Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde Kapitel 11

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Lov nr. 598 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 01. marts 2024

Kapitel 11 1 Forvalterens oplysningsforpligtelser over for Finanstilsynet
§ 67

Forvaltere af alternative investeringsfonde skal regelmæssigt afgive oplysninger til Finanstilsynet om følgende:

  • 1) De vigtigste markeder, som forvalteren handler på som led i porteføljeplejen for de alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter.

  • 2) De vigtigste instrumenter, som forvalteren handler med som led i porteføljeplejen for de alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter.

  • 3) De vigtigste instrumenter, som forvalteren handler med.

  • 4) De markeder, som forvalteren er medlem af eller handler på.

  • 5) De væsentligste risikoeksponeringer og koncentrationer for hver alternativ investeringsfond, som forvalteren forvalter.

Stk. 2 Ved udgangen af hvert kvartal skal forvalteren efter anmodning indsende en liste til Finanstilsynet over de alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter.

Stk. 3 Forvalteren skal for hver alternativ investeringsfond fra Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, som forvalteren forvalter, indsende følgende oplysninger til Finanstilsynet:

  • 1) Den procentuelle andel af den alternative investeringsfonds aktiver, som er omfattet af særlige foranstaltninger, fordi de er illikvide.

  • 2) Alle nye ordninger til styring af den alternative investeringsfonds likviditet.

  • 3) Den aktuelle risikoprofil og de risikostyringssystemer for den alternative investeringsfond, som forvalteren anvender til at styre markedsrisici, likviditetsrisici, modpartsrisici og andre risici, herunder operationelle risici.

  • 4) Oplysninger om de vigtigste kategorier af aktiver, som den alternative investeringsfond har investeret i.

  • 5) Resultaterne af de stresstest, der foretages i henhold til § 24, stk. 2, og § 25, stk. 2.

Stk. 4 Finanstilsynet kan kræve, at forvaltere, som Danmark er værtsland for, og som forvalter eller markedsfører alternative investeringsfonde i Danmark, forsyner Finanstilsynet med de oplysninger, som Finanstilsynet skønner nødvendige for at føre tilsyn med overholdelsen af de regler, som Danmark har ansvaret for at føre tilsyn med, herunder §§ 18, 19 og 23. Finanstilsynet må dog ikke kræve andre eller flere oplysninger end de oplysninger, som Finanstilsynet kan kræve af forvaltere med tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde efter § 11, for så vidt angår kontrollen af, om de overholder de samme regler.

Stk. 5 Finanstilsynet kan kræve, at forvaltere skal indberette andre oplysninger til Finanstilsynet end dem, der er anført i dette kapitel, hvis det er nødvendigt, for at Finanstilsynet effektivt kan overvåge opbygningen af systemiske risici. Finanstilsynet kan kræve oplysningerne regelmæssigt eller på ad hoc-basis. Finanstilsynet underretter Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed om de oplysningskrav, som Finanstilsynet har stillet. Finanstilsynet kan endvidere fastætte yderligere indberetningskrav, hvis Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed under særlige omstændigheder, og hvor det er påkrævet for at sikre det finansielle systems stabilitet og integritet eller for at fremme langsigtet bæredygtig vækst, anmoder Finanstilsynet om at indføre yderligere indberetningskrav.

Stk. 6 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de rapporterings- og oplysningsforpligtelser, som gælder for forvaltere efter stk. 1-5.

§ 68

En forvalter skal for hver af de alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter, og som i væsentligt omfang anvender gearing, stille følgende oplysninger til rådighed for Finanstilsynet:

  • 1) Det gearingsniveau, der anvendes af den alternative investeringsfond.

  • 2) En opdeling mellem gearing baseret på lån i kontanter eller værdipapirer og gearing i finansielle derivater.

  • 3) Oplysninger om det omfang, hvori fondens aktiver er blevet genanvendt i henhold til gearingsaftaler.

  • 4) De fem største kilder til lånte kontanter eller værdipapirer for hver alternativ investeringsfond og de gearede beløb, der er modtaget fra hver af disse kilder for den alternative investeringsfond.

