Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Lov nr. 598 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 01. marts 2024

Kapitel 4 1 Generelle bestemmelser
§ 18

En forvalter af alternative investeringsfonde skal til enhver tid

  • 1) udøve sine aktiviteter i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for forvaltningsområdet,

  • 2) råde over og effektivt anvende de ressourcer og procedurer, som er nødvendige for en tilfredsstillende udøvelse af virksomheden,

  • 3) træffe alle rimelige foranstaltninger for at undgå interessekonflikter og, når de ikke kan undgås, påvise, styre og overvåge interessekonflikterne,

  • 4) oplyse de forvaltede alternative investeringsfonde, investorerne i disse og eventuelle andre berørte parter om mulige interessekonflikter for at forhindre, at de får negativ indflydelse på de forvaltede fonde eller investorerne i disses interesser, og for at sikre, at fondene behandles retfærdigt,

  • 5) overholde alle gældende regler, således at forvalteren bedst muligt kan varetage interesserne for de forvaltede fonde, fondenes investorer og markedernes integritet, og

  • 6) behandle alle de forvaltede alternative investeringsfondes investorer retfærdigt.

Stk. 2 Ingen investor i en alternativ investeringsfond må gives fortrinsbehandling i forhold til andre investorer, medmindre det klart fremgår af fondens vedtægter eller fondsbestemmelser, at den pågældende investor har ret til en sådan fortrinsbehandling. Bekendtgørelse om den klageansvarlige og finansielle virksomheders håndtering af klager

Stk. 3 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 og 2 omhandlede forhold. Bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel

Stk. 4 Erhvervsministeren kan fastsætte regler om kompetencekrav for ansatte hos en forvalter af alternative investeringsfonde, der har tilladelse til at udøve aktiviteter omfattet af bilag 1, nr. 3, litra b, nr. i.

Skønsmæssig porteføljepleje og accessoriske tjenesteydelser
I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er ordene ”og accessoriske tjenesteydelser” fra titlen på § 19 ved en fejl blevet slettet, jf. § 3, nr. 1, i ændringslov nr. 632 af 8. juni 2016.
§ 19

En forvalter af alternative investeringsfonde, der har tilladelse til at udøve skønsmæssig porteføljepleje, jf. bilag 1, nr. 3, litra a, må ikke investere noget af kundens portefølje i de alternative investeringsfonde, som forvalteren selv forvalter, medmindre kunden forinden skriftligt har accepteret dette.

§ 19a

(Ophævet)

§ 19b

(Ophævet)

Aflønning
§ 20

En forvalter af alternative investeringsfonde skal have en skriftlig lønpolitik, der er i overensstemmelse med og fremmer en sund og effektiv risikostyring.

Stk. 2 Ved en forvalters aflønning af medlemmer af ledelsen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på forvalterens risikoprofil eller på risikoprofilen for de forvaltede alternative investeringsfonde, skal forvalteren sikre sig, at følgende er opfyldt:

  • 1) De variable løndele til et medlem af ledelsen må højst udgøre 50 pct. af honoraret eller den faste grundløn inklusive pension.

  • 2) De variable løndele til andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på forvalterens risikoprofil eller på risikoprofilen for de forvaltede alternative investeringsfonde, må højst udgøre 100 pct. af den faste grundløn inklusive pension.

  • 3) En forvalter af alternative investeringsfondes øverste organ kan dog beslutte, at de variable løndele til andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på forvalterens risikoprofil eller på risikoprofilen for de forvaltede alternative investeringsfonde, jf. nr. 2, kan udgøre op til 200 pct. af den faste grundløn inklusive pension, forudsat at følgende krav opfyldes:

    • a) Forvalteren skal senest ved indkaldelse til det øverste organs forsamling orientere det øverste organ om, at der ønskes stillingtagen til benyttelse af et højere maksimalt loft.

    • b) Det øverste organ skal tage beslutningen om benyttelse af et højere maksimalt loft på baggrund af en detaljeret anbefaling fra forvalteren, der begrunder indstillingen herom, herunder antallet af berørte ansatte, disses arbejdsområder, det nye foreslåede maksimale loft og den forventede indvirkning på forvalterens mulighed for at bevare et sundt kapitalgrundlag. Kapitalejerne skal modtage anbefalingen senest samtidig med indkaldelsen til det øverste organs forsamling.

