Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde Kapitel 8

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Lov nr. 598 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 01. marts 2024

Kapitel 8 1 Depositar
§ 45

En forvalter af alternative investeringsfonde skal sikre, at der udpeges en depositar for hver enkelt alternativ investeringsfond, som den forvalter, i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel.

Stk. 2 Der skal foreligge en skriftlig aftale imellem den alternative investeringsfond og dens udpegede depositar.

Stk. 3 Depositaraftalen skal indeholde en regulering af den udveksling af information, som er nødvendig, for at depositaren kan udføre sine opgaver i henhold til gældende regler.

§ 46

En depositar skal være en af følgende, jf. dog også stk. 2 og 3:

  • 1) Et kreditinstitut, som har registreret hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og som har tilladelse i henhold til reglerne, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber.

  • 2) Et fondsmæglerselskab, som har registreret hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som er undergivet krav til tilstrækkeligt kapitalgrundlag i overensstemmelse med kapitalkravene i artikel 92, 95, 96 og 98 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, herunder kapitalkrav til operationelle risici, som har opnået tilladelse i henhold til reglerne, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter, og som leverer accessoriske tjenesteydelser i form af opbevaring og forvaltning af finansielle instrumenter for kundernes regning, jf. reglerne, der gennemfører bilag I, afsnit B, nr. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter.

  • 3) Andre kategorier af foretagender, der er underlagt tilsynsmæssig regulering og løbende overvågning, og som den 21. juli 2011 tilhørte de kategorier af foretagender, som landene i Den Europæiske Union havde fastlagt kunne vælges som depositar for UCITS i henhold til reglerne, der gennemfører artikel 23, stk. 3, i direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer.

Stk. 2 For alternative investeringsfonde fra et tredjeland og med forbehold for kravene i § 48, stk. 2, og § 49, nr. 3, kan depositaren også være et kreditinstitut eller en anden enhed af samme type som de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte enheder.

Stk. 3 For alternative investeringsfonde, der opfylder betingelserne i 2. pkt., kan Finanstilsynet tillade, at depositaren er en enhed, som udfører depositarfunktionerne som en del af dennes professionelle eller erhvervsmæssige aktiviteter, med hensyn til hvilke den pågældende enhed er registreringspligtig i medfør af lovgivning, herunder administrative bestemmelser, eller fagetiske regler, og som kan stille tilstrækkelige finansielle og professionelle garantier med henblik på at gøre den i stand til effektivt at udføre de relevante depositarfunktioner og opfylde de krav, der er forbundet med disse funktioner. Finanstilsynet kan meddele tilladelse efter 1. pkt., hvis der er tale om en alternativ investeringsfond, der

  • 1) har en grundlæggende investeringspolitik, som ikke hovedsagelig er at investere i aktiver, der skal opbevares i depot efter reglerne i § 51, stk. 1, nr. 1, og hvor ingen investorer i fonden har ret til at blive indløst i en periode på 5 år efter datoen for første investering, eller

  • 2) hovedsagelig investerer i udstedere eller unoterede selskaber med henblik på potentielt at opnå bestemmende indflydelse over sådanne selskaber i overensstemmelse med § 71.

Stk. 4 Finanstilsynet kan oprette et register over depositarer, som depositarer omfattet af stk. 3 kan optages i.

Stk. 5 Enheder, der ønsker at fungere som depositar efter stk. 3, skal have en ansvarsforsikring, der må anses for tilstrækkelig til at dække depositarens ansvar for fejl og forsømmelser i forbindelse med funktionen som depositar for den alternative investeringsfond. Forsikringssummens størrelse skal mindst dække et beløb svarende til 730.000 euro. Har enheden ikke en sådan ansvarsforsikring ved ansøgning om tilladelse til at fungere som depositar, skal enheden tegne en sådan forud for godkendelsen som depositar. I forbindelse med ansøgningen skal enheden dokumentere, at der er givet tilsagn fra et forsikringsselskab om, at det er muligt at tegne en ansvarsforsikring med en passende forsikringssum.