Stk. 2 For forvaltere, hvis registrerede hjemsted er i et tredjeland, omfatter pligten til at stille oplysninger til rådighed for Finanstilsynet efter stk. 1 kun de alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter, der er fra et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller som markedsføres af forvalteren i Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 3 Forvalteren skal påvise over for Finanstilsynet, at de gearingslofter, den fastsætter for hver alternativ investeringsfond, som den forvalter, er rimelige, og at de af forvalteren fastsatte gearingslofter til enhver tid overholdes.

Stk. 4 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om, hvornår gearing efter stk. 1 skal anses for at være anvendt i væsentligt omfang af en forvalter på vegne af en alternativ investeringsfond.

Finanstilsynets anvendelse af oplysningerne
§ 69

Finanstilsynet skal anvende de oplysninger, som forvalteren indsender i medfør af § 61, stk. 1, og §§ 67 og 68, til at vurdere, i hvilket omfang gearede investeringer, der anvendes som led i alternative investeringsfondes investeringer, bidrager til at forøge den systemiske risiko i det finansielle system, risikoen for uro på markederne eller risiciene for den økonomiske vækst på lang sigt.

Stk. 2 Finanstilsynet skal sørge for, at de oplysninger om forvaltere, som er indhentet i henhold til § 68, stk. 1 og 3, og de oplysninger, som forvalteren har indsendt i henhold til § 11, stilles til rådighed for kompetente myndigheder i lande inden for Den Europæiske Union og lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, jf. § 160, stk. 1, Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed og Det Europæiske Råd for Systemiske Risici. Finanstilsynet skal tillige sørge for hurtigst muligt og bilateralt at sende oplysninger direkte til andre kompetente myndigheder i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvis en forvalter, der er omfattet af deres tilsyn, eller en alternativ investeringsfond, der forvaltes af denne forvalter, vil kunne udgøre en vigtig kilde til modpartsrisiko for et kreditinstitut eller andre systemrelevante institutioner i disse lande.

Stk. 3 Finanstilsynet skal vurdere, hvilken risiko for den finansielle stabilitet en forvalters anvendelse af gearing i forbindelse med de enkelte alternative investeringsfonde, som den forvalter, vil kunne indebære.

Stk. 4 Når det skønnes nødvendigt for at sikre den finansielle stabilitet, skal Finanstilsynet efter underretning af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, Det Europæiske Råd for Systemiske Risici og i givet fald den relevante alternative investeringsfonds kompetente myndigheder fastsætte grænser for det gearingsniveau, som forvalteren må anvende for de enkelte fonde, som forvalteren forvalter. Finanstilsynet kan også fastsætte andre restriktioner i forvalterens forvaltning af en alternativ investeringsfond for at begrænse gearingens medvirken til at forøge den systemiske risiko i det finansielle system eller risikoen for uro på markederne.

Stk. 5 Hvis Finanstilsynet agter at træffe en afgørelse som nævnt i stk. 4, som er i modstrid med den rådgivning herom, som Finanstilsynet har modtaget fra Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, skal Finanstilsynet underrette Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed herom med angivelse af begrundelsen herfor.

Stk. 6 Når Finanstilsynet har pålagt forvalteren begrænsninger i anvendelse af gearing i en alternativ investeringsfond eller andre restriktioner i forvalterens forvaltning af en alternativ investeringsfond, skal Finanstilsynet underrette Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, Det Europæiske Råd for Systemiske Risici og den alternative investeringsfonds kompetente myndigheder.

Stk. 7 Medmindre særlige forhold gør sig gældende, skal Finanstilsynet sende den i stk. 4 nævnte underretning, mindst 10 arbejdsdage før grænserne træder i kraft eller bliver forlænget.

Stk. 8 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om, under hvilke omstændigheder og hvordan Finanstilsynet fastsætter grænser for en forvalters brug af gearing samt andre restriktioner i en forvalters forvaltning af en alternativ investeringsfond.