    • c) Forvalteren skal senest samtidig med formidling af anbefalingen til kapitalejerne, jf. litra b, informere Finanstilsynet om anbefalingen til kapitalejerne, herunder det foreslåede højere maksimale loft og begrundelsen for indstillingen. Forvalteren skal på anmodning fra Finanstilsynet godtgøre, at det foreslåede højere maksimale loft ikke er i strid med forvalterens forpligtelser efter denne lov, herunder særlig kapitalgrundlagskravene.

    • d) Beslutningen om benyttelse af et højere maksimalt loft skal tiltrædes af forvalterens øverste organ med mindst 66 pct. af de afgivne stemmer, forudsat at mindst 50 pct. af de stemmeberettigede kapitalandele er repræsenteret på forsamlingen. Er mindre end 50 pct. af de stemmeberettigede kapitalandele repræsenteret på forsamlingen, skal beslutningen tiltrædes af mindst 75 pct. af de afgivne stemmer. En ansat, som er kapitalejer i forvalteren, må ikke deltage i afstemningen herom på det øverste organs forsamling, hvis den ansatte har en væsentlig interesse i beslutningen, der kan være stridende mod forvalterens interesse.

    • e) Forvalteren skal senest 8 dage efter det øverste organs forsamling informere Finanstilsynet om det øverste organs beslutning, herunder om størrelsen på et eventuelt besluttet højere maksimalt loft.

  • 4) Med forbehold for den alternative investeringsfonds retlige struktur og dens fondsregler og vedtægter skal en væsentlig del og under alle omstændigheder mindst 50 pct. af en variabel løndel til et medlem af ledelsen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på forvalterens risikoprofil eller på risikoprofilen for de forvaltede alternative investeringsfonde, på tidspunktet for beregningen heraf bestå af en balance af andele, kapitalandele eller instrumenter knyttet til kapitalandele i de alternative investeringsfonde eller disses modervirksomhed, der ejer de alternative investeringsfonde fuldt ud, eller af tilsvarende instrumenter, der afspejler de alternative investeringsfondes værdi. Minimumskravet på 50 pct. i 1.pkt. finder ikke anvendelse, hvis forvaltningen af alternative investeringsfonde udgør mindre end 50 pct. af den samlede portefølje, som forvaltes af forvalteren.

  • 5) Forvalterens udbetaling af mindst 40 pct. af en variabel løndel og ved større beløb mindst 60 pct. skal ske over en periode på mindst 4 år, dog for et medlem af ledelsen mindst 5 år, med påbegyndelse 1 år efter beregningstidspunktet med en ligelig fordeling over årene eller med en voksende andel i slutningen af perioden. Hvis en alternativ investeringsfonds livscyklus er kortere end henholdsvis 4 og 5 år, tilpasses perioden i 1. pkt. til fondens livscyklus og indløsningspolitik.

  • 6) Forvalteren kan undlade at udbetale en variabel løndel helt eller delvis, såfremt forvalteren på tidspunktet for udbetaling af den variable løndel ikke overholder kravene til kapitalgrundlag i § 16, eller hvis Finanstilsynet vurderer, at der er nærliggende risiko herfor.

  • 7) Forvalteren udbetaler ikke variabel løn til et medlem af ledelsen, såfremt forvalteren i den periode, som aftalen om den variable løn vedrører, og indtil tidspunktet for beregningen heraf får en frist fra Finanstilsynet efter § 16 om opfyldelse af kravene til kapitalgrundlag.

Stk. 3 For et medlem af ledelsen i forvaltere må optioner vedrørende kapitalandele eller lignende instrumenter højst udgøre 12,5 pct. af honoraret eller den faste grundløn inklusive pension på tidspunktet for beregningen heraf.

