Hygiejnebekendtgørelsen § 33

Denne konsoliderede version af hygiejnebekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om fødevarehygiejne

Bekendtgørelse nr. 1518 af 15. december 2022

§ 33

Virksomheder, som forsender og modtager kød af kvæg med påsiddende rygsøjle, skal overholde de i stk. 2-5 angivne betingelser.

Stk. 2 Detailslagterbutikker, herunder slagterafdelinger i supermarkeder, må kun modtage kød af kvæg over 30 måneder, der har oprindelse i en medlemsstat eller i et tredjeland med kontrolleret eller ikke-fastsat BSE-risiko, med påsiddende rygsøjle, når denne aktivitet er godkendt af Fødevarestyrelsen, jf. den til enhver tid gældende autorisationsbekendtgørelse.

Stk. 3 Virksomheder, der afsender hele og halve slagtekroppe eller halve kroppe opskåret i højst tre engrosudskæringer, der omfatter rygsøjle, til en opskæringsvirksomhed eller detailslagter, skal markere det kød, hvor rygsøjlen er specificeret risikomateriale, med en klart synlig, rød stribe på det mærke, der er omhandlet i forordning (EF) nr. 1760/2000 om indførelse af en ordning for identifikation og registrering af kvæg og om mærkning af oksekød og oksekødsprodukter.

Stk. 4 Virksomheder, der afsender hele eller halve slagtekroppe eller halve slagtekroppe opskåret i højst tre engrosudskæringer, der omfatter rygsøjle, til en opskæringsvirksomhed eller detailslagter, skal medsende et handelsdokument, som angiver antallet af kødstykker, hvor rygsøjlen er specificeret risikomateriale, og antallet af kødstykker, hvor rygsøjlen ikke er specificeret risikomateriale.

Stk. 5 Virksomheder, der modtager hele eller halve slagtekroppe eller halve slagtekroppe opskåret i højst tre engrosudskæringer, der omfatter rygsøjle, skal opbevare det ledsagende handelsdokument som dokumentation i mindst 1 år og på forlangende forevise det for Fødevarestyrelsen.