Gødskningsloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af gødskningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om næringsstofreducerende tiltag

Lov nr. 338 af 02. april 2019,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1053 af 10. juli 2023

Kapitel 1 1 Indledende bestemmelser
Formål og anvendelsesområde
§ 1

Loven har til formål at regulere jordbrugets anvendelse af gødning med henblik på at begrænse udvaskningen af kvælstof og for i respekt for menneskers livsvilkår at værne om naturen og miljøet og bevare dyre- og plantelivet under hensyn til en smidig og ensartet forvaltning på tværs af miljø- og landbrugsområdet.

§ 2

Lovens bestemmelser om gødningsanvendelse, jf. kapitel 2, omfatter virksomheder, der er registrerede eller registreringspligtige i Register for Gødningsregnskab efter § 5, stk. 2, eller § 6, medmindre andet fremgår af loven.

§ 3

Lovens bestemmelser om gødningsleverandører i § 36, stk. 2, 3 og 5, og § 37 omfatter virksomheder, herunder fælles biogas-, forarbejdnings-, forbrændings- og brændingsanlæg, og offentligt ejede virksomheder, som sælger eller afgiver kvælstof- eller fosforholdig gødning.

Stk. 2 Lovens bestemmelser om gødningsleverandører i § 36, stk. 4 og 5, og § 37 omfatter fælles biogas-, forarbejdnings-, forbrændings- og brændingsanlæg, der modtager kvælstof- eller fosforholdig gødning.

Stk. 3 Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at §§ 36 og 37 skal finde anvendelse på andre typer af anlæg og den gødning, der produceres på disse, end de i stk. 1 og 2 nævnte.

§ 4

Lovens bestemmelser om næringsstofreducerende tiltag, jf. kapitel 4, omfatter virksomheder med planteavl eller husdyravl eller kombinationer heraf, som disponerer over et areal med afgrøder på 10 ha eller derover, der er omfattet af en kvælstofnorm fastsat i medfør af § 13, stk. 3, eller en fosfornorm fastsat i medfør af § 5, stk. 6. Ved opgørelse af arealet medregnes forpagtede og lejede arealer.

Register for Gødningsregnskab
§ 5

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fører et register over virksomheder, der anvender gødning efter denne lov. Registeret benævnes Register for Gødningsregnskab.

Stk. 2 Den, der driver virksomhed med planteavl, husdyravl, skovbrug eller kombinationer heraf, skal anmelde sin virksomhed til registrering i Register for Gødningsregnskab i følgende tilfælde:

  • 1) Virksomhedens samlede husdyrbesætning producerer gødning, eller virksomheden modtager husdyrgødning, forarbejdet husdyrgødning, afgasset biomasse eller anden organisk gødning, der har et samlet kvælstofindhold, der overstiger 1.000 kg kvælstof pr. år.

  • 2) Virksomhedens samlede husdyrbesætning producerer gødning, eller virksomheden modtager husdyrgødning, forarbejdet husdyrgødning, afgasset biomasse eller anden organisk gødning, der har et samlet kvælstofindhold, der overstiger 100 kg kvælstof pr. hektar areal med afgrøder, som er omfattet af en kvælstofnorm fastsat i medfør af § 13, stk. 3, eller en fosfornorm fastsat i medfør af stk. 6 pr. år.

  • 3) Virksomheden disponerer over et areal med afgrøder på 10 ha eller derover, som er omfattet af en kvælstofnorm på mere end 0 kg kvælstof fastsat i medfør af § 13, stk. 3, eller en fosfornorm på mere end 0 kg fosfor fastsat i medfør af stk. 6.

Stk. 3 Den, der driver virksomhed, der er registreringspligtig efter stk. 2, skal anmelde virksomheden til registrering i løbet af den planperiode, jf. § 10, hvori pligten indtræder.

Stk. 4 Ministeren kan anmelde en virksomhed til registrering i Register for Gødningsregnskab, hvis virksomheden uanset stk. 2 undlader at registrere sig.

