Hasardspilloven Kapitel 5

Denne konsoliderede version af hasardspilloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om offentligt hasardspil i turneringsform

Lov nr. 1504 af 27. december 2009,
jf. lovbekendtgørelse nr. 83 af 22. januar 2016

Kapitel 5 1 Tilsyn, kontrol og klage
§ 23

Tilsynsmyndigheden har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til de lokaler, hvori en offentlig hasardspilsturnering finder sted, eller som benyttes af den ansvarlige bevillingshaver eller dennes medhjælpere i forbindelse med afviklingen af den offentlige hasardspilsturnering.

§ 24

Tilsynsmyndigheden kan forlange alle de oplysninger om en offentlig hasardspilsturnering, den ansvarlige bevillingshaver, dennes medhjælpere og de deltagende spillere, der er nødvendige for at føre tilsyn med, at lovens regler bliver overholdt.

§ 25

Den myndighed, som er bemyndiget efter § 6, stk. 1, udøver de beføjelser, der efter loven er tillagt tilsynsmyndigheden.

§ 25a

Klager over afgørelser truffet af tilsynsmyndigheden afgøres af Landsskatteretten, medmindre andet følger af regler udstedt i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 3. Klager efter 1. pkt. har ikke opsættende virkning.