Hygiejnebekendtgørelsen Kapitel 2

Denne konsoliderede version af hygiejnebekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om fødevarehygiejne

Bekendtgørelse nr. 1518 af 15. december 2022

Kapitel 2 Markedsføring af små mængder primærprodukter m.v. fra primærproducenten direkte til den endelige forbruger eller til lokale detailvirksomheder
§ 3

Primærproducenter skal sikre, at de fødevarer, som markedsføres direkte til den endelige forbruger, til lokale detailvirksomheder eller fra ægpakkerier med autorisation til begrænset, lokal omsætning, jf. den til enhver tid gældende bekendtgørelse om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder m.v., ved anvendelse på sædvanlig måde ikke er sundhedsskadelige eller af anden grund uegnede til menneskeføde.

Rå mælk
§ 4

Primærproducenter må kun markedsføre rå mælk direkte til den endelige forbruger, når besætningen er indplaceret i niveau 1 i den til enhver tid gældende bekendtgørelse om salmonella hos kvæg m.m.

Stk. 2 Primærproducenter skal sikre, at rå mælk ikke markedsføres direkte til den endelige forbruger senere end 24 timer efter, at mælken er udmalket.

Stk. 3 Primærproducenter skal sikre, at rå mælk, som ønskes afsat direkte til den endelige forbruger, nedkøles til højst 6 °C straks efter udmalkning.

Stk. 4 Primærproducenter skal sikre, at rå mælk, som markedsføres direkte til den endelige forbruger, opfylder kriterierne for celletal, kimtal og antibiotikarester i hygiejneforordningen for animalske fødevarer, samt opfylder det mikrobiologiske kriterium for E. coli i bilag 1.

Stk. 5 Primærproducenter skal sikre, at den i bilag III, afsnit IX, kapitel I, del III, punkt 3 nævnte kontrol med rå mælk udføres, samt at den rå mælk hver måned undersøges for E. coli.

Stk. 6 Hvis den i stk. 5 nævnte undersøgelse af E. coli viser resultater, som ikke overholder de fastsatte grænseværdier, skal primærproducenter ophøre med at markedsføre rå mælk direkte til den endelige forbruger, indtil der foreligger en prøve med et indhold af E. coli under 10 cfu/g.

Stk. 7 Primærproducenter kan dog, jf. stk. 6, fortsætte den direkte markedsføring af rå mælk til den endelige forbruger, hvis indholdet af E. coli ikke overstiger 100 cfu/g, og de foregående 6 undersøgelser ikke overstiger 10 cfu/g. Primærproducenter skal inden en uge efter modtagelsen af det utilfredsstillende resultat sikre, at der udtages en ny prøve til undersøgelse for E. coli.

Æg
§ 5

Primærproducenter skal sikre, at æg ikke markedsføres direkte til den endelige forbruger eller til egne detailvirksomheder senere end 28 dage efter, at æggene er lagt.

Stk. 2 Dato for mindste holdbarhed for æg er 28 dage efter lægningen. Primærproducenten skal klart angive datoen for mindste holdbarhed for den endelige forbruger ved opslag eller en fortrykt seddel, der er anbragt på pakningen eller udleveres til forbrugeren sammen med æggene.

Stk. 3 Primærproducenter må ikke vaske eller rengøre æg før markedsføring.

§ 6

Offentlige og private institutioner med eget hønsehold må anvende æg herfra i egne køkkener, jf. dog § 3, såfremt der ikke er over 30 høns i hønseholdet, og æggene alene anvendes til varmebehandlede retter.

Levende muslinger m.v.
§ 7

Primærproducenter skal ved markedsføring af små mængder levende muslinger m.m. til den endelige forbruger og til lokale detailvirksomheder sikre, at markedsføringen sker i overensstemmelse med kravene i del A i bilag I til hygiejneforordningen og afsnit VII, kapitel II, A, punkt 1-2 og 6, i bilag III til hygiejneforordningen for animalske fødevarer.

Hygiejne ved slagtning på bedriften
§ 8

Primærproducenter skal i forbindelse med slagtning og slagtemæssig behandling af fjerkræ og kaniner sørge for, at

  • 1) bedøvelse, afblødning, flåning eller plukning, udtagning af organer og anden slagtemæssig behandling foretages hurtigst muligt og på en sådan måde, at kødet ikke bliver kontamineret. Der skal især træffes foranstaltninger til at undgå, at fordøjelseskanalens indhold flyder ud ved udtagningen af organer, og

  • 2) efter eventuel udtagning af organer skal de slagtede dyr hurtigst muligt rengøres og nedkøles til højst 5 ºC.