Stk. 5 § 22, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse ved opgørelsen af produktion af gødning med kvælstofindhold, jf. stk. 2, nr. 1 og 2.

Stk. 6 Ministeren fastsætter en fosfornorm for afgrøderne.

§ 6

En virksomhed, der ikke er omfattet af § 5, stk. 2, og som driver virksomhed med planteavl, husdyravl, skovbrug eller kombinationer heraf, kan anmelde sin virksomhed til registrering i Register for Gødningsregnskab i følgende tilfælde:

  • 1) Virksomheden disponerer over et areal med afgrøder på 5 ha eller derover, der er omfattet af en kvælstofnorm på mere end 0 kg kvælstof fastsat i medfør af § 13, stk. 3, eller en fosfornorm på mere end 0 kg fosfor fastsat i medfør af § 5, stk. 6.

  • 2) Virksomheden dyrker på sit areal afgrøder, som samlet er omfattet af en kvælstofnorm fastsat i medfør af § 13, stk. 3, på mindst 90 kg kvælstof pr. hektar pr. år.

§ 7

Registrering i Register for Gødningsregnskab har virkning for hele den planperiode, hvori anmeldelsen finder sted. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan dog i særlige tilfælde registrere en virksomhed med virkning for tidligere planperioder.

Stk. 2 Ministeren kan i særlige tilfælde og efter ansøgning tillade, at en virksomhed, der er delregistreret i henhold til lov om merværdiafgift (momsloven), alene registreres for en del af virksomheden i Register for Gødningsregnskab.

Stk. 3 En virksomhed skal være tildelt et centralt virksomhedsregistreringsnummer (cvr-nummer) efter lov om Det Centrale Virksomhedsregister for at kunne anmelde sig til registrering i Register for Gødningsregnskab.

Stk. 4 Ministeren kan fastsætte regler om Register for Gødningsregnskabs opbygning og ajourføring, om anmeldelse til registrering og om krav om dokumentation for, at betingelserne for optagelse i registeret er opfyldt, samt om, hvilke oplysninger en anmeldelse til registrering skal indeholde. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om registrering af virksomheder, der ikke er tildelt et cvr-nummer.

§ 8

Til en virksomhed, der er registreret i Register for Gødningsregnskab, udstedes et bevis for registreringen. Beviset benyttes som dokumentation for virksomhedens ret til at købe afgiftsfri gødning i henhold til lov om afgift af kvælstof indeholdt i gødninger m.m. Som dokumentation kan i stedet benyttes direkte opslag i Register for Gødningsregnskab.

Stk. 2 Den, der driver momspligtig handel med gødning, kan få adgang til ved opslag i Register for Gødningsregnskab at konstatere, om en køber er berettiget til at købe afgiftsfri gødning i henhold til lov om afgift af kvælstof indeholdt i gødninger m.m.

Stk. 3 Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om gødningshandleres adgang til oplysning om købere af afgiftsfri gødning.

§ 9

Når en virksomhed ikke længere har pligt til at være registreret efter § 5, stk. 2, eller den registrerede ikke længere ønsker sin virksomhed registreret efter § 6, kan virksomheden afmeldes fra Register for Gødningsregnskab. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan afmelde en virksomhed fra Register for Gødningsregnskab fra den førstkommende planperiode, hvis virksomheden ikke længere opfylder betingelserne i § 5, stk. 2, eller § 6.

Stk. 2 Ministeren kan fastsætte regler om afmelding fra registrering, herunder om, hvilke oplysninger en afmelding fra registrering skal indeholde.

Planperiode
§ 10

En planperiode udgør perioden fra den 1. august til den 31. juli. Dyrkes afgrøder, der skal tilføres kvælstof eller fosfor efter den 31. juli, men inden den 30. september, og som skal høstes eller afgræsses inden den 31. december, forlænges planperioden til den 30. september.

Lovens forhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)
§ 11

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan for regler fastsat i medfør af denne lov fastsætte regler om, at lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) ikke finder anvendelse, i det omfang der er tale om projekter eller dele af projekter, der er omfattet af lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. og regler fastsat i medfør heraf.