Stk. 4 Forvalteren skal sikre sig, at kapitalandele og instrumenter m.v., der overdrages til et medlem af ledelsen eller andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på forvalterens risikoprofil eller på risikoprofilen for de forvaltede alternative investeringsfonde, som en del af den variable løn, som er nævnt i stk. 2, nr. 4, ikke må afhændes af disse personer i en passende periode. Forvalteren skal ligeledes sikre sig, at disse personer ikke må foretage en afdækning af den risiko, der knytter sig til disse kapitalandele og instrumenter m.v.

Stk. 5 Forvalteren skal sikre sig, at udbetaling eller overdragelse af den efter stk. 2, nr. 5, udskudte variable løndel til et medlem af ledelsen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på forvalterens risikoprofil eller på risikoprofilen for de forvaltede alternative investeringsfonde, er betinget af, at de kriterier, der har dannet grundlag for beregningen af den variable løndel, fortsat er opfyldt på udbetalingstidspunktet, betinget af, at den pågældende ikke har deltaget i eller været ansvarlig for en adfærd, der har resulteret i betydelige tab for forvalteren eller de alternative investeringsfonde, eller ikke har efterlevet passende krav til egnethed og hæderlighed, og betinget af, at forvalterens eller de alternative investeringsfondes økonomiske situation ikke er væsentligt forringet i forhold til tidspunktet for beregningen af den variable løndel.

Stk. 6 Forvalteren skal sikre sig, at medlemmer af ledelsen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på forvalterens risikoprofil eller på risikoprofilen for de forvaltede alternative investeringsfonde, som modtager variabel løn, skal tilbagebetale den variable løn helt eller delvis, hvis den variable løn er udbetalt på grundlag af oplysninger om resultater, som kan dokumenteres at være fejlagtige, og hvis modtageren er i ond tro.

Stk. 7 Forvalteren skal sikre sig, at såfremt et medlem af ledelsen eller andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på forvalterens risikoprofil eller på risikoprofilen for de forvaltede alternative investeringsfonde, tildeles en pensionsydelse, som helt eller delvis kan sidestilles med variable løndele, skal forvalteren, hvis modtageren forlader forvalteren inden pensionstidspunktet, beholde denne del af pensionsydelsen i 5 år i form af instrumenter som nævnt i stk. 2, nr. 4. Stk. 5 og 6 finder tilsvarende anvendelse på de i 1. pkt. nævnte tilfælde. Hvis modtageren er medlem af det øverste ledelsesorgan eller ansat hos forvalteren ved pensionsalderen, skal forvalteren udbetale den variable del af pensionsydelsen til modtageren i form af de i stk. 2, nr. 4, nævnte instrumenter uden mulighed for afhændelse eller udnyttelse i en periode på 5 år. Stk. 6 finder tilsvarende anvendelse på de i 3. pkt. nævnte tilfælde.

Stk. 8 Stk. 2-7 finder alene anvendelse på ansættelsesforhold, der ikke er omfattet af kollektive overenskomster, dog således at stk. 2-7 finder anvendelse på aftaler om variable løndele for personer i ansættelsesforhold, der er omfattet af en kollektiv overenskomst, hvis aftalen om variabel løn ikke er fastsat i overenskomsten.

Stk. 9 Stk. 2, nr. 1-5, stk. 4, 1. pkt., og stk. 5 finder ikke anvendelse for præferenceafkast i følgende situationer:

  • 1) Hvis den alternative investeringsfond har tilbagebetalt indskuddene til investorerne og et beløb svarende til en på forhånd fastsat forrentning af indskuddet, førend præferenceafkast udbetales til medlemmer af ledelsen eller andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på forvalterens risikoprofil eller på risikoprofilen for de forvaltede alternative investeringsfonde, og hvis det præferenceafkast, som udbetales, underlægges tilbagetagelseskrav, jf. stk. 6, indtil den pågældende alternative investeringsfond likvideres.

