Investeringsforeningsloven § 28

Denne konsoliderede version af investeringsforeningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om investeringsforeninger m.v.

Lov nr. 597 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 46 af 13. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 409 af 25. april 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

Danske UCITS’ grænseoverskridende markedsføring
§ 28

En dansk UCITS, der ønsker at markedsføre sine andele i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal sende en anmeldelse herom til Finanstilsynet. Anmeldelsen skal opfylde kravene i Kommissionens forordning nr. 584/2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår form og indhold af standardmodellen til anmeldelsesskrivelse og erklæring om investeringsinstituttet, brug af elektronisk kommunikation mellem kompetente myndigheder i forbindelse med anmeldelser og procedurer ved kontroller og undersøgelser på stedet samt udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder. Den danske UCITS skal i anmeldelsen oplyse, hvor de kompetente myndigheder i værtslandet elektronisk kan gøre sig bekendt med de dokumenter, som den danske UCITS skal vedlægge ansøgningen, eventuelle oversættelser heraf og senere ændringer af dokumenterne. Anmeldelsen skal endvidere indeholde de oplysninger, herunder den danske UCITS’ adresse, der er nødvendige for, at værtslandets tilsynsmyndigheder kan fremsende fakturaer og meddelelser om lovbestemte gebyrer og afgifter og oplysning om faciliteterne til at udføre opgaver vedrørende behandling og tegnings-, tilbagekøbs- og indløsningsordrer og foretage andre udbetalinger til investorerne i forbindelse med andele i den danske UCITS.

Stk. 2 Den danske UCITS skal mindst én måned før iværksættelse af en ændring af oplysningerne, som er angivet i anmeldelsen, jf. stk. 1, eller en ændring vedrørende de andelsklasser, der skal markedsføres, give skriftlig meddelelse om ændringen til Finanstilsynet og til tilsynsmyndighederne i værtslandet. Finanstilsynet skal inden for 15 arbejdsdage efter modtagelsen af alle oplysningerne, jf. 1. pkt., underrette den danske UCITS om, at den danske UCITS ikke må iværksætte en ændring, hvis ændringen medfører, at den danske UCITS ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov.

Stk. 3 Hvis en planlagt ændring iværksættes på trods af Finanstilsynets meddelelse efter stk. 2, eller hvis der har fundet en uforudset ændring sted, hvorved den danske UCITS ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, eller hvis den danske UCITS på anden måde ikke længere overholder denne lov eller regler udstedt i medfør heraf, skal Finanstilsynet træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder om nødvendigt forbyde markedsføring af den danske UCITS eller inddrage den danske UCITS’ tilladelse, jf. § 110. Finanstilsynet underretter uden unødigt ophold de kompetente myndigheder i den danske UCITS’ værtsland om de foranstaltninger, der er truffet.

Stk. 4 En dansk UCITS, der ønsker at markedsføre sine andele i et land, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, eller i et land, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, skal give meddelelse herom til Finanstilsynet og til de kompetente myndigheder i det andet land i overensstemmelse med de krav, der gælder der.

Stk. 5 Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om danske UCITS’ markedsføring af andele i udlandet.