Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde § 74

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Lov nr. 598 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 01. marts 2024

Særlige bestemmelser om årsrapporter for alternative investeringsfonde, der har bestemmende indflydelse over unoterede selskaber
§ 74

En forvalter af alternative investeringsfonde, der forvalter en alternativ investeringsfond, som individuelt eller kollektivt opnår bestemmende indflydelse over et unoteret selskab, skal

  • 1) anmode om og gøre sig alle bestræbelser på at sikre, at årsrapporten for det unoterede selskab, som er udarbejdet i overensstemmelse med stk. 2, af selskabets ledelse stilles til rådighed for arbejdstagerrepræsentanterne eller, når sådanne ikke findes, arbejdstagerne selv senest ved udløbet af fristen for udarbejdelse af den pågældende årsrapport i henhold til det relevante lands nationale regler, eller

  • 2) medtage de i stk. 2 nævnte oplysninger vedrørende det eller de relevante unoterede selskaber i den i § 61 omhandlede årsrapport for hver alternativ investeringsfond.

Stk. 2 De supplerende oplysninger, der i overensstemmelse med stk. 1 skal indgå i selskabets eller den alternative investeringsfonds årsrapport, skal mindst omfatte en rimelig gennemgang af udviklingen i selskabets virksomhed, som illustrerer selskabets situation på statustidspunktet for årsrapporten. Årsrapporten skal endvidere indeholde en beskrivelse af følgende:

  • 1) Enhver betydningsfuld hændelse indtruffet efter regnskabsårets afslutning.

  • 2) Selskabets forventede fremtidige udvikling.

  • 3) Oplysninger vedrørende erhvervelse af egne kapitalandele, jf. reglerne, der gennemfører artikel 22, stk. 2, i direktiv 77/91/EØF af 13. december 1976 om samordning af de garantier, der kræves i medlemsstaterne af de i artikel 58, stk. 2, i traktaten nævnte selskaber til beskyttelse af såvel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, for så vidt angår stiftelsen af aktieselskabet samt bevarelsen af og ændringer i dets kapital, med det formål at gøre disse garantier lige byrdefulde.

Stk. 3 En forvalter af alternative investeringsfonde, der forvalter en alternativ investeringsfond, som individuelt eller kollektivt opnår bestemmende indflydelse over et unoteret selskab, skal

  • 1) anmode om og gøre sig alle rimelige bestræbelser på at sikre, at selskabets ledelse i det unoterede selskab stiller de i stk. 1, nr. 2, omhandlede oplysninger vedrørende selskabet til rådighed for arbejdstagerrepræsentanterne eller, når sådanne ikke findes, for arbejdstagerne senest ved udløbet af fristen i § 61, stk. 1, eller

  • 2) stille de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, nr. 1, til rådighed for investorerne i den alternative investeringsfond, i det omfang disse oplysninger allerede foreligger, inden for den i § 61 stk. 1, nævnte frist og under alle omstændigheder ikke senere end den dato, hvor årsrapporten fra det unoterede selskab senest skal udarbejdes i henhold til det relevante lands nationale regler.