  • 2) For alternative investeringsfonde, der investerer i aktiver, der er karakteriseret ved en lang investeringshorisont og ved forudsigelige betalingsstrømme fra de investerede aktiver, og hvor præferenceafkast udbetales til medlemmer af ledelsen eller andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på forvalterens risikoprofil eller på risikoprofilen for de forvaltede alternative investeringsfonde, inden den alternative investeringsfond har tilbagebetalt alle indskuddene til investorerne samt et beløb svarende til hele den på forhånd fastsatte forrentning af indskuddet. I den forbindelse er det en forudsætning, at det på tidspunktet for udbetaling af præferenceafkast med stor sikkerhed kan fastslås, at investeringen muliggør tilbagebetaling af indskud samt den på forhånd fastsatte forrentning til investorerne inden for en aftalt tidshorisont, og at det præferenceafkast, som udbetales, underlægges tilbagetagelseskrav, jf. stk. 6, indtil den pågældende alternative investeringsfond likvideres.

Stk. 10 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de foranstaltninger, som en forvalter skal træffe for at have en lønpolitik og -praksis, der er i overensstemmelse med og fremmer en sund og effektiv risikostyring, herunder nærmere regler vedrørende udbetaling af variabel løn, jf. de i stk. 1-7 nævnte forhold.

Stk. 11 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om definitionen af andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på forvalterens risikoprofil eller på risikoprofilen for de forvaltede alternative investeringsfonde.

§ 20a

Indgår en forvalter af alternative investeringsfonde en aftale om en fratrædelsesordning med et medlem af direktionen, og overstiger værdien af ordningen et beløb svarende til den pågældendes samlede vederlag i de seneste 2 regnskabsår inklusive pension, skal forvalteren offentliggøre størrelsen af det samlede vederlag, herunder størrelsen af de enkelte vederlagsdele, og en begrundelse for vederlagsdelenes størrelse.

Stk. 2 Offentliggørelsen efter stk. 1 skal ske på forvalterens hjemmeside på samme sted, som forvalterens lønpolitik er offentliggjort, og skal ske, hurtigst muligt og senest 3 hverdage efter at aftalen er indgået. Oplysningerne om et medlem af direktionens fratrædelsesordning skal være tilgængelige, så længe aftalen er gældende.

§ 20b

Løn i en aftalt opsigelsesperiode til et medlem af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde, der ikke modsvares af en sædvanlig arbejdsforpligtelse, skal udbetales månedsvis i opsigelsesperioden.

§ 20c

En fratrædelsesgodtgørelse til et medlem af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde skal afspejle de resultater, der er opnået ved varetagelse af stillingen, og må ikke belønne forseelser eller manglende resultater.

Stk. 2 Fratrædelsesgodtgørelsen skal udbetales i månedsvise rater svarende til størrelsen af modtagerens gennemsnitlige månedsløn inklusive pension i det seneste regnskabsår.

Stk. 3 Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen kan tidligst begynde, efter en eventuel løn i opsigelsesperioden er udbetalt fuldt ud.

Stk. 4 Bestyrelsen skal indstille udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis bestyrelsen vurderer, at direktøren under sin ansættelse har udvist en adfærd, der må anses for at udgøre et alvorligt ledelsesmæssigt svigt. Bestyrelsen skal tilbageholde udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, hvis forvalteren sigtes for strafbare forhold, der kan tilregnes direktøren, eller hvis bestyrelsen bliver bekendt med, at direktøren er sigtet for strafbare forhold, som er begået i forbindelse med vedkommendes ansættelse i forvalteren.

Stk. 5 Bestyrelsen skal kræve tilbagebetaling af en fratrædelsesgodtgørelse, der er udbetalt helt eller delvis, inden bestyrelsen er blevet bekendt med adfærd eller forhold omfattet af stk. 4.

§ 20d

§§ 20 a-20 c kan ikke fraviges ved aftale, herunder ved aftale om fratrædelsesordning til et medlem af direktionen i en forvalter af alternative investeringsfonde, der indgås med en anden virksomhed i koncernen, som ikke er omfattet af reglerne.

