9

En indkaldelse bortfalder ikke som følge af, at der indgives ansøgning om udsættelse af straffuldbyrdelsen, om benådning, eller om udståelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol efter straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a. Indkaldelsen bortfalder dog, hvis ansøgningen har eller tillægges opsættende virkning, jf. straffuldbyrdelseslovens § 12, stk. 1 og 2, og udsættelses- og benådningsbekendtgørelsens kapitel 2, eller kapitel 3 i bekendtgørelse om fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol, og den dømte ikke inden datoen for fremmøde har fået meddelelse om, at der er truffet afgørelse i sagen.

§ 10

Indkaldelse til udståelse af fængselsstraf skal ske skriftligt.

Stk. 2 Er den dømte uden bopæl eller fast opholdssted, kan fuldbyrdelsen iværksættes uden indkaldelse.

Stk. 3 Møder den dømte ikke frem efter indkaldelse, kan fuldbyrdelsen iværksættes uden ny indkaldelse. Tilsvarende gælder for en dømt, der udebliver fra tilsigelse til iværksættelse af strafudståelse på bopælen under intensiv overvågning og kontrol.

Stk. 4 Afvises den dømte efter § 8, stk. 2-3, kan ny indkaldelse ske mundtligt i forbindelse med afvisningen.

§ 11

Den dømte skal indkaldes med en frist på mindst 1 måned før datoen for fremmøde, jf. dog stk. 2-5.

Stk. 2 Indkaldelse kan ske med en frist på mindst 10 dage før datoen for fremmøde, hvis

  • 1) hovedforholdet i dommen er en overtrædelse af straffelovens §§ 119-121, § 123, §§ 180-182, § 210, § 213, § 215, § 215 a, kapitel 24 (seksualforbrydelser), kapitel 25 (forbrydelser mod liv og legeme), kapitel 26 (forbrydelser mod den personlige frihed), § 266, § 266 a og § 288,

  • 2) den dømte i forbindelse med betinget dom med vilkår om samfundstjeneste efter straffelovens § 64 er idømt ubetinget fængselsstraf,

  • 3) politidirektøren har underrettet kriminalforsorgen om, at hensynet til politiets forebyggende virksomhed skønnes at kræve, at den dømte påbegynder straffuldbyrdelsen senest 30 dage efter datoen for fuldbyrdelsesordre og uden at afvente behandlingen af en ansøgning om udsættelse eller benådning eller om strafudståelse på bopælen (fodlænke),

  • 4) den dømte er straffet efter hjemrejselovens § 12, stk. 2-4, eller § 13, stk. 2 eller 4, eller

  • 5) den dømte i forbindelse med en tidligere afsoning er udeblevet efter tilsigelse til afsoning uden lovlig grund og inden for et tidsrum af 2 år efter løsladelse fra den tidligere afsoning på ny er idømt fængselsstraf.

Stk. 3 Indkaldelse kan desuden ske med en frist på ned til mindst 10 dage før datoen for fremmøde i tilfælde, hvor der i anledning af, at den dømte har overtrådt vilkår for betinget dom, herunder vilkår om samfundstjeneste, er truffet afgørelse om ubetinget fængselsstraf. Tilsvarende gælder, hvis den dømte inden iværksættelse af fuldbyrdelsen har fået tilbagekaldt en tilladelse til at udstå straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol efter straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a.

Stk. 4 Er en tidligere indkaldelse bortfaldet som nævnt i § 9, kan ny indkaldelse ske med en frist på mindst 10 dage før datoen for fremmøde.

Stk. 5 Afvises den dømte efter § 8, stk. 2-3, kan ny indkaldelse ske med dags varsel.

§ 12

I indkaldelsen skal den dømte gøres bekendt med, hvor denne skal møde og på hvilket tidspunkt.

Stk. 2 Alle de fængselsstraffe, som den dømte skal udstå, skal anføres i indkaldelsen.

§ 13

Den dømte skal i indkaldelsen endvidere vejledes om reglerne om ansøgning om udsættelse med fuldbyrdelsen eller benådning, herunder om opsættende virkning af en sådan ansøgning, samt om reglerne i § 9.

