Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde § 27b

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Lov nr. 598 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 01. marts 2024

§ 27b

I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er teksten i stk. 1 anderledes. Det er uklart hvorfor. Vi viser teksten, som den er blevet vedtaget, jf. § 4, nr. 2, og § 22 i lov nr. 268 af 25. marts 2014, og bekendtgørelse nr. 314 af 28. marts 2014, og senere ændret, jf. § 8, nr. 2, og § 18, stk. 1, i lov nr. 552 af 7. maj 2019. Der ser ikke ud til, at være nogen senere ændringer til teksten. En forvalter af alternative investeringsfonde må ikke udsætte ansatte eller tidligere ansatte for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, som følge af at den ansatte eller den tidligere ansatte har indberettet forvalterens overtrædelse eller potentielle overtrædelse af denne lov, regler udstedt i medfør heraf og bestemmelser indeholdt i Den Europæiske Unions forordninger for de områder af loven, som Finanstilsynet fører tilsyn med, til Finanstilsynet eller til en ordning i forvalteren af alternative investeringsfonde. Det samme gælder ved fastsættelse, tildeling og udbetaling af variabel løn til ansatte eller tidligere ansatte.

Stk. 2 Ansatte eller tidligere ansatte, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af stk. 1, kan tilkendes en godtgørelse i overensstemmelse med principperne i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. Godtgørelsen fastsættes under hensyn til den ansattes eller den tidligere ansattes ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.

Stk. 3 Stk. 1 og 2 kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for den ansatte eller tidligere ansatte.