Integrationsloven § 50

Denne konsoliderede version af integrationsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om integration af udlændinge i Danmark

Lov nr. 474 af 01. juli 1998,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020,
som ændret ved lov nr. 2189 af 29. december 2020, lov nr. 1192 af 08. juni 2021, lov nr. 2055 af 16. november 2021, lov nr. 2623 af 28. december 2021, lov nr. 324 af 16. marts 2022, lov nr. 546 af 03. maj 2022 og lov nr. 893 af 21. juni 2022

§ 50

Kommunalbestyrelsen kan med udlændingens samtykke forlange, at personer og myndigheder m.v., der har kendskab til forholdene, giver oplysninger, der må anses for nødvendige ved behandling af sager om ydelser efter kapitel 4-6. Det gælder også oplysninger om udlændinges følsomme personoplysninger og oplysninger om strafbare forhold og andre fortrolige oplysninger. Kommunalbestyrelsen kan i den forbindelse indhente læge- og sygehusjournaler.

Stk. 2 Kan udlændingens samtykke ikke opnås, kan oplysningerne indhentes uden samtykke.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen skal oplyse udlændingen om adgangen til at indhente oplysninger efter stk. 1 og om konsekvenserne af, at udlændingen ikke vil medvirke til at indhente oplysninger.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen kan begære optaget forhør efter retsplejelovens § 1018 med henblik på indhentning af oplysninger som nævnt i stk. 1.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen kan uden samtykke fra den person, som oplysningerne vedrører, kræve at få oplysninger om økonomiske forhold fra andre offentlige myndigheder og arbejdsløshedskasser. Oplysningerne kan indhentes, selv om den person, som oplysningerne vedrører, ikke bor i den kommune, som indhenter oplysningerne. Oplysningerne kan indhentes som led i behandlingen af en enkelt sag eller som led i en generel søgning til brug for kontrol.

Stk. 6 Kommunalbestyrelsen kan til brug for behandlingen af sager om ydelser efter kapitel 4-6, af sager om opfølgning på kontrakter efter § 20 og af sager om finansiering og resultattilskud m.v. efter kapitel 9 få terminaladgang til oplysninger i indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister § 7.