Stk. 2 Endvidere skal indkaldelsen indeholde oplysning om, at

  • 1) den dømte kan afvises, hvis denne møder frem for sent eller i påvirket tilstand,

  • 2) afsoningsinstitutionen kan ændres, hvis den dømte møder frem i påvirket tilstand eller udebliver, herunder møder frem for sent,

  • 3) afsoningsinstitutionen kan ændres fra åben til lukket institution, hvis den dømte udebliver, herunder møder frem for sent,

  • 4) muligheden for udgang fratages i et tidsrum af op til 6 måneder fra indsættelsen, hvis den dømte uden lovlig grund udebliver, herunder møder frem for sent, jf. udgangsbekendtgørelsens § 21, stk. 1,

  • 5) det tillægges betydning ved vurderingen af risikoen for misbrug af en eventuel senere udgangstilladelse, hvis den dømte ikke er mødt frem i overensstemmelse med indkaldelsen,

  • 6) den dømte skal medbringe billedlegitimation,

  • 7) den dømte vil blive anholdt af politiet, hvis den pågældende ikke møder frem i overensstemmelse med indkaldelsen,

  • 8) det vil tale imod eventuel tidlig prøveløsladelse efter straffelovens § 40 a, i sager hvor der i øvrigt er mulighed herfor, hvis den dømte ikke er mødt frem i overensstemmelse med indkaldelsen,

  • 9) den dømte ikendes en strafferetlig bøde, hvis den pågældende udebliver efter tilsigelse til afsoning uden lovlig grund,

  • 10) udgifter til rejse med offentlige transportmidler inden for landets grænser vil blive refunderet mod dokumentation, hvorimod den dømte selv skal sørge for transport af medbragte genstande, og

  • 11) billet samt rejseaftale ID kan tilsendes ved henvendelse til det kriminalforsorgsområde, hvor afsoningsinstitutionen er beliggende, og

  • 12) den dømte ikke har ret til besøg i et tidsrum af op til 3 måneder fra indsættelsen, hvis den pågældende uden lovlig grund udebliver, herunder møder frem for sent, jf. besøgsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.

Stk. 3 Skal den dømte selv møde frem i afsoningsinstitutionen uden først at møde hos politi eller i arresthus (Københavns Fængsler), skal denne desuden have oplysning om afsoningsinstitutionens adresse og den rejserute, der skal benyttes. Udgifter til rejse med offentlige transportmidler inden for landets grænser refunderes mod dokumentation af afsoningsinstitutionen. Billet samt rejseaftale ID kan udleveres, hvis den dømte inden fremmødet anmoder herom. Den dømte skal selv sørge for transport af medbragte genstande.

§ 14

Skal den dømte først møde frem hos politi eller i arresthus (Københavns Fængsler) for derefter selv at rejse til afsoningsinstitutionen, skal den pågældende have oplysning om afsoningsinstitutionens adresse og den rejserute, der skal benyttes. Den dømte skal endvidere have udleveret billet samt rejseaftale ID eller et beløb til køb af billetten til rejsen. Den dømte skal selv sørge for transport af medbragte genstande.

Stk. 2 Finder politidirektøren eller kriminalforsorgsområdet, hvor arresthuset (Københavns Fængsler) er beliggende, det uforsvarligt, at den dømte rejser selv, skal den pågældende i stedet transporteres til afsoningsinstitutionen.

Stk. 3 Der skal gøres notat om tidspunktet for den dømtes fremmøde hos politi eller i arresthus (Københavns Fængsler).

§ 15

Indkaldelse foretages af kriminalforsorgsområdet.

Stk. 2 Indkaldelse kan foretages af politidirektøren eller andre kriminalforsorgsområder, hvis dette er aftalt med politidirektøren eller vedkommende kriminalforsorgsområde.

Indkaldelse til fuldbyrdelse af forvandlingsstraf for bøde
§ 16

Reglerne i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse for indkaldelse af personer, der skal udstå forvandlingsstraf for bøde.

Stk. 2 Indkaldelse kan ske med en frist på mindst 10 dage før datoen for fremmøde.