Investeringsscreeningsloven Kapitel 13

Denne konsoliderede version af investeringsscreeningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om screening af visse udenlandske direkte investeringer m.v. i Danmark (investeringsscreeningsloven)

Lov nr. 842 af 10. maj 2021,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1256 af 27. oktober 2023

Kapitel 13 1 Domstolsprøvelse
§ 40

Erhvervsministerens og Erhvervsstyrelsens afgørelser efter denne lov kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 41

Søgsmål til prøvelse af afslag, påbud, forbud eller vilkår efter §§ 17-20 og § 31, stk. 2, kan indbringes for domstolene ved at anlægge sag mod erhvervsministeren, dog for afgørelser truffet efter § 20 eller § 31, stk. 2, mod Erhvervsstyrelsen, ved Københavns Byret. I afgørelsen af sagen ved byretten deltager tre dommere.

Stk. 2 Søgsmål til prøvelse af afslag, påbud, forbud eller vilkår efter §§ 17-20 og § 31, stk. 2, skal være anlagt, inden 6 måneder efter at afgørelsen er meddelt den pågældende part.

Stk. 3 Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan i særlige tilfælde lade personer, der er ansat i Politiets Efterretningstjeneste, møde for erhvervsministeren eller Erhvervsstyrelsen i retten som rettergangsfuldmægtig.

§ 42

Som part i sagen for det offentlige anses erhvervsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, dog for afgørelser truffet efter § 20 og § 31, stk. 2, Erhvervsstyrelsen.

Stk. 2 Retten beskikker en særlig advokat til at varetage interesser for den, der har indbragt sagen for retten, eller som er indtrådt som part i sagen, og på vegne af denne udøve partsbeføjelser med hensyn til oplysninger omfattet af en bestemmelse efter § 38, stk. 2. Om salær og godtgørelse for udlæg til den særlige advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.

Stk. 3 Den særlige advokat efter stk. 2 skal underrettes om alle retsmøder i sagen og er berettiget til at deltage i disse. Den særlige advokat skal gøres bekendt med og have udleveret kopi af det materiale, som indgår i sagen for retten, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 Erhvervsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan dog beslutte, at der af hensyn til den nationale sikkerhed eller offentlige orden ikke kan udleveres kopi til den særlige advokat. Det samme gælder for Erhvervsstyrelsen i forhold til afgørelser truffet efter § 20 og § 31, stk. 2. Beslutningen kan af den særlige advokat indbringes for retten.

§ 43

Oplysninger omfattet af en bestemmelse efter § 38, stk. 2, videregives ikke til parten, men alene til den særlige advokat beskikket efter § 42, stk. 2. Når sådanne oplysninger er videregivet til den særlige advokat, må vedkommende ikke drøfte sagen med parten eller dennes advokat og må ikke udtale sig i retsmøder, hvor parten eller dennes advokat er til stede. Parten og dennes advokat kan til enhver tid give skriftlige meddelelser til den særlige advokat om sagen.

Stk. 2 Retten kan af egen drift eller efter begæring fra den særlige advokat beskikket efter § 42, stk. 2, beslutte, at oplysninger, der er indgået i erhvervsministerens afgørelse efter § 17, stk. 1, eller §§ 18 eller 19 eller Erhvervsstyrelsens afgørelse efter § 20, stk. 1, eller § 31, stk. 2, videregives til parten og dennes advokat, hvis sikkerhedsmæssige forhold ikke kan begrunde erhvervsministerens eller Erhvervsstyrelsens bestemmelse efter § 38, stk. 2. Afgørelsen træffes ved kendelse, og efter at den særlige advokat og erhvervsministeren eller dennes bemyndigede, dog for afgørelser truffet efter § 20 eller § 31, stk. 2, Erhvervsstyrelsen, har haft lejlighed til at udtale sig. Kendelsen kan kæres af de i 2. pkt. nævnte personer eller myndigheder. Kære af en afgørelse om, at oplysninger videregives, har opsættende virkning.

Stk. 3 Har retten truffet afgørelse efter stk. 2, 1. pkt., kan justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, bestemme, at de pågældende oplysninger ikke indgår i sagen for retten.

Stk. 4 Ingen må deltage som dommer i sagen, hvis den pågældende har truffet afgørelse efter stk. 2, 1. pkt., eller i øvrigt har haft adgang til oplysninger omfattet af en sådan afgørelse og justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, har truffet beslutning efter stk. 3 om, at de pågældende oplysninger ikke indgår i sagen for retten.

§ 44

Den del af et retsmøde, der angår eller hvori der fremlægges eller behandles oplysninger omfattet af en beslutning efter § 38, stk. 2, og som ikke er omfattet af en afgørelse efter § 43, stk. 2, holdes for lukkede døre. I denne del af et retsmøde deltager den særlige advokat beskikket efter § 42, stk. 2, men ikke parten og dennes advokat.

Stk. 2 Retten bestemmer, hvordan retsmøder, der efter stk. 1 helt eller delvis holdes for lukkede døre, gennemføres.

§ 45

Retten træffer afgørelse, efter at parterne og den særlige advokat beskikket efter § 42, stk. 2, har haft lejlighed til at udtale sig.

§ 46

Justitsministeren antager et antal advokater, der kan beskikkes efter § 42, stk. 2, 1. pkt.

Stk. 2 Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om de pågældende advokater, herunder om vagtordninger, om vederlag for at stå til rådighed og om sikkerhedsmæssige spørgsmål.

§ 47

Reglerne i dette kapitel om sagens behandling i byretten gælder tilsvarende for sagens behandling i landsretten og Højesteret.