Inkassoloven Kapitel 6

Denne konsoliderede version af inkassoloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om inkassovirksomhed

Lov nr. 319 af 14. maj 1997,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1018 af 19. september 2014,
som ændret ved lov nr. 1553 af 12. december 2023

Kapitel 6 1 Tilbagekaldelse og bortfald af autorisation m.v.
§ 21

En autorisation samt en godkendelse af ansættelse kan tilbagekaldes, hvis autorisationsindehaveren eller den ansatte gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for autorisationen eller af bestemmelser i loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven. Det samme gælder, hvis der er særlig grund til at antage, at den pågældende ikke vil udøve hvervet på forsvarlig måde, eller hvis betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 6, § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, § 6, stk. 3, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, eller § 6, stk. 4, jf. § 5, stk. 1, nr. 6, for meddelelse af autorisation eller betingelsen i § 8, stk. 2, nr. 2, for godkendelse ikke længere er opfyldt.

Stk. 2 En autorisation kan endvidere tilbagekaldes, hvis betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 5, eller § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 5, for meddelelse af autorisation ikke længere er opfyldt. Ved betydelig offentlig gæld forstås i denne sammenhæng beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. og derover. En autorisation skal tilbagekaldes, såfremt autorisationsindehaveren ikke opfylder det i § 20, stk. 1, 1. pkt., nævnte vilkår om sikkerhedsstillelse.

Stk. 3 En tilbagekaldelse efter stk. 1 og 2 kan ske for et tidsrum af 1 til 5 år eller indtil videre.

§ 22

En autorisation bortfalder, hvis autorisationsindehaveren dør eller ophører med at opfylde en eller flere af betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, eller § 6, stk. 3, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, 3 og 4.

Stk. 2 Uanset stk. 1 kan en autorisationsindehavers dødsbo eller ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en autorisationsindehaver, der er under rekonstruktionsbehandling, autorisationsindehaverens konkursbo eller en værge for en autorisationsindehaver, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5, under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7, fortsætte inkassovirksomheden uden autorisation med henblik på afvikling eller afhændelse, såfremt fortsættelsen af inkassovirksomheden inden 4 uger efter dødsfaldet, indledningen af rekonstruktionsbehandling, konkursdekretets afsigelse eller værgemålets iværksættelse anmeldes til den myndighed, der har meddelt autorisationen. Myndigheden fastsætter en frist for afviklingen m.v., som kun i særlige tilfælde kan forlænges ud over 6 måneder fra den begivenhed, som medførte autorisationens bortfald.

§ 23

Dokumenter og legitimationskort vedrørende en autorisation eller godkendelse, der tilbagekaldes, bortfalder eller ikke fornys, skal inden 4 uger tilbageleveres til den myndighed, der har udstedt den pågældende autorisation eller godkendelse, medmindre tilbagekaldelsen eller afgørelsen om, at autorisationen ikke fornys, med opsættende virkning er indbragt for domstolene.

Stk. 2 Den i stk. 1 nævnte frist regnes fra datoen for afgørelsen om tilbagekaldelse eller om, at autorisationen ikke fornys, eller fra den begivenhed, som har medført autorisationens bortfald. Fortsættes inkassovirksomhed i medfør af § 22, stk. 2, regnes fristen dog først fra udløbet af den i § 22, stk. 2, 2. pkt., nævnte frist.

§ 24

En afgørelse om tilbagekaldelse i medfør af § 21, stk. 1 og 2, skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse, jf. §§ 25 og 26, og om fristen herfor.

§ 25

En tilbagekaldelse i medfør af § 21, stk. 1, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for den myndighed, der har meddelt tilbagekaldelsen, inden 4 uger efter, at afgørelse om tilbagekaldelse er meddelt den pågældende. Sagen indbringes herefter af myndigheden for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 80 uden medvirken af domsmænd.

Stk. 2 Anmodning efter stk. 1 har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve virksomheden. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

§ 26

Den, hvis autorisation er tilbagekaldt i medfør af § 21, stk. 2, kan forlange tilbagekaldelsen indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for den myndighed, der har meddelt tilbagekaldelsen, inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Sagen indbringes af myndigheden for retten i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 2 Anmodning efter stk. 1 har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling kan fortsætte inkassovirksomheden. Ankes en dom, hvorved en tilbagekaldelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at den pågældende ikke må udøve inkassovirksomhed under ankesagen.

§ 27

En tilbagekaldelse af en autorisation i medfør af § 21 kan til enhver tid efter ansøgning ophæves. Ansøgning herom kan dog ikke indgives tidligere end 1 år efter, at ophævelse senest ved endelig afgørelse er nægtet. Ansøgeren kan forlange en nægtelse af ophævelse indbragt for domstolene, såfremt der er forløbet mindst 2 år efter, at ophævelse senest er nægtet ved dom. § 24, § 25, stk. 1, 2. og 3. pkt., og § 26, stk. 1, 2. og 3. pkt., gælder tilsvarende.