Stk. 6 Medlemmer af ledelsen i enheder, der ønsker at fungere som depositar, skal opfylde kravene i § 13.

Stk. 7 Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse meddelt i medfør af stk. 3, hvis depositaren

  • 1) anmoder om dette,

  • 2) har opnået tilladelsen på baggrund af urigtige oplysninger eller på anden uredelig vis,

  • 3) ikke længere opfylder betingelserne for at opnå tilladelsen,

  • 4) gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af regler i denne lov eller af regler udstedt i medfør af loven,

  • 5) ikke gør brug af tilladelsen inden for 12 måneder efter tilladelsens meddelelse eller

  • 6) ikke længere kan opretholde tilladelsen som følge af anden lovgivning.

Stk. 8 Et fondsmæglerselskab, der udpeges som depositar, skal have et kapitalgrundlag, der mindst udgør et beløb svarende til værdien af 730.000 euro.

§ 47

En forvalter af alternative investeringsfonde kan ikke udpeges som depositar.

Stk. 2 En prime broker, der optræder som modpart til en alternativ investeringsfond, kan ikke udpeges som depositar for samme alternative investeringsfond, medmindre prime brokeren funktionelt og hierarkisk har adskilt udførelsen af sine depositaropgaver fra sine opgaver som prime broker og de eventuelle interessekonflikter er fyldestgørende påvist, styret, overvåget og oplyst over for fondens investorer. En depositar kan dog delegere sine opbevaringsopgaver til en prime broker i overensstemmelse med § 54, forudsat at betingelserne i § 54, stk. 2-4, er opfyldt.

§ 48

Depositaren skal være etableret i det land, hvor den alternative investeringsfond har hjemland, hvis depositaren er udpeget af en alternativ investeringsfond fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 2 For så vidt angår alternative investeringsfonde fra et tredjeland, skal depositaren være etableret i det tredjeland, hvor den alternative investeringsfond er etableret, i hjemlandet for den forvalter, der forvalter den alternative investeringsfond, eller i referencelandet for den forvalter, der forvalter den alternative investeringsfond.

§ 49

Udpegelsen af en depositar, der er etableret i et tredjeland, er ud over kravene i § 46 underlagt følgende betingelser:

  • 1) Hvis en alternativ investeringsfond fra et tredjeland forvaltes af en forvalter med hjemland i Danmark eller markedsføres i Danmark, skal Finanstilsynet have indgået en aftale om samarbejde og udveksling af oplysninger med depositarens kompetente myndigheder.

  • 2) Hvis en alternativ investeringsfond fra et tredjeland skal markedsføres i andre lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, end Danmark, skal der være indgået en aftale mellem depositarens kompetente myndigheder og de kompetente myndigheder i hvert af disse lande om samarbejde og udveksling af oplysninger.

  • 3) Depositaren skal være underlagt effektiv tilsynsmæssig regulering, herunder krav til minimumskapital, og effektiv overvågning, som svarer til reguleringen og overvågningen i Den Europæiske Union, og som håndhæves effektivt.

  • 4) Det tredjeland, hvor depositaren er etableret, må ikke være opført på den liste over ikke samarbejdsvillige lande og territorier, som er udarbejdet af Financial Action Task Force.

  • 5) Hvis en alternativ investeringsfond fra et tredjeland forvaltes af en forvalter med hjemland i Danmark eller markedsføres i Danmark, skal Danmark have indgået en aftale med depositarens kompetente myndigheder, som fuldt ud overholder standarderne i artikel 26 i Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings modelbeskatningsoverenskomst vedrørende indkomst og formue, og som sikrer effektiv udveksling af oplysninger om skatteforhold, herunder om eventuelle multilaterale skatteaftaler.

  • 6) Hvis en alternativ investeringsfond fra et tredjeland skal markedsføres i andre lande inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, end Danmark, skal der være indgået en aftale mellem depositarens kompetente myndigheder og de kompetente myndigheder i hvert af disse lande, som fuldt ud overholder standarderne i artikel 26 i Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings modelbeskatningsoverenskomst vedrørende indkomst og formue, og som sikrer effektiv udveksling af oplysninger om skatteforhold, herunder om eventuelle multilaterale skatteaftaler.

