Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde § 14

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Lov nr. 598 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 01. marts 2024

§ 14

Inden for 3 måneder efter indgivelsen af en fuldstændig ansøgning om tilladelse som forvalter af alternative investeringsfonde underretter Finanstilsynet skriftligt ansøgeren om, hvorvidt tilladelse er givet eller ej. Finanstilsynet kan forlænge denne frist med op til 3 måneder, hvis Finanstilsynet anser det for nødvendigt på grund af sagens særlige omstændigheder, og efter at have underrettet ansøgeren derom.

Stk. 2 En ansøgning anses for fuldstændig i relation til stk. 1, når Finanstilsynet som minimum har modtaget oplysningerne nævnt i § 11, stk. 4, nr. 1-4, og stk. 5, nr. 1 og 2. For forvaltere, der er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 2 eller 4, skal Finanstilsynet tillige have modtaget oplysningerne i § 119, stk. 1.

Stk. 3 En forvalter må begynde at forvalte alternative investeringsfonde med investeringsstrategier som angivet i ansøgningen, når tilladelsen foreligger, jf. § 11, dog tidligst 1 måned efter at have indgivet eventuelle manglende oplysninger efter § 11, stk. 4, nr. 5, og stk. 5, nr. 3-5.

Stk. 4 Når Finanstilsynet modtager en ansøgning fra en virksomhed med registreret hjemsted i et tredjeland, suspenderes fristerne i stk. 1 i tidsrummet, hvor Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed foretager vurderingen omtalt i § 115, stk. 2, og eventuelt § 120, stk. 3.