§ 21

En forvalter af alternative investeringsfonde, der er betydelig i kraft af sin størrelse og størrelsen af de alternative investeringsfonde, den forvalter, sin interne organisation og sine aktiviteters art, formål og kompleksitet, skal nedsætte et aflønningsudvalg, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 I koncerner med flere virksomheder, som i medfør af stk. 1 eller § 77 c, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed har pligt til at nedsætte et aflønningsudvalg, kan der nedsættes et fælles aflønningsudvalg for disse virksomheder i koncernen eller en del heraf. Aflønningsudvalget skal organisatorisk placeres i en virksomhed under tilsyn af Finanstilsynet og skal nedsættes i en virksomhed, der er modervirksomhed for de øvrige virksomheder, som udvalget er nedsat for.

Stk. 3 Formanden og medlemmerne af aflønningsudvalget skal være medlemmer af det øverste ledelsesorgan i den virksomhed, som nedsætter aflønningsudvalget, eller af de øverste ledelsesorganer i virksomheder, der i medfør af stk. 2 har et fælles aflønningsudvalg. Aflønningsudvalget skal sammensættes således, at medlemmerne har den fornødne viden og de fornødne kvalifikationer og kompetencer til at forstå og overvåge forvalterens lønpolitik og -praksis, risikostyring og kontrolaktiviteter, navnlig for så vidt angår tilpasning af forvalterens aflønningsstruktur til forvalterens risikoprofil og risikoprofilen for de forvaltede alternative investeringsfonde og forvaltning af kapital og likviditet, og er i stand til at foretage en kvalificeret og uafhængig vurdering af, om virksomhedens aflønning, herunder lønpolitik og tilhørende forretningsgange, er i overensstemmelse med § 20.

Stk. 4 Aflønningsudvalget skal forestå det forberedende arbejde for det øverste ledelsesorgans beslutninger vedrørende aflønning, herunder lønpolitik og andre beslutninger herom, som kan have indflydelse på forvalterens risikostyring, og i den forbindelse forestå følgende:

  • 1) Aflønningsudvalget skal rådgive bestyrelsen om udformning af forvalterens lønpolitik, bistå bestyrelsen med at påse overholdelsen af forvalterens lønpolitik i praksis og vurdere, om forvalterens lønpolitik er opdateret, herunder om nødvendigt komme med forslag til opdateringer af lønpolitikken.

  • 2) Aflønningsudvalget skal sikre, at oplysningerne forelagt for en forvalter af alternative investeringsfondes øverste organ om forvalterens lønpolitik og -praksis samt oplysningerne efter § 20, stk. 2, nr. 3, litra a og b, er tilstrækkelige.

  • 3) Aflønningsudvalget skal vurdere, om forvalterens processer og systemer er tilstrækkelige og tager højde for forvalterens risici, herunder risici forbundet med forvaltning af kapital og likviditet, i forhold til forvalterens aflønningsstruktur, og sikre, at forvalterens lønpolitik og -praksis er i overensstemmelse med og fremmer en sund og effektiv risikostyring og er i overensstemmelse med forvalterens forretningsstrategi, målsætninger, værdier og langsigtede interesser.

  • 4) Aflønningsudvalget skal vurdere forvalterens og de alternative investeringsfondes samlede resultater og sikre, at direktionen har evalueret, om de resultatkriterier, der har dannet grundlag for beregningen af variable løndele til forvalterens medlemmer af bestyrelsen og direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på forvalterens risikoprofil eller på risikoprofilen for de forvaltede alternative investeringsfonde, fortsat er opfyldt på udbetalingstidspunktet, jf. § 20, stk. 5.

  • 5) Aflønningsudvalget skal kontrollere udvalgte evalueringer foretaget af direktionen, jf. nr. 4, for at teste, om betingelserne i § 20, stk. 5, er opfyldt.

  • 6) Aflønningsudvalget skal sikre, at de uafhængige kontrolfunktioner og andre relevante funktioner inddrages, i det omfang det er nødvendigt for gennemførelsen af opgaverne i nr. 1-5, og i det omfang det er nødvendigt, søge ekstern rådgivning.

Stk. 5 Aflønningsudvalget kan varetage andre opgaver vedrørende aflønning. Udvalget skal i det forberedende arbejde varetage forvalterens langsigtede interesser, herunder også i forhold til kapitalejere og andre investorer, og offentlighedens interesse.

