Indsendelsesbekendtgørelsen § 30

Denne konsoliderede version af indsendelsesbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om indberetning til og offentliggørelse af årsrapporter m.v. i Erhvervsstyrelsen samt kommunikation i forbindelse hermed

Bekendtgørelse nr. 1054 af 31. maj 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1003 af 26. juni 2023

§ 30

Statslige aktieselskaber skal indberette halvårsrapport til Erhvervsstyrelsen, så den er modtaget i styrelsen senest 3 måneder efter udløbet af den pågældende halvårsperiode. Halvårsrapporten skal indberettes i Regnskab Special, der skal tilgås via hjemmesiden www.indberet.virk.dk. Bekendtgørelsens bestemmelser om digital indberetning af årsrapport finder tilsvarende anvendelse, jf. dog stk. 2-5.

Stk. 2 Modtages halvårsrapporten ikke, eller modtages den ikke rettidigt i behørig stand, jf. stk. 1, kan Erhvervsstyrelsen pålægge medlemmerne af selskabets ledelse daglige eller ugentlige bøder, jf. årsregnskabslovens § 162, stk. 1, nr. 1.

Stk. 3 Dokumentet skal være betegnet »halvårsrapport«. Selskabets fulde navn, CVR-nummer og hjemstedsadresse samt den periode, halvårsrapporten vedrører, skal ligeledes fremgå umiddelbart øverst i den læsbare del af halvårsrapporten.

Stk. 4 Har en statsautoriseret revisor revideret halvårsrapporten eller foretaget en gennemgang (review) af denne, skal erklæringen være indeholdt i den indberettede halvårsrapport. Det skal tydeligt være angivet, hvem der har afgivet erklæringen, og erklæringen skal være underskrevet af den pågældende revisor. Revisionsvirksomhedens CVR-nummer og revisors MNE-nummer skal anføres.

Stk. 5 Uanset stk. 4 stilles der ikke krav om gengivelse af underskrifter i den digitalt indberettede halvårsrapport.

Stk. 6 Indberetteren indestår over for Erhvervsstyrelsen for, at halvårsrapporten er godkendt af selskabets ansvarlige ledelsesorganer, jf. § 2, stk. 3, og at halvårsrapporten er underskrevet af en eventuel revisor som foreskrevet i stk. 4.

Stk. 7 Selskabet skal opbevare et eksemplar af halvårsrapporten, der er underskrevet af alle medlemmerne af de ledelsesorganer, som er ansvarlige for at aflægge selskabets årsrapport i henhold til årsregnskabslovens kapitel 2, samt revisor, hvis halvårsrapporten er forsynet med en af revisor underskrevet erklæring. De pågældendes navne og funktioner skal tydeligt fremgå af halvårsrapporten.