Investeringsforeningsloven § 108a

Denne konsoliderede version af investeringsforeningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om investeringsforeninger m.v.

Lov nr. 597 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 46 af 13. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 409 af 25. april 2023 og lov nr. 1546 af 12. december 2023

§ 108a

En investeringsforening, der ikke har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab, skal udarbejde og offentliggøre en politik for aktivt ejerskab af selskaber, der har aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked, som beskriver, hvordan investeringsforeningen integrerer aktivt ejerskab i sin investeringsstrategi.

Stk. 2 Politikken for aktivt ejerskab, jf. stk. 1, skal beskrive, hvordan investeringsforeningen

  • 1) overvåger selskaber, hvori der investeres, inden for relevante områder, herunder strategi, finansielle og ikkefinansielle resultater, risiko, kapitalstruktur, social og miljømæssig indvirkning og god selskabsledelse,

  • 2) fører dialog med selskaber, hvori der investeres,

  • 3) udøver stemmerettigheder og andre rettigheder knyttet til aktier,

  • 4) samarbejder med andre aktionærer,

  • 5) kommunikerer med interessenter i selskaber, hvori der investeres, og

  • 6) håndterer faktiske og potentielle interessekonflikter i forbindelse med aktionærens aktive ejerskab.

Stk. 3 En investeringsforening, der ikke har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab, skal en gang årligt offentliggøre, hvordan investeringsforeningens politik for aktivt ejerskab er blevet gennemført, herunder en generel beskrivelse af stemmeafgivelse og en redegørelse om de væsentligste afstemninger og foreningens brug af rådgivende stedfortræderes tjenesteydelser.

Stk. 4 En investeringsforening, der ikke har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab, skal offentliggøre, hvordan investeringsforeningen har stemt på generalforsamlinger i selskaber, i hvilket den besidder aktier. Afstemninger, der er ubetydelige på grund af emnet for afstemningen eller størrelsen af kapitalandelen i det pågældende selskab, kan udelades fra offentliggørelsen.

Stk. 5 En investeringsforening, der ikke har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab, kan vælge ikke at opfylde et eller flere af kravene i stk. 1-4, hvis investeringsforeningen offentliggør en klar og begrundet forklaring på, hvorfor foreningen har valgt dette.

Stk. 6 De oplysninger, som skal offentliggøres efter stk. 1-5, skal være gratis tilgængelige på investeringsforeningens hjemmeside.

Stk. 7 Regler om interessekonflikter i anden lovgivning, der gælder for investeringsforeninger, der ikke har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab, finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med aktiviteter vedrørende aktivt ejerskab.