Havmiljøloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af havmiljøloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskyttelse af havmiljøet

Lov nr. 476 af 30. juni 1993,
jf. lovbekendtgørelse nr. 147 af 19. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 463 af 15. maj 2017

Kapitel 1 1 Formål m.v.
§ 1

Loven skal medvirke til at værne natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.

Stk. 2 Med denne lov tilsigtes at forebygge og begrænse forurening og anden påvirkning af natur og miljø, herunder særligt havmiljøet, fra aktiviteter, der kan

  • 1) bringe menneskets sundhed i fare,

  • 2) skade natur- og kulturværdier på og i havet, herunder havbunden,

  • 3) være til gene for den retmæssige udnyttelse af havet eller

  • 4) forringe rekreative værdier eller aktiviteter.

Stk. 3 Loven skal endvidere sikre opretholdelsen af et beredskab til indsats mod forurening på havet, på kyster og i havne.

Stk. 4 Loven skal herudover medvirke til at sikre, at ophugning af skibe kan ske på en miljømæssigt forsvarlig måde.

§ 2

Loven omfatter følgende:

  • 1) Danske skibe og skibe, der befinder sig på dansk søterritorium.

  • 2) Danske luftfartøjer og luftfartøjer, der befinder sig på eller over dansk søterritorium.

  • 3) Danske platforme og platforme, der befinder sig på dansk søterritorium eller på dansk kontinentalsokkelområde.

  • 4) Danske rørledninger til transport af kulbrinter og hjælpestoffer og rørledninger til transport af kulbrinter og hjælpestoffer på dansk søterritorium eller på dansk kontinentalsokkelområde.

  • 5) Udenlandske skibe, der befinder sig i de eksklusive økonomiske zoner, i det omfang det er foreneligt med international ret.

  • 6) Udenlandske skibe, der befinder sig uden for de eksklusive økonomiske zoner, i det omfang det er foreneligt med international ret.

Stk. 2 Loven omfatter ikke orlogsskibe og andre skibe, der ejes eller benyttes af en stat, så længe skibet udelukkende benyttes i ikkekommerciel statstjeneste.

Stk. 3 Skibe, der udelukkende benyttes til fritidsformål (lystfartøjer), er ikke omfattet af bestemmelserne i § 20, stk. 1, og kapitel 12. Ved anvendelsen af beføjelserne i kapitlerne 2, 5 a, 6, 7 og 10 kan miljøministeren dog fastsætte særlige regler for lystfartøjer.

Stk. 4 Loven omfatter ikke fyringsanlæg på platforme. Ved fyringsanlæg forstås en teknisk indretning, hvori brændsel oxyderes med henblik på anvendelse af den således frembragte varme. Brændsel omfatter ikke affald.

§ 3

Ved lovens administration, herunder ved anvendelsen af lovens bemyndigelser, skal der lægges vægt på, hvad der er opnåeligt ved anvendelse af den mindst forurenende teknologi, herunder mindre forurenende råvarer, processer og anlæg og de bedst muligt forureningsbegrænsende foranstaltninger. Ved denne vurdering skal der lægges særlig vægt på en forebyggende indsats gennem anvendelse af renere teknologi.

Stk. 2 Ved bedømmelsen af omfanget og arten af foranstaltninger til forebyggelse og imødegåelse af forurening skal der lægges vægt på

  • 1) de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens sandsynlige indvirkning på disse og

  • 2) hele det kredsløb, som stoffer og materialer gennemløber, med henblik på at begrænse spild af ressourcer mest muligt.

§ 4

Ved udtømning forstås i denne lov enhver udledning, udflydning eller bortskaffelse i havet af stoffer eller materialer, der stammer fra den normale drift af skibe eller bevægelige eller fast anbragte platforme.