  • 7) Depositaren skal være kontraktligt ansvarlig over for den alternative investeringsfond eller over for fondens investorer i overensstemmelse med §§ 55 og 56 og skal udtrykkeligt have erklæret sig indforstået med at overholde § 54.

§ 50

Depositaren skal kontrollere den alternative investeringsfonds betalingsstrømme.

Stk. 2 Depositaren skal føre særlig kontrol med, at alle betalinger foretaget af eller på vegne af investorerne i forbindelse med tegning af andele i fonden er modtaget, og at alle kontanter i den alternative investeringsfond er bogført på kontantkonti, i fondens navn eller i forvalterens eller depositarens navn, når disse handler på vegne af fonden

  • 1) hos enheder omfattet af reglerne, der gennemfører artikel 18, stk. 1, litra a, b eller c, i direktiv 2006/73/EF af 10. august 2006 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF for så vidt angår de organisatoriske krav til og betingelserne for drift af investeringsselskaber samt definitioner af begreber med henblik på nævnte direktiv, eller

  • 2) hos enheder svarende til dem som nævnt i nr. 1 på det relevante marked, hvor kontantkonti er påkrævet, forudsat at disse er underlagt en effektiv tilsynsmæssig regulering og overvågning, som svarer til reguleringen i Den Europæiske Union, og som håndhæves effektivt og i overensstemmelse med principperne i artikel 16 i direktiv 2006/73/EF af 10. august 2006 om gennemførelse af direktiv 2004/39/EF for så vidt angår de organisatoriske krav til og betingelserne for drift af investeringsselskaber samt definitioner af begreber med henblik på nævnte direktiv.

Stk. 3 Såfremt kontantkonti oprettes i den alternative investeringsfonds depositars navn i henhold til stk. 2, må hverken midler fra den kontoførende enhed eller depositaren bogføres på sådanne konti.

§ 51

Den alternative investeringsfonds aktiver eller de aktiver, som forvalteren forvalter på vegne af fonden, skal overdrages til depositaren til opbevaring efter følgende regler:

  • 1) For finansielle instrumenter, som kan opbevares i depot, gælder følgende:

    • a) Depositaren skal opbevare alle finansielle instrumenter, der kan registreres på en konto eller i et depot oprettet hos depositaren.

    • b) Depositaren skal opbevare alle fysiske finansielle instrumenter, der kan udleveres til depositaren.

    • c) Depositaren sikrer, at de opbevarede finansielle instrumenter registreres på konti eller i depoter, der er separate fra depositarens egne, og at de benyttede konti og depoter er oprettet i den alternative investeringsfonds eller dennes forvalters navn, således at de til enhver tid kan identificeres som tilhørende den alternative investeringsfond.

    • d) Registreringerne skal overholde reglerne i § 95 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

  • 2) For andre aktiver gælder følgende:

    • a) Depositaren skal verificere, at den alternative investeringsfond eller dennes forvalter på vegne af fonden er ejer af aktiverne.

    • b) Vurderingen af ejerskab skal baseres på dokumentation fremlagt af den alternative investeringsfond eller dennes forvalter og på eventuelt eksisterende ekstern dokumentation.

    • c) Depositaren skal føre register over de aktiver, som depositaren har verificeret at den alternative investeringsfond eller dennes forvalter på vegne af fonden er ejer af. Depositaren skal løbende sikre, at registeret er ajourført.

Stk. 2 Depositaren må ikke sælge, pantsætte eller på anden måde disponere over den alternative investeringsfonds aktiver eller de aktiver, som forvalteren forvalter på vegne af fonden, uden forudgående samtykke fra fonden eller dennes forvalter.

