Gymnasienødprøvebekendtgørelsen § 21

Denne konsoliderede version af gymnasienødprøvebekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om aflysning af prøver og andre midlertidige foranstaltninger i sommerterminen 2021 i de gymnasiale uddannelser og gymnasiale fag i eux-forløb som led i forebyggelsen og afhjælpningen i forbindelse med covid-19

Bekendtgørelse nr. 514 af 24. marts 2021

Ophøjelse af afsluttende standpunktskarakter til prøvekarakter i de treårige gymnasiale uddannelser, den toårige uddannelse til almen studentereksamen samt gymnasiale fag i eux-forløb
§ 21

For elever i de treårige gymnasiale uddannelser, den toårige uddannelse til almen studentereksamen og i gymnasiale fag i eux-forløb giver institutionen afsluttende standpunktskarakterer i fag, som er afsluttende for eleven, på følgende tidspunkter:

  • 1) I fag eller i den del af et fag (mundtlig eller skriftlig), som eleven skal til prøve i, afgives afsluttende standpunktskarakterer ved undervisningens afslutning, dog senest den 11. juni 2021.

  • 2) I fag eller den del af et fag (mundtlig eller skriftlig), som eleven ikke skal til prøve i, afgives afsluttende standpunktskarakterer tidligst den 8. juni og senest den 11. juni 2021.

Stk. 2 Den afsluttende standpunktskarakter gives ud fra en helhedsvurdering på baggrund af underviserens kendskab til elevens faglige niveau i den daglige undervisning, herunder nødundervisningen, og i øvrigt efter de almindelige regler herom i den enkelte uddannelse.

Stk. 3 Afsluttende standpunktskarakterer efter stk. 1 træder i afsluttende fag, hvor prøven er aflyst, i stedet for karakterer, som skulle have været givet ved de aflyste prøver, og er derved ophøjet til prøvekarakterer.

Stk. 4 For en elev i en gymnasial uddannelse eller i gymnasiale fag i eux-forløb, hvis mundtlige prøve i studieretningsprojektet, studieområdeprojektet eller erhvervsområdeprojektet er aflyst efter § 16, foretager bedømmerne en bedømmelse af elevens præstation på baggrund af det skriftlige produkt alene. Den karakter, som gives ved denne bedømmelse, træder i stedet for den prøvekarakter, som eleven ville have fået ved den aflyste prøve.

Stk. 5 En karakter, der, jf. stk. 3-4, er ophøjet til eller træder i stedet for en prøvekarakter, indgår som en almindelig prøvekarakter på de eksamensbeviser og prøvebeviser, som institutionen udsteder efter de almindelige regler herom.