Domæneloven Kapitel 2

Denne konsoliderede version af domæneloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om internetdomæner

Lov nr. 164 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 164 af 26. februar 2014

Kapitel 2 1 Udbud og forlængelse
§ 3

Internetdomæner, der særligt tildeles Danmark, tilhører den danske stat.

§ 4

Erhvervs- og vækstministeren træffer beslutning om, at Erhvervsstyrelsen gennemfører et udbud over retten til administrationen af et eller flere internetdomæner, eller at en eksisterende tilladelse til at administrere et internetdomæne eller flere forlænges.

Stk. 2 Beslutter erhvervs- og vækstministeren i medfør af stk. 1, at der skal afholdes udbud, fastsætter ministeren nærmere regler om,

  • 1) hvilke internetdomæner der skal være omfattet af udbuddet,

  • 2) tilladelsens varighed og midlertidig forlængelse af den eksisterende tilladelse,

  • 3) de kriterier, der kan tillægges vægt ved vurdering af de indkomne tilbud, og

  • 4) den situation, at der ved udbuddet ikke kan udpeges en vinder, herunder om, at Erhvervsstyrelsen overtager ansvaret for administrationen, indtil en administrator udpeges, eller at internetdomænet ikke skal anvendes.

Stk. 3 Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler om forlængelse af eksisterende tilladelser efter stk. 1. Bekendtgørelse om forlængelse af tilladelse til administration af internetdomænet .dk

§ 5

Beslutter erhvervs- og vækstministeren, at der skal afholdes udbud efter § 4, stk. 1, fastsætter Erhvervsstyrelsen nærmere regler for gennemførelse af udbuddet. Reglerne kan omfatte

  • 1) udbudsformen, herunder udbudsmaterialet, gennemførelse af udbuddet og forudsætninger for deltagelse i udbuddet,

  • 2) tilbudsgivernes adfærd, der kan begrænse eller har til formål at begrænse konkurrencen i forbindelse med udbuddet,

  • 3) erstatning og sanktioner for overtrædelse af regler fastsat for udbuddet i form af bortvisning fra udbuddet, tilbagekaldelse af allerede udstedte tilladelser og bod,

  • 4) deltagernes betaling af de omkostninger, der er forbundet med Erhvervsstyrelsens forberedelse og gennemførelse af udbuddet,

  • 5) principper for fordeling mellem flere administratorer af udgifterne til Klagenævnet for Domænenavnes virksomhed efter § 31 og

  • 6) depositum.

§ 6

Overtager Erhvervsstyrelsen ansvaret for administrationen af et internetdomæne som følge af regler fastsat i medfør af § 4, stk. 2, nr. 4, tilbagekaldelse af tilladelsen i medfør af § 46 eller administrators tilbagelevering af en tilladelse, finder §§ 9-11 og 16, § 17, stk. 1 og 3, § 22, stk. 3, og §§ 24, 34 og 37 ikke anvendelse på Erhvervsstyrelsens administration.

Stk. 2 Erhvervsstyrelsen opkræver gebyr for administrationen fra registranter og eventuelle registratorer, hvis Erhvervsstyrelsen midlertidigt overtager ansvaret for administrationen efter § 46, stk. 2, eller efter regler fastsat af erhvervs- og vækstministeren i medfør af § 4, stk. 2, nr. 4.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen kan opkræve ekstraordinære betalinger fra registranter og eventuelle registratorer, såfremt omkostningerne til administrationen ikke bliver dækket af gebyret efter stk. 2.

Stk. 4 Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler om gebyrer efter stk. 2 og om ekstraordinær betaling efter stk. 3.

§ 7

Erhvervsstyrelsen udpeger på baggrund af udbuddet en vinder, jf. dog § 4, stk. 2, nr. 4, og udsteder en tilladelse til denne til at administrere det eller de internetdomæner, der er omfattet af udbuddet.

Stk. 2 Erhvervsstyrelsen fastsætter vilkår i tilladelsen i overensstemmelse med det afgivne tilbud.