§ 52

Depositaren skal sikre, at

  • 1) salg, udstedelse, tilbagekøb, indløsning og annullering af andele i den alternative investeringsfond sker i overensstemmelse med gældende national ret og fondens vedtægter eller fondsbestemmelser,

  • 2) beregningen af den indre værdi pr. andel sker i overensstemmelse med gældende lovgivning, fondens vedtægter eller fondsbestemmelser og procedurerne i kapitel 6,

  • 3) modydelsen i forbindelse med transaktioner, som den alternative investeringsfond indgår i, leveres til fonden inden for sædvanlige frister og

  • 4) den alternative investeringsfonds indtægter anvendes i overensstemmelse med gældende lovgivning og fondens vedtægter eller fondsbestemmelser.

Stk. 2 Depositaren skal udføre forvalterens instrukser, medmindre disse strider imod gældende lovgivning eller fondens vedtægter eller fondsbestemmelser.

§ 53

Depositaren skal under udførelsen af sine opgaver handle ærligt, retfærdigt, professionelt, uafhængigt og i den alternative investeringsfonds og dennes investorers interesse.

Stk. 2 Depositaren må ikke udføre aktiviteter, der kan skabe interessekonflikter mellem den alternative investeringsfond, fondens investorer, forvalteren og depositaren selv, medmindre depositaren funktionelt og hierarkisk har adskilt udførelsen af sine depositaropgaver fra udførelsen af de andre opgaver, der potentielt kunne skabe interessekonflikter, og de potentielle interessekonflikter er fyldestgørende påvist, styret, overvåget og oplyst til den alternative investeringsfonds investorer.

§ 54

Depositaren må ikke delegere opgaver omfattet af §§ 50-53 til tredjemand, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2 Uanset stk. 1 kan opgaver omfattet af § 51, stk. 1, delegeres, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Opgaverne delegeres ikke i den hensigt at unddrage sig kravene i denne lov.

  • 2) Depositaren skal objektivt kunne begrunde delegationen.

  • 3) Depositaren har udvist tilstrækkelig dygtighed, grundighed og omhu i forbindelse med udvælgelsen af enhver tredjemand, som opgaverne er delegeret til.

  • 4) Depositaren skal udvise dygtighed, grundighed og omhu i den løbende kontrol med og overvågning af tredjemandens løsning af de delegerede opgaver og derved forbundne arrangementer.

  • 5) Depositaren skal sikre, at den tredjemand, til hvem opgaver er delegeret, i forbindelse med udførelsen af disse opgaver til enhver tid opfylder følgende betingelser:

    • a) Tredjemandens organisation og kompetencer skal være tilstrækkelige i forhold til arten og kompleksiteten af de aktiver, der tilhører den alternative investeringsfond eller forvalteren på vegne af fonden, som er overdraget til opbevaring hos tredjemanden.

    • b) For så vidt angår delegation af de opbevaringsopgaver, som er omfattet af § 51, stk. 1, nr. 1, skal tredjemanden være underlagt en effektiv tilsynsmæssig regulering, herunder minimumskapitalkrav, og overvågning i den pågældende jurisdiktion, og tredjemanden skal være underlagt periodisk ekstern revision for at sikre, at de finansielle instrumenter er i tredjemandens besiddelse, jf. dog stk. 3.

    • c) Tredjemanden skal holde depositarens kunders aktiver adskilt fra depositarens og tredjemandens egne aktiver på en måde, så de til enhver tid kan identificeres som tilhørende den specifikke kunde hos depositaren.

    • d) Tredjemanden må ikke sælge, pantsætte eller på anden måde disponere over aktiverne uden forudgående at have fået samtykke til dette fra den alternative investeringsfond eller dennes forvalter og at have underrettet depositaren herom.

    • e) Tredjemanden skal overholde pligterne og forbuddene i §§ 51 og 53.

Stk. 3 Depositaren kan delegere til tredjemand, uanset at kravene i stk. 2, nr. 5, litra b, ikke er opfyldt, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Delegationen skal gælde finansielle instrumenter, for hvilke der gælder, at et tredjelands lovgivning kræver, at disse skal opbevares i depot hos en lokal enhed.

  • 2) Der delegeres ikke funktioner i videre omfang end krævet som følge af tredjelands lovgivning.

