IEU-loven § 2

Denne konsoliderede version af iEU-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse

Lov nr. 418 af 06. juni 2002,
jf. lovbekendtgørelse nr. 145 af 14. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 1355 af 29. november 2023

§ 2

Børne- og undervisningsministeren kan godkende en institution efter § 1, hvis institutionen indgår som et hensigtsmæssigt led i en landsomfattende eller regional planlægning til opfyldelse af konstaterede eller forventede behov for sådanne institutioner. Ministeren kan fastsætte vilkår for godkendelsen.

Stk. 2 En godkendelse efter stk. 1 kan tilbagekaldes, hvis der ikke længere er behov for institutionen, herunder i forhold til behovet for uddannelsesudbydere i en landsomfattende eller regional planlægning, eller hvis institutionen på grund af sin økonomiske situation skønnes uegnet til at fortsætte sin virksomhed.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan modsætte sig nedlæggelse af en institution, hvis der efter ministerens skøn stadig er behov for institutionen, og kan fastsætte vilkårene for institutionens videreførelse.

Stk. 4 Institutionens styrelse reguleres i en vedtægt, som institutionens bestyrelse fastsætter. Ved institutionens oprettelse og ved etablering eller ophør af en institutions varetagelse af opgaven som voksenuddannelsescenter godkender børne- og undervisningsministeren institutionens vedtægtsbestemmelser. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om vedtægtens indhold, herunder i en af ministeren udstedt standardvedtægt.

Stk. 5 Institutionens navn godkendes af børne- og undervisningsministeren og fastsættes i vedtægten.

Stk. 6 Institutionens vedtægt skal offentliggøres på institutionens hjemmeside på internettet sammen med datoerne for bestyrelsens vedtagelse, børne- og undervisningsministerens godkendelse, jf. stk. 4, 2. pkt., og § 4, stk. 2, 2. pkt., og offentliggørelsen på hjemmesiden. Vedtægten kan tidligst træde i kraft ved offentliggørelsen.