Integrationsloven § 12

Denne konsoliderede version af integrationsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om integration af udlændinge i Danmark

Lov nr. 474 af 01. juli 1998,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020,
som ændret ved lov nr. 2189 af 29. december 2020, lov nr. 1192 af 08. juni 2021, lov nr. 2055 af 16. november 2021, lov nr. 2623 af 28. december 2021, lov nr. 324 af 16. marts 2022, lov nr. 546 af 03. maj 2022 og lov nr. 893 af 21. juni 2022

§ 12

Kommunalbestyrelsen skal anvise et midlertidigt opholdssted til en flygtning, som Udlændingestyrelsen visiterer til kommunen efter § 10, jf. dog stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan i stedet anvise en bolig til en flygtning, som er omfattet af 1. pkt. Overstiger lejen halvdelen af husstandsindkomsten, kan fuld boligstøtte i medfør af § 15 i lov om individuel boligstøtte ikke nægtes.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan ikke anvise et midlertidigt opholdssted eller en bolig, som er beliggende i et udsat boligområde, jf. § 61 a, stk. 1, i lov om almene boliger m.v., jf. dog § 30 a i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.

Stk. 3 I ganske særlige tilfælde kan en flygtning, efter at kommunalbestyrelsen har overtaget ansvaret for den pågældende, jf. § 4, stk. 2, med tilladelse fra Udlændingestyrelsen midlertidigt forblive indkvarteret på et sted, der er beregnet til indkvartering, jf. udlændingelovens § 42 a.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen skal, såfremt dette ikke allerede er sket, efter en flygtnings ophør af et ophold på en højskole efter § 23 a, stk. 1, nr. 2, anvise et midlertidigt opholdssted eller bolig efter stk. 1 til den pågældende.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen afholder de udgifter, der er forbundet med flygtningens flytning til kommunen. Tager flygtningen ophold på en højskole som led i aktivering efter § 23 a, stk. 1, nr. 2, umiddelbart i forbindelse med ansvarsovertagelsen, afholder kommunalbestyrelsen flygtningens udgifter i forbindelse med flytningen fra det sted, hvor den pågældende har opholdt sig under asylsagens behandling, til højskolen.

Stk. 6 Reglerne i lejeloven finder ikke anvendelse i forbindelse med indkvartering på midlertidige opholdssteder. Indkvartering på midlertidige opholdssteder kan alene ske i en anden kommune, såfremt der foreligger en aftale herom mellem den ansvarlige kommunalbestyrelse og kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor opholdsstedet er beliggende.

Stk. 8 Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om betaling for indkvartering på midlertidige opholdssteder og om inddrivelse heraf, herunder for indkvartering efter stk. 3 på det indkvarteringssted, hvor flygtningen har opholdt sig under asylsagens behandling.