Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde Kapitel 9

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Lov nr. 598 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 01. marts 2024

Kapitel 9 1 Årsrapport for alternative investeringsfonde
§ 61

For hver alternativ investeringsfond fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som forvalteren forvalter, eller for hver alternativ investeringsfond, som forvalteren markedsfører i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal forvalteren senest 6 måneder efter udgangen af hvert regnskabsår stille en årsrapport til rådighed.

Stk. 2 Årsrapporten skal efter anmodning fremsendes til:

  • 1) Investorerne i den relevante alternative investeringsfond.

  • 2) Finanstilsynet.

  • 3) De kompetente myndigheder i den alternative investeringsfonds hjemland.

Stk. 3 Årsrapporten skal som minimum indeholde følgende:

  • 1) En balance eller en formueopgørelse.

  • 2) En opgørelse over indtægter og udgifter i det pågældende regnskabsår.

  • 3) En beretning om aktiviteterne i det forløbne regnskabsår.

  • 4) Væsentlige ændringer i de i §§ 62, 64 og 65 omhandlede oplysninger i løbet af det regnskabsår, som årsrapporten dækker.

  • 5) Den samlede lønsum i regnskabsåret fordelt på fast og variabel løn, der udbetales af forvalteren til de ansatte, samt antal modtagere og, hvor det er relevant, præferenceafkast, der udbetales af den alternative investeringsfond.

  • 6) Den samlede lønsum fordelt på forvalterens ledelse og ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på risikoprofilen for de forvaltede alternative investeringsfonde.

Stk. 4 De regnskabsmæssige oplysninger i årsrapporten udarbejdes i overensstemmelse med de regnskabsmæssige regler og standarder i den alternative investeringsfonds hjemland eller de regnskabsmæssige standarder i det tredjeland, hvor den alternative investeringsfond er etableret, og i overensstemmelse med de regnskabsmæssige bestemmelser, der fremgår af den alternative investeringsfonds vedtægter eller fondsbestemmelser.

Stk. 5 Regnskabsoplysningerne i årsrapporten skal være revideret af en eller flere revisorer, der er godkendt i henhold til reglerne, der gennemfører direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber. Revisionspåtegningen inklusive eventuelle forbehold skal gengives ubeskåret i årsrapporten. For forvaltere, der markedsfører alternative investeringsfonde, der er fra et tredjeland, kan årsrapporterne fra disse fonde revideres i overensstemmelse med gældende internationale revisionsstandarder i det land, hvor fonden har sit registrerede hjemsted.

Stk. 6 Hvis den alternative investeringsfond i henhold til national regulering skal offentliggøre en årsrapport senest 6 måneder efter regnskabsårets udløb, er det kun de oplysninger, der er nævnt i stk. 3, og som ikke allerede indgår i den reviderede og offentliggjorte årsrapport, som forvalteren er forpligtet til at stille til rådighed eller fremsende efter stk. 1 og 2. Dette kan ske separat eller som en tilføjelse til årsrapporten. Hvis nogle af de oplysninger, som er nævnt i stk. 3, udleveres separat som et supplement til en årsrapport, der er offentliggjort som nævnt i 1. pkt., skal forvalteren samtidig oplyse, at de øvrige oplysninger kan findes i den offentliggjorte årsrapport og henvise til det sted, hvor årsrapporten er offentliggjort.

Stk. 7 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for årsrapportens indhold og form. Reglerne skal afpasses efter den type alternative investeringsfond, de gælder for.