Investeringsforeningsloven § 52

Denne konsoliderede version af investeringsforeningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om investeringsforeninger m.v.

Lov nr. 597 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 46 af 13. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 409 af 25. april 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

§ 52

Bestyrelsen for en SIKAV skal

  • 1) fastlægge den overordnede politik for SIKAV’ens virksomhed,

  • 2) identificere de enkelte afdelingers og eventuelle andelsklassers væsentlige risici og fastlægge deres risikoprofil på grundlag af den i vedtægterne fastlagte investeringspolitik,

  • 3) fastsætte en politik for identifikation og håndtering af bestyrelsens eventuelle interessekonflikter,

  • 4) vælge det investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, der skal administrere SIKAV’en,

  • 5) vælge det depotselskab, der skal opbevare SIKAV’ens finansielle aktiver, medmindre det er generalforsamlingen, der efter vedtægterne vælger depotselskabet, og

  • 6) fastlægge en politik for mangfoldighed i bestyrelsen, der fremmer tilstrækkelig diversitet i kvalifikationer og kompetencer blandt bestyrelsens medlemmer.

Stk. 2 Bestyrelsen skal løbende tage stilling til, om SIKAV’ens vedtægter og afdelingernes og eventuelle andelsklassers risikoprofil er forsvarlige i forhold til investeringernes størrelse, likviditet og kompleksitet og de markedsforhold, som SIKAV’en er underlagt.

Stk. 3 På grundlag af vedtægterne skal bestyrelsen i en investeringsinstruks til investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet fastlægge de investeringsrammer, der skal gælde for SIKAV’en.

Stk. 4 Bestyrelsen skal sikre, at dens medlemmer har tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå SIKAV’ens aktiviteter og de hermed forbundne risici.

Stk. 5 Bestyrelsen skal løbende vurdere, om investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet varetager sine opgaver i overensstemmelse med den indgåede aftale og investeringsinstruksen, herunder om de foretagne investeringer og de opnåede resultater er i overensstemmelse med det aftalte. Bestyrelsen skal træffe passende foranstaltninger, hvis dette ikke er tilfældet.

Stk. 6 Bestyrelsen skal løbende vurdere, om depotselskabet varetager sine opgaver i overensstemmelse med den indgåede aftale. Bestyrelsen skal træffe passende foranstaltninger, hvis dette ikke er tilfældet.

Stk. 7 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de forpligtelser, der påhviler bestyrelsen for en SIKAV i medfør af stk. 1-6. Bekendtgørelse om ledelse, styring og administration af danske UCITS