  • 3) Ingen lokal enhed opfylder kravene i stk. 2, nr. 5, litra b, for delegation.

  • 4) Investorerne i den alternative investeringsfond skal forud for deres investering i fonden behørigt informeres om, at delegationen er påkrævet på grund af regler i tredjelandet, og om omstændighederne, der retfærdiggør delegationen.

  • 5) Den alternative investeringsfond eller dens forvalter skal have pålagt depositaren at delegere opbevaring af sådanne finansielle instrumenter til den lokale enhed.

Stk. 4 Delegation efter undtagelsen i stk. 3 kan kun opretholdes, så længe alle betingelserne i stk. 3, nr. 1-3, er opfyldt.

Stk. 5 Tredjemand kan videredelegere de opgaver, som tredjemand har fået delegeret af depositaren, under forudsætning af at videredelegationen opfylder samme krav, som gælder for depositarens delegation. § 56 finder anvendelse på de relevante parter i tilfælde af videredelegation.

Stk. 6 Levering af ydelser via værdipapirafviklingssystemer, der er omfattet af reglerne, som gennemfører direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer, og levering af ydelser via tredjelandes værdipapirafviklingssystemer, anses ikke som delegation af depositarfunktioner.

§ 55

Depositaren er ansvarlig over for den alternative investeringsfond eller fondens investorer for tab af finansielle instrumenter opbevaret i depot efter reglerne i § 51, stk. 1, nr. 1, som er forårsaget af depositaren eller tredjemand, til hvem opgaven er delegeret.

Stk. 2 I tilfælde af tab af finansielle instrumenter opbevaret i depot skal depositaren uden unødigt ophold yde en erstatning til den alternative investeringsfond eller dennes forvalter på vegne af fonden i form af finansielle instrumenter af samme type eller et beløb svarende til værdien af disse.

Stk. 3 Depositaren er dog ikke ansvarlig for tab efter stk. 1 og 2, såfremt denne kan bevise, at tabet skyldes en ekstern hændelse, som depositaren ikke med rimelighed kunne forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selv om depositaren havde truffet alle rimelige forholdsregler.

Stk. 4 Depositaren er endvidere ansvarlig over for den alternative investeringsfond eller dennes investorer for ethvert andet tab, som disse måtte lide som følge af depositarens uagtsomme eller forsætlige misligholdelse af sine forpligtelser efter denne lov.

§ 56

Depositarens ansvar påvirkes ikke af en eventuel delegation efter § 54, jf. dog stk. 2 og § 57.

Stk. 2 Uanset stk. 1 kan depositaren frigøre sig fra sit erstatningsansvar i forbindelse med tab af finansielle instrumenter opbevaret i depot hos tredjemand efter reglerne om delegation i § 54, hvis depositaren kan bevise, at

  • 1) alle krav til delegation af opbevaringen af finansielle instrumenter efter § 54 er opfyldt,

  • 2) der er indgået en skriftlig aftale imellem depositaren og tredjemanden, som udtrykkeligt overdrager depositarens erstatningsansvar til tredjemanden og samtidig gør det muligt for den alternative investeringsfond eller dennes forvalter på vegne af fonden at gøre et krav gældende over for tredjemanden i tilfælde af tab af finansielle instrumenter eller gør det muligt for depositaren at gøre et sådant krav gældende på vegne af den alternative investeringsfond, og

  • 3) der er indgået en skriftlig aftale imellem depositaren og den alternative investeringsfond eller dennes forvalter på vegne af fonden, som udtrykkeligt tillader en sådan frigørelse fra erstatningsansvaret, og som giver den objektive begrundelse for at indgå en sådan aftale om depositarens frigørelse fra erstatningsansvar.

§ 57

Når lovgivningen i et tredjeland kræver, at visse finansielle instrumenter skal opbevares i depot hos en lokal enhed, og der ikke er nogen lokale enheder, der opfylder delegationskravene i § 54, stk. 2, nr. 5, litra b, kan en depositar endvidere frigøre sig fra sit erstatningsansvar, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Den alternative investeringsfonds vedtægter eller fondsbestemmelser skal udtrykkeligt give mulighed for en sådan frigørelse fra erstatningsansvar.