Stk. 6 I en forvalter, der er omfattet af stk. 1, og hvor der er medarbejderrepræsentation i bestyrelsen i medfør af reglerne i kapitel 8 i selskabsloven, skal mindst en af disse repræsentanter være medlem af aflønningsudvalget nedsat i medfør af stk. 1 eller stk. 2.

§ 22

Det øverste organ i forvaltere af alternative investeringsfonde skal godkende forvalterens lønpolitik, jf. § 20, stk. 1, herunder retningslinjer for tildeling af variabel løn og retningslinjer for fratrædelsesgodtgørelser.

Stk. 2 I en forvalter skal formanden for det øverste ledelsesorgan i sin beretning for forvalterens øverste organ redegøre for aflønningen af forvalterens ledelse. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om aflønningen i det foregående regnskabsår og om den forventede aflønning i det indeværende og det kommende regnskabsår.

Stk. 3 Forvalteren skal offentliggøre det samlede vederlag for hvert enkelt medlem af ledelsen, som vedkommende som led i dette hverv har optjent fra forvalteren i det pågældende regnskabsår, og som vedkommende i samme regnskabsår har optjent som medlem af ledelsen i en virksomhed inden for samme koncern. Forvalteren skal i årsrapporten angive, hvor oplysningerne i henhold til 1. pkt. kan findes. Oplysningerne skal være offentligt tilgængelige i mindst 10 år fra tidspunktet for den seneste årsrapports offentliggørelse.

Stk. 4 Finanstilsynet fastsætter regler for forvalternes pligt til at offentliggøre oplysninger om deres aflønning af medlemmer af ledelsen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på forvalterens risikoprofil eller på risikoprofilen for de forvaltede alternative investeringsfonde.

§ 22a

(Ophævet)

Interessekonflikter
§ 23

En forvalter af alternative investeringsfonde skal ved indretningen af sin virksomhed organisatorisk såvel som administrativt træffe alle rimelige foranstaltninger med henblik på at identificere, forhindre, styre og overvåge interessekonflikter for at forhindre, at de skader de forvaltede alternative investeringsfondes eller deres investorers interesser.

Stk. 2 En forvalter skal kunne identificere interessekonflikter, der vil kunne opstå i forbindelse med forvaltningen af alternative investeringsfonde imellem følgende:

  • 1) Forvalteren, herunder dens ledelse, ansatte eller enhver anden person, der direkte eller indirekte er forbundet med forvalteren ved et kontrolforhold, og de forvaltede alternative investeringsfonde eller investorer i sådanne alternative investeringsfonde.

  • 2) Forskellige forvaltede alternative investeringsfonde eller UCITS indbyrdes eller imellem investorer i sådanne fonde eller UCITS.

  • 3) Forvaltede alternative investeringsfonde eller investorer i sådanne fonde og en eller flere af forvalterens andre kunder.

  • 4) To af forvalterens kunder.

Stk. 3 Hvis kravene i stk. 1 og 2 ikke med rimelig sikkerhed kan sikre, at risikoen for at skade investorernes interesser vil blive undgået, skal forvalteren klart oplyse investorerne om interessekonflikternes generelle karakter eller kilderne hertil, inden forvalteren påtager sig opgaver på investorernes vegne.

Stk. 4 Forvalteren skal udarbejde passende politikker og procedurer for håndteringen af interessekonflikter, som skal anvendes, når de organisatoriske ordninger og foranstaltninger efter stk. 1 ikke er tilstrækkelige.

Stk. 5 Hvis forvalteren anvender prime broker-ydelser på vegne af en alternativ investeringsfond, skal betingelserne for sådanne ydelser være fastsat i en skriftlig aftale. Mulighederne for værdipapirudlån eller anden overførsel af den alternative investeringsfonds aktiver, herunder aktiver stillet til sikkerhed, skal reguleres i aftalen, såfremt dette skal være muligt, og skal ske inden for rammerne af den alternative investeringsfonds vedtægter eller fondsbestemmelser. Det skal fremgå af aftalen, at den alternative investeringsfonds depositar skal underrettes om aftalen. Forvalteren skal udvise den fornødne omhu ved udvælgelse af prime brokere, som der indgås aftale med.

