Genstandsbekendtgørelsen Kapitel 2

Denne konsoliderede version af genstandsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om indsattes adgang til at medtage, besidde og råde over egne genstande m.v. og penge i kriminalforsorgens institutioner (genstandsbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 1023 af 28. juni 2022

Kapitel 2 Egne genstande
Generelle begrænsninger i de indsattes adgang til at medtage, besidde og råde over egne genstande
§ 2

Indsatte må ikke medtage, besidde eller råde over følgende genstande:

  • 1) Genstande, som besiddes i strid med den almindelige lovgivning, herunder lovgivningen om euforiserende stoffer og lovgivningen om våben og eksplosivstoffer.

  • 2) Genstande, som kan benyttes i forbindelse med misbrug af euforiserende stoffer og andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning.

  • 3) Alkohol.

  • 4) Genstande, som kan benyttes som våben, og andre personfarlige genstande.

  • 5) Genstande, som kan benyttes i forbindelse med flugt, herunder værktøj, tovværk og lignende.

  • 6) Genstande, som kan frembyde eller medføre risiko for sundhedsfare i institutionen.

  • 7) Genstande, som kan frembyde eller medføre risiko for brandfare i institutionen.

  • 8) Genstande, hvor det på grund af genstandens beskaffenhed ikke vil være muligt at foretage nødvendige undersøgelser af genstanden.

  • 9) Medicin, medmindre særlige omstændigheder taler for, at medicinen udleveres til den indsatte.

  • 10) Fotoudstyr, videokameraer og lignende samt kikkerter og lignende.

  • 11) Mobiltelefon og lignende kommunikationsudstyr, herunder visse spillekonsoller samt tilbehør m.v. hertil.

  • 12) Tøj og andre genstande, der kan virke som en magtdemonstration over for andre.

  • 13) Tøj og lignende genstande med racistiske eller andre stærkt krænkende symboler eller slogans, som indsatte har mulighed for at bære på sig i institutionen.

  • 14) Proteinpulvere og lignende, der må antages at have som særligt formål at virke muskelopbyggende, medmindre der er tale om et produkt, som er indkøbt i institutionens butik eller ved kriminalforsorgsområdets foranstaltning.

  • 15) Computer, telefax og modem, jf. dog stk. 3.

  • 16) Røgtobak og rygeremedier samt genstande til brug for fremstilling af cigaretter, såfremt besiddelsen m.v. finder sted i eget eller andre indsattes opholdsrum.

  • 17) Tøj og andre genstande, der reklamerer for forsvarsadvokater.

Stk. 2 Genstande eller penge, som den indsatte har besiddet eller rådet over i strid med reglerne, og som er inddraget med henblik på udlevering ved løsladelsen efter reglen i § 35, stk. 1, kan ikke udleveres til den indsatte til brug under udgang og lignende. For genstande, som kriminalforsorgsområdet har besluttet at opbevare efter reglen i § 32, stk. 1, gælder følgende:

  • 1) Genstande, der er omfattet af stk. 1, nr. 12, herunder genstande, der kan virke som en magtdemonstration over for personalet, og genstande som nævnt i stk. 1, nr. 17, kan ikke udleveres af personalet til den indsatte i forbindelse med, at den indsatte skal på udgang og lignende.

  • 2) Genstande, der er omfattet af stk. 1, nr. 13, kan ikke udleveres til den indsatte til brug under udgang og lignende, hvor den indsatte ledsages af personalet.

  • 3) Andre genstande, der er omfattet af stk. 1, kan udleveres til den indsatte til brug under udgang og lignende, hvis dette i det enkelte tilfælde er foreneligt med ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn. Tilsvarende gælder med hensyn til udlevering af genstande, som er omfattet af stk. 1, nr. 13, i forbindelse med uledsaget udgang.

Stk. 3 I de åbne fængsler kan kriminalforsorgsområdet tillade udlevering af spillekonsoller, der er omfattet af stk. 1, nr. 11, og tillade installering af egen telefon på eget opholdsrum, medmindre ordens- og sikkerhedshensyn eller hensynet til beskyttelsen af den forurettede ved lovovertrædelsen i det enkelte tilfælde taler herimod, jf. telefonbekendtgørelsens § 7, stk. 1. I de åbne fængsler kan kriminalforsorgsområdet endvidere tillade, at indsatte får udleveret computer til opstilling i eget opholdsrum, hvis uddannelses- eller arbejdsmæssige hensyn i det enkelte tilfælde taler derfor. Der kan kun tillades udlevering af telefax og modem, når særlige grunde taler derfor, og det er foreneligt med ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn. Direktoratet for Kriminalforsorgen kan i ganske særlige tilfælde, og når det er foreneligt med ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, tillade udlevering af computer til indsatte i lukkede fængsler og arresthuse (Københavns Fængsler). Inden kriminalforsorgsområdet eller Direktoratet for Kriminalforsorgen giver tilladelse til udlevering af computer til indsatte, der er dømt for alvorlig økonomisk kriminalitet, skal der indhentes en udtalelse fra SKAT og fra den politidirektør, der har behandlet straffesagen. Der skal derudover indhentes en udtalelse i tilfælde, hvor SKAT eller politiet i den enkelte sag har anmodet derom. Hvis kriminalforsorgsområdet finder, at der bør gives tilladelse til udlevering af computer, uanset at dette frarådes af SKAT eller af politidirektøren, afgøres spørgsmålet om udlevering af Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Særlige begrænsninger for indsatte i de lukkede fængsler
§ 3

Udover de i § 2, stk. 1, nævnte egne genstande må indsatte i lukkede fængsler ikke medtage, besidde eller råde over:

  • 1) Fjernsyn, dvd- og cd-afspillere, alle typer spillekonsoller, radioer og lignende.