  • 2) Investorerne i den alternative investeringsfond skal forud for deres investering i fonden være behørigt informeret om frigørelsen fra erstatningsansvar og de omstændigheder, der berettiger den.

  • 3) Den alternative investeringsfond eller dens forvalter skal have pålagt depositaren at delegere opbevaringen af sådanne finansielle instrumenter til den lokale enhed.

  • 4) Der er indgået en skriftlig aftale imellem depositaren og tredjemanden, som udtrykkeligt overdrager depositarens erstatningsansvar til tredjemanden og samtidig gør det muligt for den alternative investeringsfond eller dennes forvalter på vegne af fonden at gøre et krav gældende over for tredjemanden i tilfælde af tab af finansielle instrumenter eller gør det muligt for depositaren at gøre et sådant krav gældende på vegne af den alternative investeringsfond.

  • 5) Der skal være indgået en skriftlig aftale imellem depositaren og den alternative investeringsfond eller dens forvalter på vegne af fonden, som udtrykkeligt tillader en sådan frigørelse fra erstatningsansvaret.

§ 58

Hvis en depositar eller tredjemand er ifaldet ansvar over for den alternative investeringsfonds investorer, kan fondens investorer gøre dette ansvar gældende enten direkte eller indirekte igennem fondens forvalter afhængigt af den juridiske karakter af forholdet imellem depositaren, fondens forvalter og fondens investorer.

§ 59

En depositar skal efter anmodning stille alle de oplysninger til rådighed for depositarens kompetente myndigheder, som depositaren har indhentet under udførelsen af sine opgaver, og som kan være nødvendige for den alternative investeringsfonds og dennes forvalters kompetente myndigheder. Såfremt den alternative investeringsfond eller dennes forvalters kompetente myndigheder er forskellige fra depositarens, skal depositarens kompetente myndigheder straks videregive de modtagne oplysninger til den alternative investeringsfond og dennes forvalters kompetente myndigheder.

§ 60

Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for følgende:

  • 1) Depositaraftalens indhold, jf. § 45, stk. 2 og 3.

  • 2) Vurdering af, om tredjelandes tilsynsmæssige regulering og overvågning svarer til reguleringen i Den Europæiske Union og håndhæves effektivt, jf. § 49, nr. 3.

  • 3) Betingelserne for udførelsen af depositarfunktionerne i § 50, stk. 1, og §§ 51 og 52, herunder

    • a) hvilke typer af finansielle instrumenter der er omfattet af depositarens opbevaringspligt, jf. § 51, stk. 1, nr. 1,

    • b) betingelserne for, hvordan depositaren skal udøve sine opbevaringsopgaver med hensyn til finansielle instrumenter, der er registreret hos en central depositar, og

    • c) betingelserne for, hvordan depositaren efter § 51, stk. 1, nr. 2, skal udøve sine opbevaringsopgaver med hensyn til finansielle instrumenter, som er udstedt på navn og registreret hos en udsteder eller en registrator.

  • 4) Depositarens forpligtelser i forbindelse med udvælgelse og overvågning af tredjemand ved delegation af depositaropgaver, jf. § 54, stk. 2, nr. 3 og 4.

  • 5) De krav, der stilles til tredjemands adskillelse af depositarens egne aktiver fra sine kunders aktiver, jf. § 54, stk. 2, nr. 5, litra c.

  • 6) De nærmere betingelser og omstændigheder, hvorunder finansielle aktiver, som depositaren er ansvarlig for, skal anses for at være gået tabt, jf. § 55, stk. 1.

  • 7) Hvad der skal forstås ved eksterne hændelser, som depositaren ikke med rimelighed kunne forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selv om depositaren havde truffet alle rimelige forholdsregler, jf. § 55, stk. 3.

  • 8) Hvilke betingelser og omstændigheder der skal foreligge, for at der er objektive grunde til at indgå en aftale, der frigør depositaren for dennes erstatningsansvar, jf. § 56, stk. 2, nr. 3.