Investeringsscreeningsloven Kapitel 12

Denne konsoliderede version af investeringsscreeningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om screening af visse udenlandske direkte investeringer m.v. i Danmark (investeringsscreeningsloven)

Lov nr. 842 af 10. maj 2021,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1256 af 27. oktober 2023

Kapitel 12 1 Tavshedspligt og offentlighed
§ 38

Reglerne om aktindsigt og egenacces i lov om offentlighed i forvaltningen finder ikke anvendelse for sager, som behandles efter denne lov.

Stk. 2 Erhvervsstyrelsen og erhvervsministeren kan uanset reglerne om partens aktindsigt i forvaltningsloven efter høring af relevante myndigheder bestemme, at oplysninger, der indgår i en afgørelsessag efter § 14 a, stk. 1 eller 2, § 14 d, stk. 2 eller 3§ 17, stk. 1, §§ 18 eller 19, § 20, stk. 1, og § 31, ikke kan videregives til de parter, som afgørelsen angår, når dette er nødvendigt af hensyn til den nationale sikkerhed eller offentlige orden.

§ 39

Erhvervsstyrelsens og Erhvervsministeriets ansatte er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem varetagelse af myndighedsopgaver efter denne lov, jf. dog § 30. Det samme gælder personer, der udfører serviceopgaver som led i Erhvervsstyrelsens og Erhvervsministeriets drift, og eksperter, der handler på styrelsens eller ministeriets vegne. Dette gælder også efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.

Stk. 2 Samtykke fra den, som tavshedspligten tilsigter at beskytte, berettiger ikke personer som nævnt i stk. 1 til at videregive fortrolige oplysninger.

Stk. 3 Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at fortrolige oplysninger uanset stk. 1 kan videregives til nærmere angivne myndigheder. Bekendtgørelse om videregivelse af fortrolige oplysninger om visse udenlandske direkte investeringer m.v. i Danmark til andre myndigheder

Stk. 4 Alle, der efter regler fastsat i medfør af stk. 3 modtager fortrolige oplysninger fra Erhvervsstyrelsen eller Erhvervsministeriet, er med hensyn til disse oplysninger undergivet tavshedspligten som nævnt i stk. 1.