  • 2) Andre genstande, der kræver tilslutning til el-net eller batterier, jf. dog stk. 2, og § 2, stk. 3, 3. pkt.

  • 3) Tilbehør til genstande omfattet af nr. 1 og 2, jf. dog § 4, stk. 1.

  • 4) Pas.

  • 5) Genstande, som kan benyttes i stedet for penge, f.eks. checks, betalingskort og lignende.

Stk. 2 Kriminalforsorgsområdet kan tillade, at en indsat får udleveret genstande, som er omfattet af stk. 1, nr. 2, hvis udlevering er begrundet i ganske særlige omstændigheder, herunder den indsattes sygdom, handicap eller lignende. Kriminalforsorgsområdet kan ligeledes tillade, at en indsat får udleveret eget armbåndsur, uanset at dette måtte være batteridrevet.

Stk. 3 For genstande, som er omfattet af stk. 1, gælder § 2, stk. 2, 1. pkt., tilsvarende. Genstande, som kriminalforsorgsområdet har besluttet at opbevare efter reglen i § 32, stk. 1, kan udleveres til brug under udgang, hvis dette i det enkelte tilfælde er foreneligt med ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn.

§ 4

Uanset § 3, stk. 1, nr. 3, kan tilbehør til dvd- og cd-afspillere, spillekonsoller og lignende, som en indsat efter reglerne i kapitel 3 har fået stillet til rådighed af kriminalforsorgsområdet, udleveres i et sådant omfang, at den indsatte maksimalt er i besiddelse af i alt 30 originale dvd-film, cd’er, spil til spillekonsoller og lignende.

Stk. 2 I institutioner, hvor der som følge af klientellets karakter er ganske særlige sikkerhedsmæssige risici forbundet med udlevering af bestemte typer af dvd-film og lignende, kan kriminalforsorgsområdet bestemme,

  • 1) at sådanne typer dvd-film og lignende ikke kan udleveres i institutionen, og

  • 2) at kun dvd-film og lignende i ubrudt originalemballage kan medbringes i institutionen.

Særlige begrænsninger for indsatte i arresthusene, herunder Københavns Fængsler
§ 5

Udover de i § 2, stk. 1, nævnte egne genstande må indsatte i arresthusene ikke medtage, besidde eller råde over:

  • 1) Fjernsyn.

  • 2) Pas.

  • 3) Genstande, som kan benyttes i stedet for penge, f.eks. checks, betalingskort og lignende.

Stk. 2 For genstande, som er omfattet af stk. 1, gælder § 2, stk. 2, 1. pkt., tilsvarende. Genstande, som kriminalforsorgsområdet har besluttet at opbevare efter reglen i § 32, stk. 1, kan udleveres til brug under udgang, hvis dette i det enkelte tilfælde er foreneligt med ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn.

Overdragelse, udsendelse og plombering af genstande m.v.
§ 6

Det kan gøres til et vilkår for udlevering af genstande, der kræver tilslutning til el-net eller batterier, at genstanden

  • 1) mærkes med henblik på at kunne identificere genstandens ejer, og

  • 2) plomberes.

§ 7

Kriminalforsorgsområdet kan fastsætte regler om, at genstande, der kræver tilslutning til el-net eller batterier, i tilfælde hvor kriminalforsorgsområdet ikke selv kan foretage en tilstrækkelig undersøgelse af apparatet, kun kan udleveres på betingelse af, at den indsatte betaler for undersøgelsen.

§ 8

Indsatte må ikke overdrage (sælge, bytte, udleje, pantsætte eller bortgive) eller udsende genstande, der er registrerede, jf. § 31.

Stk. 2 Hvis ganske særlige omstændigheder taler for det, kan kriminalforsorgsområdet give tilladelse til, at en registreret genstand overdrages eller sendes ud af institutionen.

§ 9

Kriminalforsorgsområdet fastsætter nærmere regler om udlevering af indsattes egne genstande. Kriminalforsorgsområdet kan i denne forbindelse under hensyn til forholdene i den enkelte institution fastsætte yderligere begrænsninger i de indsattes ret til at medtage, besidde og råde over egne genstande i institutionen, herunder med hensyn til genstandenes størrelse, antal og art m.v.

§ 10

Kriminalforsorgsområdet kan fastsætte nærmere regler om benyttelsen af udleverede genstande.

§ 11

Kriminalforsorgsområdet kan bestemme, at bestemte genstande ikke kan udleveres til en indsat, hvis udlevering konkret er uforenelig med ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn.