Investeringsforeningsloven § 115

Denne konsoliderede version af investeringsforeningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om investeringsforeninger m.v.

Lov nr. 597 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 46 af 13. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 409 af 25. april 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

Forenklet afvikling
§ 115

Finanstilsynet kan efter ansøgning fra en dansk UCITS tillade, at den danske UCITS eller afdeling heraf afvikles ved forenklet afvikling, når Finanstilsynet skønner, at det er forsvarligt og i investorernes interesse.

Stk. 2 Ansøgningen skal være vedlagt

  • 1) en plan for, hvordan den danske UCITS ønsker at afvikle,

  • 2) en erklæring fra den danske UCITS’ depotselskab eller et andet pengeinstitut om, at instituttet vil hæfte for forfalden, uforfalden og omtvistet gæld, og

  • 3) foreningens vedtægter, hvor foreningen har tilføjet »under afvikling« til foreningens eller afdelingens navn.

Stk. 3 Når Finanstilsynet har givet tilladelse til forenklet afvikling, kan foreningen påbegynde afviklingen.

Stk. 4 En forenklet afvikling af en dansk UCITS eller afdeling heraf er først gyldig, når Finanstilsynet har foretaget endelig godkendelse af afviklingen.

Stk. 5 Inden Finanstilsynet kan foretage endelig godkendelse af en forenklet afvikling efter stk. 4, skal den danske UCITS’ ledelse sende en erklæring til Finanstilsynet om, at al gæld til kreditorerne er betalt, og at investorerne har fået udloddet afviklingsprovenuet. Såfremt den afviklede enhed er skattepligtig, skal den danske UCITS endvidere sende en erklæring fra told- og skatteforvaltningen om, at der ikke foreligger skatte- og afgiftskrav vedrørende den afviklede enhed.

Stk. 6 Finanstilsynet kan dispensere fra kravene i stk. 2, nr. 2, og stk. 5, hvis tilsynet vurderer, at det ikke er i strid med investorernes eller kreditorernes interesse.