Stk. 2 Ved dumpning forstås i denne lov enhver bortskaffelse i havet, på havbunden og under havbunden - som ikke er udtømning - af stoffer eller materialer fra eller sammen med skibe, fly eller bevægelige eller fast anbragte platforme og enhver bortskaffelse i havet, på havbunden og under havbunden af skibe, fly eller bevægelige eller fastanbragte platforme, herunder enhver udledning, udflydning eller bortskaffelse af stoffer eller materialer, der er bragt om bord eller transporteres med henblik på bortskaffelse eller stammer fra behandling af stoffer eller materialer, der er bragt om bord eller transporteres med henblik på bortskaffelse.

Stk. 3 Som udtømning eller dumpning anses ikke

  • 1) anbringelse i havet af stoffer eller materialer, hvis anbringelse sker med andet formål end bortskaffelse,

  • 2) udledning i havet af stoffer eller materialer, der er en direkte følge af undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, jf. kapitel 10, og

  • 3) efterladelse på eller i havbunden af platforme og andre anlæg til brug i forbindelse med efterforskning og indvinding af råstoffer i undergrunden, rørledninger og andre anlæg til transport af sådanne råstoffer samt vindkraftanlæg på søterritoriet eller i de eksklusive økonomiske zoner, disses fundamenter og tilhørende ledningsanlæg.

Stk. 4 Ved afbrænding forstås i denne lov enhver bortskaffelse på havet ved hjælp af termisk destruktion.

§ 5

Ved søterritoriet forstås i denne lov ydre og indre territorialt farvand, jf. lov om afgrænsning af søterritoriet.

Stk. 2 Ved ydre territorialt farvand forstås de områder af havet, som indadtil er begrænset af de til enhver tid gældende basislinjer, og udadtil er begrænset af linjer trukket således, at afstanden fra ethvert punkt på disse linjer til det nærmeste punkt på basislinjen er 12 sømil (22.224 m), jf. lov om afgrænsning af søterritoriet.

Stk. 3 Ved indre territorialt farvand forstås de vandområder, såsom havne, havneindløb, rede, bugter, fjorde, sunde og bælter, som er beliggende inden for de til enhver tid gældende basislinjer, jf. lov om afgrænsning af søterritoriet.

Stk. 4 Ved eksklusive økonomiske zoner forstås i denne lov havområder uden for og stødende op til søterritoriet indtil en afstand af 200 sømil fra de til enhver tid gældende basislinjer, jf. lov om eksklusive økonomiske zoner.

Stk. 5 Ved Østersøområdet forstås i denne lov Østersøen, Den Botniske Bugt, Den Finske Bugt, Sundet, Bælterne og Kattegat indtil breddeparallellen 57o 44,8’N gennem Skagen.

Stk. 6 Ved Nordsøområdet forstås den egentlige Nordsø samt andre havområder inden for følgende grænser:

  • 1) Nordsøen syd for den 62. nordlige breddegrad og øst for meridianen 5o V.

  • 2) Skagerrak afgrænset i syd af breddeparallellen 57o 44,8’N gennem Skagen.

  • 3) Den Engelske Kanal og adgangsvejene hertil øst for meridianen 5o V og nord for breddeparallellen 48o 30’N.

§ 6

Ved nærmeste kyst forstås i denne lov den basislinje, hvorfra det ydre territorialfarvand er fastlagt i overensstemmelse med international ret. 

Stk. 2 Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler fastsætte regler om, hvad der i nærmere angivne havområder forstås ved nærmeste kyst.

§ 7

Miljøministeren kan til opfyldelse af internationale aftaler bestemme, at et havområde er et særligt havområde.

§ 8

Inden miljøministeren fastsætter regler i medfør af loven, forhandler ministeren med de nærmeste interesserede landsomfattende erhvervs- og miljøorganisationer, KL (Kommunernes Landsforening) og andre berørte statslige myndigheder, herunder erhvervs- og vækstministeren, transport- og bygningsministeren og energi-, forsynings- og klimaministeren.