Stk. 6 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de foranstaltninger, som forvalteren efter stk. 1 og 3-5 med rimelighed kan forventes at træffe, om de forskellige typer af interessekonflikter, som er omhandlet i stk. 2, og om forebyggelse af interessekonflikter.

Risikostyring
§ 24

En forvalter af alternative investeringsfonde skal for at forebygge interessekonflikter etablere en risikostyringsfunktion, som skal være funktionelt og hierarkisk adskilt fra de operative enheder, herunder porteføljeplejefunktionerne, og som konsekvent og effektivt er i stand til at påvise, måle, styre og overvåge alle risici, som er relevante i forhold til de investeringsstrategier, målsætninger og risikoprofiler, som de forvaltede alternative investeringsfonde hver især følger.

Stk. 2 En forvalter skal foretage relevante stresstest som en del af risikostyringen.

Stk. 3 En forvalter skal sikre, at hver af de forvaltede alternative investeringsfondes risikoprofil svarer til deres størrelse, porteføljestruktur, investeringsstrategi og investeringsmålsætning som fastlagt i fondens vedtægter eller fondsbestemmelser, prospekt og andre udbudsdokumenter.

Stk. 4 En forvalter af alternative investeringsfonde skal, når denne investerer på vegne af de forvaltede alternative investeringsfonde, gennemføre relevant due diligence-procedure.

Stk. 5 En forvalter skal skriftligt fastsætte grænser for det maksimale gearingsniveau for hver af de forvaltede alternative investeringsfonde, herunder for mulighederne for genanvendelse af den alternative investeringsfonds aktiver stillet til sikkerhed eller garanti, der vil kunne ydes i henhold til gearingsaftalen. Ved fastlæggelse af grænserne skal forvalteren tage hensyn til den alternative investeringsfonds type, strategi, metode til gearing, enhver forbindelse eller anden relation til andre institutioner, som yder finansielle ydelser, som kunne udgøre en systemisk risiko, modpartsrisiko, aftaler om sikkerhedsstillelse, forholdet imellem aktiver og passiver og omfanget, arten og udbredelsen af forvalterens aktiviteter på det pågældende marked.

Stk. 6 En forvalter skal gennemgå risikostyringssystemerne med passende hyppighed og mindst én gang årligt med henblik på at sikre, at de fortsat er tilstrækkelige, og om nødvendigt tilpasse dem.

Stk. 7 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om risikostyringsfunktionen og -systemerne, herunder om kravene i stk. 1-6.

Likviditetsstyring
§ 25

En forvalter af alternative investeringsfonde skal for hver alternativ investeringsfond med undtagelse af alternative investeringsfonde, der er af den lukkede type, og som ikke anvender gearing, have og anvende et passende likviditetsstyringssystem og passende procedurer, der giver forvalteren mulighed for at overvåge fondens likviditetsrisiko og sikre, at likviditetsprofilen af investeringerne stemmer overens med fondens underliggende likviditetsforpligtelser.

Stk. 2 Forvalteren skal for alternative investeringsfonde af den åbne type og for fonde, der anvender gearing, regelmæssigt foretage stresstest for normale og ekstraordinære likviditetsforhold. Resultaterne skal indgå i risikovurderingen af fondene og tillige indgå i vurderingen af, hvad der er et passende likviditetsstyringssystem og en passende procedure for overvågning af fondenes likviditetsrisiko.

Stk. 3 Forvalteren skal sikre, at der er overensstemmelse mellem investeringsstrategi, likviditetsprofil og indløsningspolitik for hver af de forvaltede alternative investeringsfonde.

Stk. 4 Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om likviditetsstyringssystemerne og -procedurerne og om de forpligtelser, der påhviler forvalteren i medfør af stk. 3.

Investeringer i securitisationspositioner
§ 26

Eksponeres en alternativ investeringsfond mod en securitisering, der ikke længere opfylder kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU om securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering, skal forvalteren af alternative investeringsfonde handle i investorernes interesse i de relevante alternative investeringsfonde og om nødvendigt træffe korrigerende foranstaltninger.